rentieret fra andre bestande og besidder tillige tilpasninger,
der er unikke inden for slægten
Coregonus
. Snæblen er med
andre ord bevaringsværdig, uanset om den så rangerer som
art eller ej.
Snæblens liv og biologi
Snæblen er endemisk i Vadehavet – det vil sige, at den ikke
findes i andre havområder end netop Vadehavet. Snæblen
starter sit liv i de vestvendte vandløb, der udmunder i Va-
dehavet. Her klæber æggene til vandplanter, sten og grus på
vandløbets bund og klækker i det tidlige forår til en lille lar-
ve, der måler omkring 1 cm. Larverne begynder at svømme
umiddelbart efter klækningen, og fordi de tiltrækkes af lys –
man siger, at de er positivt fototaktiske – så foretrækker de at
opholde sig nær vandoverfladen.
10
Den spinkle larve er ikke
nogen god svømmer. Undersøgelser foretaget af Fiskeri- og
Søfartsmuseet har vist, at snæblens larver over kort tid er i
stand til at svømme knap 10 cm per sekund. Men ved læn-
gere tids svømning kan de små larver kun holde en hastighed
på knap 5 cm per sekund. Set i forhold til de strømhastighe-
der, der forekommer i forårsmånederne i vandløbene, hvor
snæblen gyder, er de små larver ikke i stand til at modstå
strømmen.
11
Mange vil derfor blive ført med strømmen ned
af vandløbet. Snæblens larver er afhængige af områder med
lave strømhastigheder eller stillestående vand så som over-
svømmede enge, afsnøringer af vandløbet eller indskudte
søer, hvor de kan opholde sig de første måneder af deres liv.
Her lever snæblens yngel af den dyreplankton, der er talrig i
det stillestående vand. Det vil sige primært dafnier, vandlop-
per og dansemyggelarver, men også muslingekrebs og se-
nere brakvandsmysis kan stå på menuen.
12
Snæblens yngel
bliver med tiden en væsentlig bedre svømmer og kan ved en
længde på omkring 3 cm svømme 25 cm per sekund over
korte strækninger. Ynglen magter dog stadig ikke at opret-
holde en position midt i strømmen.
Ynglen forbliver i ferskvand indtil den har nået en læng-
de på 3-6 cm, hvilket typisk sker engang i maj måned. På
dette tidspunkt forlader de unge snæbler vandløbet til fordel
for Vadehavet, hvor de opholder sig indtil de når kønsmo-
denhed. Det har vist sig, at ernæringstilstand har indflydelse
på de unge snæblers motivation til at vandre. Således udvi-
ser snæbelyngel i god ernæringsmæssig tilstand en større
tendens til at vandre end fisk med en ringe ernæringstil-
stand. Fødetilgængeligheden i opvækstområderne kan altså
påvirke tidspunktet, hvor de unge snæbler vandrer til Vade-
havet.
13
De unge snæbler vandrer primært med strømmen
ned mod Vadehavet i døgnets mørke timer.
14
Dette kender
man også fra en række andre fiskearter, hvor lave lysinten-
siteter antages at være en udløsende faktor for vandringsad-
færd.
15
Under vandringen befinder de unge snæbler sig ofte
højt i vandsøjlen og tillige ofte midt i vandløbet.
16
På det tidspunkt de unge snæbler når det salte Vadehav,
skal de fysiologisk være klar til at omstille sig fra fersk-
vand til saltvand. I ferskvand er saltindholdet i fiskens krop
højere end i det omgivende vand. Vand trænger derfor ind
i fisken, primært over gællerne, for at udligne forskellene
i saltholdighed. Samtidigt mister fisken livsvigtige salte til
omgivelserne. For at kompensere for dette og opretholde en
konstant saltbalance i kroppen, producerer fisken i fersk-
vand store mængder fortyndet urin og er samtidigt i stand
til at optage ioner fra omgivelserne over gællerne. Man taler
Snæblens mest karakteristiske kendetegn er dens specielle snude.
Heltenes store morfologiske variation har ført til betydelige van-
skeligheder med at placere de forskellige fisk inden for slægten
Coregonus i forhold til hinanden. Foto: Michael Deacon.
123
