Sjæklen

Bemanding

Det er kun skibslisten fra 1798, der fortæller, hvilken be-

manding fartøjerne havde. Af listen fremgår, at de mindste

fartøjer havde en besætning på to mand, ofte skipper og

matros. Fartøjer på fem læster og opad havde tre mand om

bord, typisk skipper, matros og dreng. Kun de fem største

skibe ved Varde toldsted, alle hjemmehørende på Fanø,

havde en større besætning. Det største, en brig på 77 læster,

havde en styrmand, 36 matroser og tre drenge. Når det gæl-

der fartøjerne hjemmehørende på fastlandet, havde kun de

to største skibe, en jagt og en galease på henholdsvis 18,5

og 14 læster en tremands besætning – styrmand, matros og

dreng – mens everterne og bådene kun havde skipper og

matros, men ingen skibsdreng. Dermed var bemandingen i

Varde-flåden på 16 mand. Ved hele toldstedet incl. Fanø var

foruden skipperne beskæftiget 211 sømænd.

Udviklingen på Fanø

Udviklingen ved Varde toldsted var uløseligt forbundet

med udviklingen i Fanøs flåde.

Igennem toldbøgerne kan

man følge småbådene fra Fanø og deres livlige aktivitet i

1730’erne og 1760’erne, når de fortoldede ved Varde told-

sted.

Tendensen var, at fannikerne fortrinsvis sejlede med jy-

depotter og fisk til Elben i små både, mens de større skibe,

som var hjemmehørende på fastlandet, sejlede længere væk

og havde en mere sammensat last.

Et indtryk af Fanø-flå-

dens størrelse i 1730’erne kan man få gennem toldbøgerne

for Ribe,

hvorunder hele øen – både Sønderho og Fanø –

hørte på det tidspunkt. Ribe havde kun ét hjemmehørende

fartøj, en smakke på 11 læster bygget i Stavern i Vestfris-

land. Fanø-flåden, derimod, bestod i 1731 og 1733 af hen-

holdsvis 62 og 68 småbåde med et samlet læstetal på hen-

holdsvis 40 og 45. Langt størsteparten af Fanø-bådene var

på mellem ½ og 1 læst. Kun to var større, og de var begge

tilkommet i 1733: En evert på to læster og en båd på halv-

anden læst. Everten havde i årets løb være i Altona at hente

købmandsvarer, en forholdsvis usædvanlig aktivitet for et

Fanø-fartøj på det tidspunkt. Det er i øvrigt første gang vi i

toldregnskabernes skibslister møder betegnelsen evert.

Om småbådene fra Fanø hed det i toldbogen, at de var

bygget og hjemmehørende ”paa Ejlandet Fanøe og Sønder-

hoe”. Ifølge toldbogen havde øen altså allerede på dette tids-

punkt et ret omfattende byggeri, godt nok kun af småbåde,

men det blev alligevel til en samlet tonnage på omtrent fire

gange størrelsen af Ribes eneste hjemmehørende skib og

til mellem en fjerdedel og en tredjedel af Vardes samlede

hjemmehørende flåde. Desuden er det bemærkelsesværdigt,

at der mellem 1731 og 1733 var kommet to nye, lidt større

fartøjer til på øen, hvis samlede tonnage dermed var gået

fem læster frem, mens tonnagen ved Varde tolddistrikt i

samme tidsrum var gået ned med omkring 20 læster. Man

aner optakten til den kommende udvikling.

Da birkefogeden i 1771 skrev sin indberetning om skibs-

fartens tilstand på Fanø, var denne udvikling blevet konkret.

Han angav, at øens flåde bestod af 45 skibe og 60 dæksbåde,

i alt 105 fartøjer.

I 1783 var øens søfart vokset til at være

den tredjestørste flåde i provinsen efter Dragør ogAalborg.

Vi møder øens fartøjer igen i skibslisten fra 1798, hvor

Fanø – men ikke Sønderho – var kommet under Varde Told-

distrikt. I dette år udgjorde Fanø-flåden alene 79 fartøjer

med en samlet læstestørrelse på 557, knap 13 gange så stor

som hele øens flåde i 1733. Gennemsnitsstørrelsen pr. skib

var steget fra 1,5 læster i 1733 til 7 læster i 1798. Den tid var

forbi, hvor det kun var små både, der var hjemmehørende

på Fanø. De to største skibe på Fanø på henholdsvis 77 og

71 læster tog på hvalfangst ved Grønland med en Rømø-

skipper ved roret, og to andre store skibe tog på fiskeri ved

Island med en Fanø-skipper. Først på sjettepladsen kom et

skib fra fastlandet, en Hjerting-jagt på 18,5 læst.

Rollerne var byttet om. Fra at have været hjemsted for

småbåde, var Fanø nu hjemsted for toldstedets største skibe.

Fanø-skibene deltog i såvel hvalfangst som islandsfiskeri og

varetog trafikken på Norge og Holland. Efter åbningen af

Den Slesvig-Holstenske Kanal (Ejderkanalen) i 1784 kom

Fanø-fartøjerne også til København, mens lokalfarten var

overladt til fastlandsfartøjerne, som sjældent kom længere

væk end Altona.

52 af de 79 Fanø-fartøjer var everter – en skibstype, der

ikke tidligere havde optrådt i Varde toldregnskab, men som