Sjæklen

1634, samme år som stormfloden hærgede kysten, gav

kongen borgmesteren og borgerne i Varde lov til at afmærke

indsejlingen gennem Grådyb til Varde ved hjælp af en søtøn-

de og kaber for at hjælpe de søfarende. Kaber er sømærker,

senere også kaldet båker.

Til gengæld for at udføre afmærk-

ningen, måtte borgerne i Varde opkræve tønde- og kab-pen-

ge, på samme måde som borgerne i Ribe i 1545 havde fået

ret til med hensyn til Riber Dyb.

Afmærkningen blev dog

ikke etableret, og først da flere skibe var strandet på den ny-

dannede sandbanke Smørsand, fik en ny Varde-borgmester

tilladelsen i 1688, og afmærkningen blev etableret.

Hjerting var stadig et forholdsvis lille sted. I 1662 var

der fire gårde, hvoraf de tre ejedes af kronen, mens den fjer-

de tilhørte Ribe Domkapitel. Mens kronens gårde svarede

byg, rug og svin som landgilde, betalte kapitlets gård også

fisk – en halv tønde høsthvilling – som landgilde.Yderligere

var der 13 huse, hvis beboere formodentlig har ernæret sig

ved en blanding af landarbejde, fiskeri og søfart. I 1683, da

der blev lavet opmåling til Christian den Femtes matrikel,

var der otte gårde, syv huse med jord og 26 huse uden jord,

og tallene giver et fingerpeg om den vækst, der fandt sted i

disse år. Udviklingen hang sammen med, at Varde i 1651

havde fået sin stilling som toldsted og dermed eksporthavn

tilbage, og at en væsentlig del af denne eksport gik over

Hjerting. Ydermere blev det i 1680 tilladt at fortolde stude

direkte ved landingsstedet i Hjerting.

I 1688 fik beboerne i Ho, Oksby og Hjerting privilegium

på den sejlads, de gennem et par århundreder havde tiltaget

sig. Ved åbent brev af 28. juli fik de tilladelse til

”ved Sei-

ladsen og Søen at søge dere Næring, saa og med deres smaa

Fartøi deres Fiske og Vare til fremmede Steder henføre og

sælge, hvor de bedst vilde og kunne”.

Dog skulle de selv-

følgelig betale told af varerne.

Skipperne fik således ret

til at drive udenlandsk handel uden om købstæderne, hvil-

ket ellers var købstædernes privilegium. Ikke mærkeligt, at

ordningen mødte massiv modstand fra Vardes købmænd.

I 1692 var trafikken på Hjerting blevet så stor, at man sim-

pelthen flyttede Varde Toldsted til Hjerting.

Ved slutningen af 1600-tallet var Hjerting således godt

på vej til at blive en driftig havn med omkring en snes hjem-

mehørende fartøjer, eksport af landets produkter, stude, fisk,

korn og jydepotter, og import af en lang række fremmede

produkter, bl.a. krydderier, tekstiler og byggematerialer.

Med den stigende trafik var der også brug for et sted at få

noget at spise og drikke, og i slutningen af 1600-tallet fik en

mand ved navn Engelstoft tilladelse til at oprette et værts-

hus.

Områdets største havn

1700-tallet blev for alvor Hjertings storhedstid. Hjerting

var blevet den mest betydningsfulde havn på den danske

Vadehavskyst, mens Ribe i 1730’erne kun havde et enkelt

skib tilbage. Hjerting lå beskyttet bag Fanø og Langli og

havde dermed en sikker ankerplads, hvor man til de fleste

tider kunne laste og losse.

Imidlertid var der ikke læ nok

ved Hjerting til, at skibene kunne ligge i vinterhavn her. Til

dette formål benyttedes i stedet Nordby på Fanø, hvor de

kunne ligge i læ af landet og finde beskyttelse mod uvejr

og drivis.

Der er ikke fordi antallet af skibe var steget voldsomt i

Hjerting. Antallet af skibe i 1731 var det samme som i 1671,

nemlig 19. Men til gengæld var størrelsen af skibene vokset,

sådan at den samlede tonnage var mere end tredoblet – fra

knap 50 læster til knap 160 læster.

Ligesom i 1600-tallet

benævntes fartøjerne stadig smakker, skuder og både, men

der var også kommet andre typer til: snekke, galiot og pinke.

Hjemmehørende skibe ved Varde Toldsted 1671

2 smakker

á 5 læster

1 smakke

á 4 læster

1 smakke

á 3 læster

3 skuder

á 5 læster

2 skuder

á 2½ læster

1 båd

á 2 læster

3 både

á 1½ læst

6 både

á 1 læst

I alt 19 fartøjer

49,5 læster

Kilde: Varde Toldbog 1671. Rigsarkivet.