projektet, der i skrivende stund nærmer sig sin afslutning
med hastige skridt, fjernes i alt 13 spærringer i Vidåen,
Varde Å, Ribe Å og Sneum Å, hvorved snæblen får adgang
til yderligere 130 km vandløb. Derudover genslynges flere
vandløbsstrækninger, og vådområder etableres. Håbet med
disse tiltag er, at snæblen kan opnå gunstig bevaringsstatus
og være sikret overlevelse. Også andre fisk som f.eks. hav-
lampret, laks og ørred nyder godt af projektet.
Status for snæblen
Efter alle de tiltag, der er blevet gjort for at bedre vilkårene
for snæblen, hvordan står det så til i dag? Har tiltagene hjul-
pet, og er snæblen endegyldigt reddet?
En bekymring kunne med rette være, at den voldsomme
tilbagegang, som snæblen har været igennem, har sat sig
spor i dens arvemateriale i form af øget risiko for indavl og
tabt potentiale til at tilpasse sig genetisk til fremtidige miljø-
ændringer. Genetiske studier tyder dog på, at snæbelbestan-
den i Vidåen ikke umiddelbart er truet af indavl.
33
Her skal
man være opmærksom på, at antallet af fisk ikke nødven-
digvis siger noget om risikoen for indavl. I stedet opererer
man med begrebet effektiv populationsstørrelse, der groft
sagt er et mål for bestandens genetiske størrelse, og antal-
let af fisk, der gyder succesfuldt. Som en tommelfingerregel
skal en bestand mindst have en effektiv populationsstørrelse
over 50 individer, for ikke at lide under skadelige effekter
fra indavl. I tilfældet med snæblen i Vidåen er den effek-
tive populationsstørrelse estimeret til lidt over 500, hvilket
indikerer, at snæblen i Vidåen ikke er akut truet af indavl.
34
Èn ting er den umiddelbare risiko for indavl, en anden ting
er potentialet til at tilpasse sig fremtidige miljøændringer.
For at en bestand skal kunne tilpasse sig, hvis miljøet æn-
drer sig, skal den rumme en vis mængde genetisk variation.
Den genetiske variation er råstoffet for genetisk tilpasning,
og mængden af tilgængelig genetisk variation er en indikator
for bestandens adaptive potentiale. Som tommelfingerregel
bør en bestand have en effektiv populationsstørrelse på over
500 for at kunne imødekomme fremtidige ændrede livsbe-
tingelser.
35
De genetiske studier, der er foretaget af snæblen,
giver altså ikke umiddelbart grund til bekymring set ud fra
et strengt genetisk synspunkt. På trods af de bølgedale, som
snæblen har været igennem, lader det til, at den genetiske
situation ikke ser så slem ud, som man kunne have frygtet.
Udsætningerne af snæbelyngel i perioden 1987-1992
havde en klar positiv effekt på bestanden og resulterede i et
stort antal gydefisk, der vendte tilbage til vandløbene. Men
da udsætningerne ophørte, faldt bestandene igen. I Ribe Å
vurderedes bestanden således i 1994 at være på knap 9200
fisk, mens dette tal var faldet til 675 og 432 i henholds-
vis 2001 og 2002. De seneste estimater fra Ribe Å lyder på
1862 fisk i 2009 og 789 fisk i 2010.
36
I Brede Å har møn-
stret været endnu mere udtalt. Efter at det højeste estimat på
3-4.000 fisk fremkom i 1994, har bestanden været nedadgå-
ende og lød i 2006 på blot 30-50 fisk.
37
I Varde Å forekom
den største bestand i 1998, hvor det vurderedes, at vandløbet
rummede omkring 1800 fisk. Estimatet for 2005 lød blot på
Snæbelbestandenes størrelse estimeres ved hjælp af fangst-gen-
fangst metoden. Ved denne metode fanges snæblerne i vandløbet
ved hjælp af elektrofiskeri, og fiskene mærkes og sættes ud igen.
En tid senere gentages befiskningen, og bestandens størrelse kan
estimeres ud fra antallet af mærkede og ikke-mærkede fisk. Foto:
Michael Deacon.
128
