Sjæklen

vi tidligere så nævnt i Ribe-regnskabet 1733. Everterne var

på mellem to og ni læster, med et gennemsnit på fire. Smak-

kerne var nu så godt som forsvundet, og det ser ud til, at de i

store træk var erstattet af everterne, som også var et fladbun-

det skib med sidesværd. Den eneste tilbageværende smakke

på Fanø i 1798 var på 15,5 læster, 26 år gammel og bygget i

Holland. Det var samtidig det eneste tilbageværende fartøj,

der var bygget i Holland. Langt størstedelen af fartøjerne

var bygget på Fanø. De få undtagelser var København (en

brig), Itzehoe (en snekke), Hamborg (en jagt), Elven (en jagt

og fire everter) og Holsten (en evert), samt nogle småbåde

bygget lokalt i Sønderho, på Mandø og i Hjerting. Der var

kommet fem nybygninger til i årets løb, deriblandt toldste-

dets tredjestørste skib, en galease på 39 læster, alle bygget

på Fanø. De mange nye fartøjer betød, at Fanø havde en for-

holdsvis ung flåde med en gennemsnitsalder pr. fartøj på 11

år, hvor den på fastlandet var 15,7 år og 17,2 på landsplan.

Det ældste fartøj var en båd på 38 år, bygget på Fanø.

Konklusion

Isoleret set viser udviklingen ved Varde toldsted fra slut-

ningen af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet et billede

af en søfart med en kort opblomstring og en efterfølgende

nedgang, stik mod de tendenser, man så i resten af landet.

Men udviklingen kan kun forstås i snæver sammenhæng

med udviklingen på Fanø, og sammenholdt med denne er

det ikke en forfaldshistorie, tværtimod: søfarten i Grådyb

blomstrede. Den havde blot – sådan som det er sket både før

og efter – flyttet base, så den ikke længere var hjemmehø-

rende på fastlandet.

Samlet set ekspanderede Vestjyllands

søfart i 1700-tallet med så stor succes, at Fanø i slutningen

af 1700-tallet var hjemsted for provinsens tredjestørste flå-

de.

Den søfart, der var baseret på fastlandet, var imidlertid

i tilbagegang hvad angår både antallet af skibe og samlet

tonnage. Hjerting, hvor toldstedet var placeret, var stadig

ved udgangen af 1700-tallet hjemsted for fem fartøjer, mens

Ho mistede terræn gennem 1700-tallet og havde i 1798 ikke

nogen skibe tilbage.

Når man ser bort fra de helt store skibe, der tog på

sæljagt i Nordatlanten, var mange af fartøjerne ved Varde

toldsted tilpasset sejladsen i Vadehavet, og der fandtes der-

for skibstyper, man kun sjældent så i andre dele af landet.

I 1730’erne havde man primært hentet sine fartøjer i Hol-

land og Frisland, hvor man formentlig fandt den fremme-

ste ekspertise inden for vadehavssejlads. Men det var også

tydeligt, at fartøjerne fra Frisland og Holland havde en vis

alder, mens toldstedets tre fartøjer fra Altona var yngre. Der

forekom også lokale fartøjer bygget i Hjerting og Ho. 30 år

efter, i 1760’erne, var Altona helt dominerende som skibs-

leverandør, mens fartøjer bygget lokalt eller i Frisland var

helt forsvundet. Til gengæld opstod der i 1768 et skibsbyg-

geri på Fanø baseret på ekspertise hentet fra Altona, som i

1798 havde overtaget størstedelen af byggeriet af de skibe,

der var hjemmehørende ved Varde Tolddistrikt. Måske smit-

tede aktiviteten på Fanø også lidt af på fastlandet. I hvert

fald ses der igen lokalt byggede både, en fra Hjerting og

en fra Guldager. Men der var ikke længere fartøjer bygget i

Ho, hvor der ellers tidligere var bygget fartøjer. Sideløbende

med denne udvikling vandt everten frem og blev – i hvert

fald på Fanø – den fremherskende skibstype på bekostning

af smakken.

Fanø-søfarten var i voldsom vækst og havde i 1798 i

store træk overtaget det aktivitets- og fartområde, som tid-

ligere havde været varetaget af fastlandets fartøjer. Det var

også fannikerne, der stod for den teknologiske udvikling,

Fanø

København

Itzehoe

Holland

Hamborg Elben

Holsten

Sønderho

Mandø

Hjerting

Byggested for de 79 fartøjer hjemmehørende på Fanø i 1798. Godt

tre fjerdedele var bygget på Fanø. Kilde: Varde Toldbog 1798,

Rigsarkivet.