Sjæklen

En episode i 1942 viste, at Vilhelm Arnesens skepsis

over for sine malerkolleger Landt og Sinding ikke sådan

lige var blevet udryddet. Ligesom Fr. Landt i sin tid havde

opsøgt Arnesen for at få dennes vurdering af talentet, op-

søgte den senere kendte skibsportrætmaler Otto Stoltenberg

(1906-1988) også Arnesen. Stoltenberg ville gerne høre,

hvad den gamle mester mente om hans talent. Kunne det

holde til at han opgav sit arbejde som skibstømrer på skibs-

værftet i Holbæk?

Efter sin uddannelse havde Stoltenberg sejlet til søs som

tømmermand, men under den tyske besættelse havde han

taget arbejde i land i sit gamle erhverv i Holbæk, men hans

lyst stod til noget helt andet, og det havde ikke skortet på

opfordringer fra venner og bekendte om at gøre maleriet til

levevej. Nu ville han gerne have en virkelig fagmands ord

for at talentet kunne bære, og med en stak billeder og skitser

under armen blev Arnesen opsøgt. Billeder og skitser blev

bredt ud på gulvet i atelieret, og Arnesen kiggede længe på

dem, inden han sagde noget. Malerens første udbrud, idet

han pegede på et af billederne på gulvet, var:

”Det der, det

har De ikke lavet!”

”Nej!”

Det vedgik Stoltenberg øjeblikkeligt. Billedet

var en kopi med en berømt teclipper udført af en amerikansk

maler. Billedet var udført for et familiemedlem, som meget

gerne ville have et billede af dette skib, og da der ikke kom

teclippere til Holbæk, havde han søgt denne udvej. Men –

skyndte Stoltenberg sig at forsikre – det var ikke som ”ko-

pist”, han havde tænkt at ernære sig.

Arnesen var tilfreds med denne forklaring og fortalte

så sin gæst, hvorledes han fandt sine egne billeder kopieret

– blot blev der sat et par måger på og måske lavet en anden

landkending. Arnesen nævnte direkte Frants Landt og Paul

Sinding. Han fandt at de to malere kopierede hans billeder

og solgte dem langt billigere, end han selv kunne gøre. For

med et offentligt embede ved siden af maleriet

”henter de

jo deres guldstøv andetsteds fra,”

som Arnesen udtrykte det

over for Stoltenberg.

På dette tidspunkt stod Frants Landt dog efter 30 års vir-

ke som lods umiddelbart over for at skulle pensioneres efter

på det nærmeste at have knust nogle fingre på højre hånd.

Pensionsår på rutine og renommé

30. december 1941 modtog Landt et telegram fra Lods-

direktoratet med en lykønskning i anledning af sit 30-års

jubilæum ved Københavns Lodseri. Fr. Landt gik på dette

tidspunkt hjemme og var sygemeldt, idet han var kommet

slemt til skade med sin højre hånd ved at få den i klemme

under et trin på en lodslejder, da han i meget dårligt vejr en-

trede et skib, som skulle lodses ind til København. Samtidig

med, at Landt havde fået hånden bag lodslejderens trætrin,

var lodsbåden med stor kraft tørnet imod lejderen med det

fatale uheld til følge. Denne lodsning skulle blive hans sid-

ste i aktiv lodstjeneste. Trods stærke smerter og med blodet

dryppende fra hånden gennemførte Landt lodsningen, efter

at skibets kaptajn havde stivet den kvæstede lods godt af

med et betydeligt kvantum cognac. Vel i havn tog Landt en

sporvogn ind til hospitalet for at få sin læderede hånd lappet

nogenlunde sammen. Men lægens dom var klar. Han ville

aldrig igen blive i stand til at entre et skib via en lodslejder.

Selv opgav Landt altid sin tid i lodsvæsenet til 33 år,

idet han regnede aspiranttiden med. Han skulle nu i lige så

mange år nyde godt af den pensionsordning, som lodseriet

havde, og han kom aldrig til at betragte sig selv som forhen-

værende lods.

Da Otto Walsted interviewede Landt til Dagens Nyheder

i 1960 i forbindelse med malerens 75-års dag, konkluderede

Walsted lidt for hurtigt efter en snak om det fatale uheld

med hånden:

”Og det var også derfor, De gik i land og blev

marinemaler i stedet for lods og maler på én gang?”

Wal-

sted blev med eftertryk irettesat:

”Jeg er stadig lods, selv om

jeg er holdt op med at sejle. Jeg er ikke pensionist – heldig-

vis! Jeg er parthaver i Københavns Lodseri og følger med

i det hele. Er det et godt år for lodseriet, er det et godt år

for mig – og omvendt!”

Landt kom da også fortsat på sin

gamle arbejdsplads bl.a. for at rengøre de malerier, som han

havde hængende i lodseriets godt tilrøgede vagtstue.

Kort efter pensioneringen var Landt sammen med Alma

og sønnen Niels-Erik flyttet fra Østerbro til Hollandsvej i

Lyngby, hvor der blev købt et stort dobbelthus, og lodsen

indrettede sig et godt atelier på husets første sal. I årene

under besættelsen, hvor folk ikke havde så meget at bruge