dræningen af moser og enge frigjorde tillige store mæng-
der okker, der især for fiskenes æg og larver er giftig. Også
kommercielt fiskeri har sandsynligvis haft en negativ effekt
på snæbelbestandene. Således blev der frem til begyndel-
sen af det 20. århundrede landet ca. 30 tons snæbel årligt fra
de tyske floder Rhinen, Weser og Eidern. Også i Holland
var fiskeriet betydeligt, og snæblens tilbagegang ses tydeligt
i fangststatistikerne. Mens der i 1916 blev landet 3,3 tons
snæbel, var dette tal faldet til 1,2 tons blot to år senere, og i
1928 blev kun 115 kg snæbel landet i Holland.
De mange ændringer til det værre i snæblens livsvilkår
betød, at bestanden var tæt på at uddø, og opmærksomheden
blev rettet mod at hjælpe bestanden på fode igen. Således
blev snæblen, grundet dens kritiske tilstand, i 1983 totalfre-
det i både ferskvand såvel som saltvand, og den er beskrevet
som sårbar på IUCNs rødliste over planter og dyr i Dan-
mark.
30
Den står også opført i Bernkonventionen, der har til
formål at beskytte europæiske dyr og planter, og endelig er
snæblen opført som den ene af kun to prioriterede dansk-
forekommende arter i EF-habitatdirektivet. Den anden prio-
riterede danske art er i øvrigt eremitten – en bille, der lever
i gamle træer. Bevarelsen af snæblen er altså af høj prioritet,
og mange tiltag har gennem tiden fundet sted i bestræbel-
serne på at redde snæblen.
Efter en undersøgelse foretaget af de daværende Ribe
og Sønderjyllands amter i 1978-1979 havde vist, at snæblen
var akut truet og forsvundet fra alle landets vandløb med
undtagelse af Vidåen, blev der iværksat en række tiltag i
form af restaureringsprojekter, der forbedrede snæblens
passageforhold. Samtidigt indførtes en ændret praksis for
Den voksne snæbel er ikke nogen god svømmer og kan ikke passere selv mindre forhindringer i vandløbet. Den er derfor helt afhængig af,
at der er fri passage fra Vadehavet til dens gydepladser. Foto: Michael Deacon.
126
