Sjæklen

Måneden drejer

Folkene på ’Jernalderens’ storsejlere

Af Holger Munchaus Petersen

Fra omkring1890 anskaffedes en række større sejlskibe, der

med Dannebrog i agterstavnen fik hjemsteder i København,

Vejle, Kolding, Odense og særligt på Fanø. Rederne var næ-

sten alle tidligere skippere på sejlskibe, men den virkelige

rederivirksomhed blev drevet fra Hamburg, hvor firmaet

Knöhr & Burchardt med den danske chef, Jacob Meyer, i

spidsen stod for befragtning og andre praktiske ting. Tilsy-

net med skibene blev forestået af en anden dansker, skibsin-

spektør Johannes Havemann. Perioden fra 1890 og frem til

1910 er med nogen ret kaldt ’Jernalderen’, fordi de nyan-

skaffede skibe var bygget af jern eller stål og var betydeligt

større end de hidtidige hjemmebyggede træskibe. Fælles for

skibene var ganske få anløb af dansk havn. Rejserne be-

gyndte sædvanligvis i Hamburg, Antwerpen eller en anden

af Vesteuropas store havnebyer. Søfolk var lovens fællesbe-

tegnelse for ”alle, der var antagne til p

et skib at udføre

forretninger, som umiddelbart have hensigt til seiladsens

befording og skibets styrelse”. Denne artikel beretter om

søfolkenes vilkår på ’Jernalderens’ storsejlere.

Kaptajn – skipper og styrmænd

Ved registrering af et skib skulle kaptajnens papirer frem-

lægges som bevis for hans ret til at føre dansk skib. Det

voldte normalt ikke noget problem, for de fleste af jernalde-

rens skippere havde aktier i deres skib.

Barken LORD TEMPLETON skiftede 1902 flag fra

Union Jack til Dannebrog, mens det lå i NewYork. Den bri-

tiske kaptajn fulgte med, da der ”

for øjeblikket i New York

ingen ledig dansk skibsfører er”

Ældre regler fastslog, at

når et skib blev udredt fra Kongeriget, skulle skipper og

styrmænd være danske.

Barkskibet DANMARK af København begyndte 1909

en rejse i Antwerpen. Mandskabet var på normal vis optaget

på bemandingslisten af konsulatet. Rejsen afsluttedes 1910 i

Leith, hvor konsulen blev opmærksom på, at skibets to styr-

mænd var tyske og ikke mønstret på konsulatet i Antwer-

pen, men direkte antaget af den danske kaptajn. Konsulen

forespurgte derfor i København, hvad der ville ske, såfremt

kaptajnen blev syg eller på anden vis ikke kunne bestride sit

arbejde? Spørgsmålet gik til høring i relevante ministerier

og styrelser, men ingen ønskede at foretage noget ”

i nær-

værende sag”.

DANMARK var ikke det eneste skib, der

sejlede med udenlandske styrmænd.

Kaptajnen antog og afskedigede mandskabet. Han skulle

sørge for, at skibet var tilstrækkelig bemandet. Til det formål

kunne han antage såvel danske som fremmede folk, uden at

der påhvilede ham nogen indskrænkning med hensynet til

antal.

Johannes Havemann havde til skipperne udarbejdet en

instruktion, hvori der blandt andet stod: ”

Såvel i mandska-

bets som i skibets interesse anmode vi Dem om så vidt muligt

at ville gennemføre: at mandskabet intet forskud optager på

rejsen, i alle tilfælde så lidt som muligt, hvilket efter vor me-

ning også let lader sig gennemføre. Mad og drikke haves jo

ombord i tilstrækkelig mængde og skrå og tobak kan De jo

selv indkøbe for mandskabet. Når De på en fornuftig måde

søger at gennemføre dette, må De absolut kunne undgå røm-

ning, råheder og lignende ubehageligheder”.