fødeøkologien. Karakteren er derfor med stor sandsynlig-
hed underlagt naturlig selektion, og parallelle evolutionære
forløb kan opstå med hensyn til antallet af gællegitterstave.
Det er derfor ikke usandsynligt, at de uddøde snæbler fra
Rhinen og de nulevende snæbler fra Vidåen er forskellige i
antallet af gællegitterstave, som følge af det miljø de levede
i og ikke, som følge af forskellig afstamning.
Flere studier har undersøgt, hvordan de enkelte bestande
af helt og snæbel i Danmark er beslægtede med hinanden.
Alle studier har stort set vist det samme mønster, nemlig at
der er genetiske forskelle mellem de lokale bestande, men at
forskellene er relativt små. Det betyder med andre ord, at be-
standene til en vis grad er isolerede fra hinanden, og at denne
opdeling er indtruffet for nyligt i et evolutionært perspektiv.
5
Et nyligt publiceret studie sekventerede hele mitokondriets
DNA, det såkaldte mitogenom,
6
hvor man tidligere blot har
kigget på fragmenter. Analyserne afslørede, at snæblen i
Vidåen ikke deler haplotype (groft sagt genetisk udseende)
med nogle af de danske bestande af helt, og altså helt klart er
forskellig fra heltene i Danmark. Haplotyperne hos snæbel
og helt er forskellige, men dog ganske tæt beslægtede.
Antageligvis stammer alle danske helt og snæbel fra én
fælles population, der efter sidste istid koloniserede landet.
7
Efter 100.000 års istid begyndte temperaturen for omkring
10.000 år siden at stige. Temperaturstigningen fik isen til
at smelte, og smeltevandet formede landskabet. Med isens
tilbagetrækning blev der atter skabt levesteder for de mange
arter, der var blevet fortrængt til refugier rundt omkring. De
helt, der i den forbindelse koloniserede Jylland, kom sand-
synligvis fra Elben, der dengang var et meget stort vandsy-
stem, der mundede ud i det nuværende Skagerrak. Nordsøen
og Jylland var på dette tidspunkt ét sammenhængende land-
område, og de vestjyske vandløb, vi kender i dag, var alle
tilløb til Elben. I takt med at de enorme ismasser smeltede,
steg vandstanden, og Nordsøen blev dannet. De vestjyske
vandløb blev afskåret fra Elben og blev nu selvstændige
vandløb, der udmundede i Nordsøen. Derved blev de helt,
der levede i vandløbene også isoleret fra hinanden, og det er
netop effekterne af denne isolering efter istiden, der i dag
ses i form af genetiske forskelle imellem de lokale heltbe-
stande. De helt, der levede i de vandløb, der mundede ud i
det nydannede Vadehav oplevede ganske anderledes marine
miljøforhold end de helt, der levede i vandløb, der udmun-
dede i brakke fjorde. Dermed var kimen lagt til udviklingen
af den snæbel, vi kender i dag.
Når nu snæblen er genetisk forskellig fra de helt, der
lever i Danmark, og udviser nogle træk, som f.eks. evnen til
at vandre i saltvand, som gør den helt unik, er snæblen så
en selvstændig art? Genetiske analyser viser jo samtidigt,
at helt og snæbel er meget nært beslægtede og stammer fra
samme rekolonisering, der fandt sted efter istiden. At afgø-
re, hvorvidt en gruppe individer er en art eller ej, er faktisk
ikke så nemt, som man skulle tro. Der findes nemlig et væld
af forskellige artsbegreber, der alle benytter forskellige kri-
terier til at afgøre, hvorvidt en samling individer er en art.
Et af de artsbegreber, man ofte ser brugt, er det biologiske
artsbegreb.
8
I følge dette artsbegreb defineres arter som en-
heder, der danner fertilt afkom med hinanden. To forskellige
enheder kan godt danne afkom med hinanden, men afkom-
met vil være sterilt. Helt og snæbel kan faktisk godt danne
afkom med hinanden. Under en undersøgelse offentliggjort
i 2008 af de genetiske forhold hos snæblen og de danske
helt, var det noget der stak i øjnene. Nogle af de snæbler, der
stammede fra Varde Å udviste et genetisk mønster, der indi-
kerede, at de faktisk var krydsninger mellem helt fra Ring-
kjøbing Fjord og snæbel.
9
Det viste sig, at der i netop Varde
Å faktisk har været udsat helt stammende fra Ringkjøbing
Fjord tilbage i 1980´erne. Undersøgelsen kunne dog ikke
afgøre, hvorvidt nogle af disse krydsninger mellem helt og
snæbel havde haft held med at reproducere sig. Derved kan
det ikke afgøres, hvorvidt afkommet er fertilt eller sterilt, og
hvorvidt snæbel og helt er forskellige arter efter kriteriet i
det biologiske artsbegreb.
Uanset om snæblen er en typisk art eller ej, så er der
næppe nogen tvivl om, at den kvalificerer sig som en såkaldt
Evolutionarily Significant Unit
(ESU), som kan oversættes
til betydningsfuld evolutionær enhed. Der findes mange for-
skellige definitioner på en ESU, men fælles for dem alle er,
at de afgrænser en enhed, der besidder en vigtig evolutionær
arv inden for en given art. Snæblen er både genetisk diffe-
122
