Sjæklen

Vadehavets nordligste havn

Hjerting som havneby i 1600-1700-tallet

Af Mette Guldberg

Når man besøger Ribe, er Skibbroen en af de uomgængelige

seværdigheder på linje med Domkirken, Slotsbanken og de

hyggelige gader og stræder. Skibbroen vidner om dengang,

Ribe var en søfartsby, og skibe bragte varer fra nær og fjern

til byen. Men Ribe var ikke den eneste havn i området. Langs

den øvrige Vadehavskyst lå der tidligere mange småhavne

og ladesteder, men da de ofte var uden de store havneanlæg,

er der ikke er nogen fysiske anlæg til at minde om deres

eksistens. En af disse forsvundne havne er Hjerting nord for

Esbjerg. I dag er Hjerting en forstad til Esbjerg, men i 1600-

og 1700-tallet var Hjerting en af de mest betydningsfulde

havne ved Vadehavet. Desuden var Hjerting den nordligste

større havn ved det Vadehav, der strækker sig fra Danmark

over Tyskland til Holland, og som i 2014 blev udnævnt til

Verdensarvsområde.

Hjerting vokser frem

Igennem middelalderen var Ribes havn dominerende i den

nordlige del af Vadehavsområdet. Den gamle by havde rød-

der tilbage til 700-tallet, hvor der blev anlagt en handels-

plads ved Ribe Å, og gennem århundreder fungerede Ribe

som transithavn mellem øst og vest. I løbet af middelalderen

kom der imidlertid flere byer til ved Vadehavskysten. De op-

stod typisk, hvor det var muligt at passere en å, når man rej-

ste nord-syd over land, og hvor det samtidig var muligt at nå

havet, hvis man sejlede mod vest. Åen fungerede som en na-

turhavn, hvor skibene kunne ligge beskyttet et stykke oppe

ad åen væk fra selve kysten. De største byer blev med tiden

købstæder, der fik privilegium på at drive handel, håndværk

og søfart. Således opstod Tønder syd for Ribe, og nord for

Ribe opstod Varde, som blev Hjertings nærmeste købstad

og afgørende for stedets udvikling. Varde var opstået som

en vadestedsbebyggelse i 1100-tallet, men det vides ikke,

hvornår byen fik købstadsprivilegier – kun at de blev be-

kræftet i 1442. Afgørende for søfarten i Vadehavet var de

dyb, ad hvilke man kunne passere mellem øerne, når man

skulle sejle fra Nordsøen og ind til Vadehavskysten. Her i

den nordligste del af Vadehavet var det Grådyb, man benyt-

tede, og derfor finder man også undertiden området omtalt

som Grådyb Havn.

Et af formålene med at give købstæderne privilegium til

at drive søfart var at myndighederne ville sikre, at der blev

betalt told af ud- og indførte varer. Det havde man bedre

kontrol over, når antallet af steder, hvorfra der udskibe-

des varer, var begrænset. Imidlertid kunne det af praktiske

grunde være nødvendigt også at benytte andre steder end

købstadens havn til at laste og losse skibene. Det skete ved

ladestederne, hvoraf der var en del i Vadehavsområdet.

Hjerting i 1760’erne. Fra: Pontoppidan: Den Danske Atlas V, 2,

1769. Numrene henviser til: 1. Fanø. 2. Gabet hvor indsejlingen er,

kaldet Grådyb. 3. Langlibjerge. 4. Skallingen. 5. Havnen. 6. Tranko-

geriet. 7. Vejen til Varde. 8. Indsejlingen til Fanø Havn. 9. En evert

som sejler ind ad Myretue-Bugt. 10. Hjørnet hvor skibene ligger,

når de er ladede og klar til at udgå. 11. Nordby på Fanø. 12. Hjelm-

dybet. 13. Hobo Dyb. 14. 3 på havet sejlende fiskerbåde fra Fanø.