Sjæklen

Skibsfarten til Færøerne

- under Den kongelige færøske Handel 1709 - 1856

Af Ole Dam Mortensøn

I denne artikel er emnet Færøernes skibsfart i den lange pe-

riode, hvor handlen på øerne var monopoliseret. Hvordan

foregik handlen, hvilke varer medførte skibene og hvordan

var færingernes indstilling til monopolhandlen gennem ti-

den? To tidligere studier, nemlig Anton Degns 1929 og Peter

Korsgaards 1981 har behandlet emnet monopolhandlen,

men her fokuseres på skibsfarten, så vidt kildematerialet i

Rigsarkivet og pladsen tillader.

Den kongelige Handels start

Færøerne, Island og Grønland er eller har været dele af det

danske kongerige og opretholdelsen af skibsforbindelse til

disse steder fra Danmark og Norge har været en betingelse

for de nordatlantiske samfunds overlevelse og udvikling og

for hævdelse af den danske suverænitet. Regelmæssig be-

sejling var derfor et prærogativ for de ansvarlige kongelige

embedsmænd, såvel de udsendte som embedsmændene i

centraladministrationen. At det overhovedet kunne lade sig

gøre skyldtes den veludviklede søfart i Danmark - Norge

med duelige søfolk og handelsmænd.

I 1709 overtog kronen forvaltningen af handelsmonopo-

let på Færøerne. Det havde været i hænderne på Christoffer

Gabel, der i 1661 havde fået øerne som len af Frederik III.

Gabel havde bortforpagtet handlen til købmænd, og klager-

ne var mange. Dels var varetilførslen utilstrækkelig og dels

var priserne for de færøske varer for lave. William Heinesen

har i sin roman ”Det gode håb” givet en dramatisk beretning

af det gabelske regimente. Efter Gabel overtog sønnen lenet,

men ved dennes død i 1708 kom øerne atter under kronen,

og rentekammeret blev ansvarlig for øernes administration

og handel. Rentekammeret drev handlen på øerne med en

administrerende købmand i København og en handelsfor-

valter i Torshavn. Landfogeden opkrævede de kongelige

skatter – landskylden – som overvejende blev betalt in natu-

ra og opbevaret i landskyldsboden på Tinganes i Torshavn.

Lige ved siden af lå kramboden, hvor al handel på øerne

skete. Af praktiske grunde blev landskyldsvarer ekspederet

via kramboden, men varerne var regnskabsmæssigt opdelt.

Der handledes ud fra en af rentekammeret fastlagt varetakst.

Skønt Færøernes grundlæggende erhverv var landbrug, var

øerne ligesom Norge afhængig af indførsel af korn fra Dan-

mark, da deres egen kornavl var beskeden. Korntilførslerne

var en livsnødvendighed. Den lange transport over havet

skabte stor forsyningsusikkerhed. Skibe forliste på rejsen,

andre fik havari og kornet i lasten blev ødelagt. Hertil kom

krig og ufred. Under Store nordiske Krig kneb det med at

opretholde skibsfarten til øerne, og i 1720 rapporteredes om

truende hungersnød, især kneb det med føde på den mest

isolerede ø Suderø.

Cargason – handel

Monopolet forpligtede Handlen til at forsyne øerne ikke kun

med korn, men med alle de varer som øerne ikke selv kunne

fremstille og det var ikke så lidt. De meget sammensatte la-

ster blev kaldt cargason eller cargaison – fransk for ladning.

Som returlast til Danmark medtog skibene de varer øerne

selv kunne producere. Hvalfangsten, som blev drevet inten-

sivt, gav et overskud af tran og det store fårehold gav uld,

som kunne forarbejdes. Et kig i regnskabet for 1730 viser at

købmand Claus Poulsens drev ”negotien udi Færøe”.