Sjæklen

i dag, falder man over, hvor små og nærmest skitseagtige

skibene forekommer i det storslåede landskab, som Landt

havde langt bedre styr på. Uden tvivl var det gensynet med

de grønlandske landskaber, som Landt havde kendt i sin

ungdom, der havde gjort indtryk på ham.

De sidste år

I begyndelsen af 1960’erne, hvor Landt havde rundet de

75 år, var alderdommens fortrædeligheder for alvor ved at

indhente ham. Handicappet med hånden var jo aldrig helt

overvundet, og han begyndte at ryste på begge hænder. Pro-

blemer med hørelsen meldte sig og blandede sig med syns-

handicappet. Broderen Niels prøvede at overtale den gamle

lods til at lægge penslen fra sig, men Landt reagerede for

langsomt på den opfordring. Livet var ganske enkelt ved at

gå helt i opløsning for den tidligere så velansete og succes-

rige lods og marinemaler.

Døtrene Gjertrud og Kirsten havde begge opgivet at få

en kunstnerisk karriere. Gjertrud havde bosat sig i Sverige.

Kirsten havde en tid været sekretær for den kendte Dr. Lie-

berkind, men var nu blevet gift med landmand Carl Jørgen-

sen. Deres datter Karen var gift med Poul Sørensen, som

havde et beskedent husmandssted i Valsølille på Sjælland,

og Kirstens anden datter Hanne var emigreret til Califor-

nien. Kirsten selv flyttede sammen med sin mand midt i

1960’erne over til Hanne i USA, så tilbage i Danmark var

af Fr. Landts børn kun sønnen Niels-Erik, som boede i Hel-

singe. Han var blevet skilt fra sin kone, der oprindelig i 1956

var kommet til Frants og Almas hjem som tjenestepige.

Mens familien endnu boede på Hollandsvej, var Alma

blevet syg og måtte de sidste ni år af sit liv være på hospital i

Nykøbing Sjælland.

”Det gør mig ondt, at De ikke kan male

mere, det var så hyggeligt at se Dem i funktion”,

skrev den

venlige familielæge i februar 1968 til Landt, da han måtte

opgive Hollandsvej og en kort tid lade sig indlogere hos

sønnen i Helsinge. Derfra kom han på et hjem i Lionsparken

på Gadevangsvej i Hillerød.

I begyndelsen af 1970’erne flyttede Frants Landt med

sin gode pension fra lodsvæsenet ned til barnebarnet Karen

og hendes mand på Nebsmøllevej i Valsølille, hvor der var

blevet sammentømret en lille stue til ham. Her henlevede

han sine sidste år næsten blind og gemt væk fra den ver-

den, han gennem mange år havde været en del af. Sine ol-

debørn kunne han glæde med fortællinger fra sit sømandsliv

og mange år som lods, og ikke mindst med sine oplevelser

sammen med Arveprins Knud og Kong Frederik.

I april 1975 var Landt indlagt på sygehuset i Ringsted,

hvor han døde 21. april godt 90 år gammel. Den stærkt de-

mente og kræftsyge Alma levede endnu, men var i mental

henseende tabt for verden. Hun døde et halv år senere. Bar-

nebarnet Karen ordnede begravelsen, som fandt sted i Nykø-

bing, så Alma og Frants Landt, der kunne have holdt kron-

diamantbryllup, kom ikke til at dele det beskedne gravsted i

Valsølille, der ellers havde plads til to. En meget enkel sten

står på malerens gravsted med kun det ene ord: LANDT.

Det er som om, man ved gravstedet fornemmer, at den

beskedenhed, som gravstedet signalerer, langt fra afspejler

den betydning, som den malende lods havde i sin samtid

for de mennesker, som holdt af godt marinemaleri. Ja, en

betydning, som rækker længere end til samtiden.

Københavns havn fyldt med sejlskibe. Det var omtrent dette syn,

der mødte den unge lodsaspirant ved ansættelsen i 1909. Ved hans

25-års jubilæum i 1934 blev billedet malt og foræret til Køben-

havns Lodseri. Privateje.