Page 144 - Sjæklen2008

144
økosystemet. Et tankevækkende eksempel på, hvordan tem-
peraturen vil kunne ændre hele økosystemet i Vadehavet
finder vi hos den lille undselige slikkrebs.
I Vadehavet er slikkrebsen det alt dominerende krebsdyr
med tætheder på op mod 100.000 dyr pr m2. Slikkrebsen
sidder ofte i gange, den har gravet i havbunden, og lever
især af nedbrudt plantemateriale og bakterier, som den en-
ten filtrerer fra vandet eller opsamler direkte fra havbunden.
Slikkrebsen er en vigtig art i Vadehavets økosystem. Dens
graveaktivitet er af enorm betydning både for den kemiske
omsætning og for stabiliteten af havbunden, og samtidigt
udgør den en stor del af føden for vadefuglene.
To små orm ved navn Maritrema subdolum og Micro-
phallus claviformis parasiterer på slikkrebsen. Ormene,
der hører til de digene ikter, har en kompliceret livscyklus.
Cyklen starter med et æg på havbunden, hvor det afventer at
blive spist af en dyndsnegl ( Hydrobia ulvae). Inde i sneglen
udvikler ormen sig til en såkaldt cercarie, der forlader sneg-
len og inficerer slikkrebsen. Ringen sluttes, når slikkrebsen
spises af en vadefugl, ofte almindelig ryle. I fuglen køns-
modnes ormen nemlig og producerer æg. Æggene udskilles
med fuglens afføring og livscyklen kan starte på ny. Blot et
enkelt æg kan ende op i flere hundrede eller tusinde orm, da
der undervejs sker en ukønnet opformering. Antallet af orm
(cercarier), der forlader sneglen afhænger af temperaturen.
Høje temperaturer gør, at der produceres flere orm, og derfor
vil flere slikkrebs blive inficeret ved højere temperaturer.
De slikkrebs, der inficeres, har højere dødelighed, og
derfor kunne klimaforandringerne faktisk føre til, at der
bliver færre slikkrebs i Vadehavet. En gruppe forskere har
på det grundlag udviklet en model, der kan benyttes til at
forudsige antallet af slikkrebs i Vadehavet under forskellige
klimatiske scenarier. Modellens resultater er nedslående.
Hvis temperaturen blot stiger 4 grader, forudsiger modellen,
at slikkrebsen helt forsvinder fra området på grund af det
øgede antal parasitter23. Og noget kunne tyde på at modellen
faktisk har ret. Bestanden af slikkrebs i den hollandske del
af Vadehavet er nemlig gået tilbage siden 1970´erne, hvor
klimaet netop er blevet mildere. Hvis slikkrebsen forsvin-
der, kan det betyde at sedimentsammensætningen, stofom-
sætningen og erosionsmønstrene i Vadehavet ændres mar-
kant. Følgelig ændres også sammensætningen af livet på
bunden24. For vadefuglene vil det betyde, at en meget vigtig
fødekilde forsvinder.
Øget risiko for iltsvind
Medierne rapporterer hver sommer og efterår om iltsvind i
danske farvande, og omfanget er over de seneste 20 år ste-
get. Årsagen til iltsvind er for høj næringsstofbelastning,
primært i form af kvælstof, der giver grobund for algeop-
blomstringer i sommerhalvåret. Når algerne dør, falder de
ned på bunden, hvor de nedbrydes. Den proces sker under
forbrug af ilt og kan føre til decideret iltmangel i vand-
søjlen. På havbunden kan dannes et tydeligt hvidt lag af
svovlbakterier, det såkaldte liglagen, og frigives den giftige
svovlbrinte fra havbunden til vandsøjlen slår det alle fisk og
bunddyr ihjel.
Med udsigterne til større mængder vinternedbør, som
samtidigt vil komme i form af kraftigere regnskyl end tidli-
gere, vil udvaskningen af næringsstoffer fra landbrugsarea-
ler øges. Og med de højere mængder næringsstoffer i vand-
miljøet øges også risikoen for iltsvind. Samtidigt kan land-
brugets forbrug af gødning tænkes at stige i fremtiden. Det
skyldes, at den længere vækstsæson og de større mængder
af CO2 i atmosfæren giver et større afgrødeudbytte25. Og til
flere afgrøder kræves mere gødning. Man kan derfor frygte,
at vi vil opleve væsentlige forringelser af miljøtilstanden i
danske farvande, hvis ikke udvaskningen nedsættes.
Nogle steder er iltsvindet så kraftigt, at det råder hele
året rundt. Når det sker, taler man om en såkaldt død zone,
hvor ingen dyr kan overleve. Vores hjemlige Østersø inde-
holder f.eks. flere områder af døde zoner. Årsagen til døde
zoner er som ved mindre alvorlige iltsvind alt for høje til-
førsler af næringsstoffer, og derfor findes de døde zoner som
oftest også i nærheden af tætbeboede områder. Desværre er
tendensen med døde zoner til det værre. På verdensplan er
antallet af døde zoner steget med over 30 % over de seneste
13 år, og intet tyder på, at klimaforandringerne vil bryde
denne trend. Tværtimod kan vi i fremtiden højst sandsynligt
forvente endnu flere døde zoner i havet26.