Sjæklen

Et købmandsrederi i Lemvig

Af Benny Boysen

I 1830’erne blev Limfjorden sejlbar gennem Aggerkanalen.

Byer som Lemvig, Struer, Nykøbing og Thisted fik snart bety-

delige købmandsejede flåder og brød hermed Aalborgs hidti-

dige dominans på skibsfart til og fra Limfjorden. Byernes ski-

be kom i første omgang primært til at sejle korn til Norge og

England og tømmer og kul retur. Kullene var forudsætningen

for etablering af nye industrier som teglværker og jernstø-

berier. Landbrugsvarer sejledes til Altona, og kolonialvarer

kom retur. I 1900-tallet var den trafik og organisationsmåde

for længst blevet historie, men fortiden var ikke helt glemt

hos efterkommerne i et tidligere entreprenant købmandsre-

deri i Lemvig. Her så man på grund af de høje fragtrater

efter afslutningen af den 1. Verdenskrig gode muligheder for

fortjeneste ved retablering af et købmandsrederi.

Købmandsslægten Hestbech

Efter at købmand Mettus Magnus Hestbech (1847-1913) var

død, førte hans enke Alvine Christence Strøier forretningen

i Centralgården på torvet i Lemvig videre. Hun besluttede

sig for sammen med sønnen Ejnar Theodor Frederik Hest-

bech at genoptage en gammel tradition i købmandsslægten.

De ville have deres eget skib, og Ejnar skulle føre det.

Allerede tidligt efter at Limfjorden i 1830’erne var ble-

vet sejlbar gennem Aggerkanalen, var købmand Frederik

Hestbech (1813-1890) flyttet fra Skive til Lemvig, hvor han

havde fået økonomiske interesser i en flåde af brugte fartø-

jer, som han købte til byen sammen med sin svoger post-

mester og købmand A. W. Andrup. Gennem handel og bl.a.

jernstøberi, avis og bogtrykkeri skulle Hestbech-slægten få

en dominerende position i Lemvig.

Selv om storhedstiden som rederi lå et par menneskeald-

re tilbage, var interessen for lokal skibsfart ikke forsvundet,

og Ejnar Hestbech stod med en solid søfartsuddannelse og

ventede bare på en titel som kaptajn med fod på eget dæk.

Den kom i august 1919 med erhvervelsen af den næsten nye

stålbyggede hollandske motorskonnert UNO, som nu fik

navneforandring og opkaldtes efter faderens mellemnavn

MAGNUS.

Firmaet bag skibet hed officielt

M. M. Hestbechs enke

og havde enkefru Alvine Hestbech som bestyrende reder. En

sådan skulle skibet have, men i realiteten var det Ejnar Hest-

bech, som med en betragtelig økonomisk anpart i skibet, drev

det rent forretningsmæssigt, og der var store forventninger

om en god indtjening. Den 1. Verdenskrig havde tyndet ge-

valdigt ud i den danske småskibsflåde, og der var i 1919 gode

fragtrater; ikke mindst på grund af mangel på skibstonnage.

MAGNUS var bygget i Bolnes i Holland 1918 og regi-

streret som sejlskib med hjælpemotor. Skibet var rigget som

en 2-mastet skonnert, men havde endvidere en 2-cylindret

90 HK råoliemotor.

En erfaren sømand

Ejnar Th. Fr. Hestbech (1883-1951) var en erfaren sømand

at sende med MAGNUS. Allerede som 15-årig var han stået

til søs med barkskibet DANMARK af København. Senere

blev det til en flerårig hyre om bord på det store fuldriggede

skib GLADSTONE af Nordby på Fanø. Her kom Hestbech

virkelig på langfart, idet GLADSTONE i flere år sejlede i

salpeterfarten på Sydamerikas vestkyst og havde rejser både

til Australien og sydhavsøerne.