Page 140 - Sjæklen2008

140

Fiskearter rykker nord på

Når temperaturen ændrer sig mærkes det i særlig grad hos

de dyr, hvis kropstemperatur følger omgivelsernes, dvs. de

såkaldte vekselvarme dyr. De vil derfor søge til andre om-

råder, hvor temperaturen er mere gunstig

4

. Temperaturen i

Nordsøen er over de sidste godt 40 år steget med omkring

0,6 °C, og effekterne heraf på dyrelivet afsløres så småt.

Over denne tidsperiode er centrum af det geografiske ud-

bredelsesområde for fiskene i Nordsøen blevet registreret,

og billedet, der tegner sig, er slående.

For en lang række fisk, bl.a. torsk, ising, grå knurhane,

havtaske og hvilling med flere, er centrum for udbredel-

sesområdet i den nævnte periode flyttet mod højere bred-

degrader og køligere vand. Nogle arter, f.eks. rødfisk og

blåhvilling befinder sig nu på kanten til helt at forsvinde ud

af Nordsøen

5

. Andre arter har søgt køligere vand på anden

vis. De er nu at finde på større dybder end tidligere. Dette

gælder bl.a. for rødspætte og kuller

6

.

I forbindelse med, at udbredelsesområdet for en ræk-

ke fisk forrykker sig, opstår også risikoen for, at tidligere

overlappende udbredelsesområder glider fra hinanden, så

hovedudbredelsen af nogle arter ikke længere er sammen-

faldende. Hvis det sker for en rovfisk og dens bytte, kan det

betyde, at rovfiskens fødegrundlag forsvinder, hvis ikke den

formår at omstille sig. Faktisk er der noget, der tyder på, at

dette scenarie kan indtræffe. Arter med kort generationstid,

dvs. hvor den gennemsnitlige alder af forældreindividerne

er lav, har nemlig vist sig at flytte udbredelsesområde hur-

tigere end arter med lang generationstid. Arter kendetegnet

med relativ kort generationstid, f.eks. makrel og sild udgør

netop ofte fødegrundlaget for arter med længere generati-

onstid, f.eks. torsk

7

.

Ålekvabben i nød

Nu er alle arter ikke lige villige til at flytte sig, og for de

stedfaste kan temperaturstigningen få katastrofale følger. En

art, hvor det kan blive aktuelt, er ålekvabben. Ålekvabben er

nemlig kendt for at være meget stedfast, og samtidigt ud-

gør Nordsøen den sydlige udbredelsesgrænse. Ålekvabben

i Nordsøen kunne derfor meget vel blive ramt hårdt af et

varmere klima. På den baggrund har et hold tyske forskere

undersøgt, hvordan ålekvabbebestanden i Vadehavet, hvor

temperaturen allerede er steget 1,13 °C over de sidste 40 år,

vil påvirkes.

Deres resultater er ikke just opløftende. Når tempera-

turen stiger, falder samtidigt den mængde ilt, der kan være

opløst i vandet. Den mængde ilt, ålekvabben behøver, stiger

derimod. Det skyldes, at ålekvabbens kropstemperatur føl-

ger omgivelsernes, og at de kemiske processer i ålekvab-

ben (stofskiftet) forløber hurtigere ved højere temperaturer.

Derfor kræver den tilsvarende mere ilt. På et tidspunkt vil

behovet for ilt hos ålekvabben altså overstige tilgængelighe-

den i vandet, og ålekvabben vil da simpelthen kvæles. Det

indtræffer ved en temperatur på lidt under 25 °C. Med den

globale opvarmning vil hyppigheden af sommertemperatu-

rer på 25 °C formodentligt stige, og ålekvabben risikerer

derved helt at uddø fra Vadehavet

8

.

Mens ålekvabben er meget stedfast på grund af dens

adfærd, så kan andre arter være hindret i at flytte sig fordi

temperaturen ikke er den eneste faktor, der begrænser ud-

bredelsen. Andre faktorer kan f.eks. være forekomsten af

Ålekvabben frygtes at lide en krank skæbne under den globale op-

varmning. De stigende temperaturer bevirker at mindre ilt opløses

i vandet. Ålekvabbens stofskifte stiger til gengæld med temperatu-

ren og fisken risikerer derved at kvæles. Foto: Svend Tougaard.