Sjæklen 2016

Den nye franske metode

Ved deres ophold i Frankrig i 1754 observerede Krabbe og Kaas,

hvad de kom til at kalde ”Den nye franske metode”. Denne nye

metode bestod af en hel del forandringer i den måde at konstru-

ere skibe på, der hidtil havde været brugt af franskmændene. I

Frankrig havde man lagt mærke til, at skibenes bov bestod af

en svagere konstruktion end deres agterskib. Mens agterskibet

bestod af vandrette, tværgående bjælker, var boven konstrueret

som resten af skibet med lodrette spanter helt ud til stævnen.

Man mente i Frankrig, at når skibets bov naturligt skulle modstå

større kræfter end agterskibet, skulle boven være konstrueret

stærkere, og med fordel ligesom agterskibet.

Desuden mente

man, at den nye bovkonstruktion ville være så stærk, at fylde-

træerne

mellem spanterne ikke længere var nødvendige. Med

dem af vejen ville konstruktionen være lettere – et typisk karak-

tertræk i de franske skibe.

Svaret fra Konstruktionskommissio-

nen var kort og klart: At bygge skibe med forskibet konstrueret

som agterskibet var intet nyt i Danmark, og der var allerede

flere skibe i flåden, der var konstrueret på denne måde. Kom-

missionen nævnede ”Nordstiernen” og ”Pommeren”.

Desuden

mente Konstruktionskommissionen, at det var for risikabelt at

borttage fyldetræerne, da de danske skibe skulle kunne sejle i

isfyldte farvande, og forskibet ville blive for svagt uden fyldetræ-

erne.

Som englænderne, ønskede danskerne stærke og stive

skibe, der lå stabilt i vandet. Franskmændene derimod ofrede

gerne skibets stabilitet for lethed og hurtighed.

Fregatterne ”Langeland” og ”Søridderen”

Hjemkommet fra udlandsrejsen var Krabbe fascineret af Eng-

lands og Frankrigs forskellighed udi deres skibskonstruktion, og

hvilke egenskaber de ønskede ved deres skibe. Derfor satte han

sig for at bygge to skibe: Et efter en engelsk konstruktion og et

efter en fransk. Forslaget om dette eksperiment og de redegø-

relser for de to skibes forskelligheder der fulgte, findes i Kon-

struktionskommissionens protokoller. Heri er det muligt at læse

om essensen af fransk og engelsk skibskonstruktion, der begge

var yderst determinerende for de danske skibes konstruktion

og udtryk.

Skibet bygget efter den engelske yacht ”Carolina”, havde run-

de sider og et næsten cirkulært middelspant. Skibet, bygget

efter det franske skib, havde ikke så runde sider, som det en-

gelske og skroget var mere spidst i sit udtryk.

Desuden stak

det ni tommer dybere end det engelske. Krabbe skrev, at han

forventede, at det franske skib ville blive lige så stift som det

engelske og tillige en god luvholder, hvilket han understrege-

de, var hvad man ønskede af fregatterne. Krabbe ville dog ikke

tage stilling til hvilket skib, der var bedst, da den franske kon-

struktion mindede mest om hans egen, og at han derfor ikke

følte sig i stand til upartisk at bedømme de to skibes kvaliteter.

Krabbe så disse to konstruktioner som gode eksempler på det

runde engelske skrog og mere spidse franske, og dermed en

mulighed for at sammenligne disse to konstruktionsmetoder

for at bestemme hvilken, der var bedst. Selv holdt Krabbe ge-

nerelt for at de franske skibe, der var lette og hurtige, men ikke

stabile platforme egnet til kamp, var de bedste, frem for de soli-

de, stabile og langsommere engelske skibe.

HMY ”Royal Carolina”. Bemærk at Krabbe ikke havde adgang til konstruktions-

tegningerne af ”Carolina” og derfor selv udfærdigede tegningerne, som han så

skibet i Deptford. Desuden måtte han placere dæk og kanonporte anderledes,

da ”Carolina” ikke var bygget som fregat, men som kongelig yacht. Maleri af

John Clevely the Elder, 1750. National Maritime Museum, Greenwich.