Sjæklen

godt nok langt fra det sydlige Jylland til Amsterdam, men

ikke så langt, at der ikke flød en jævn strøm af informatio-

ner op og ned langs kysten. Byen var derfor næppe et 100

procent sikkert fristed for mennesker, der havde forbrudt sig

mod hjemstavnens lovgivning. I Nis Huijers tilfælde endte

sagen dog relativt lykkeligt. Han fik godt nok en massiv

bøde på 150 gylden, men inden retssagen blev afsluttet, kom

der bud fra Husum om, at hans kone var død.

Indvandring og overlevelse

Sagsakterne om de 136 vadehavsboere kan hver for sig læ-

ses som biografiske fragmenter, der belyser et lille hjørne af

de sigtedes individuelle livshistorie. Men de kan også læses

som en kollektiv biografi, der som følge af de fælles berø-

ringsflader tegner et mere vidtfavnende billede af, hvordan

tilværelsen formede sig for de vadehavsboere, der blev stil-

let for retten i Amsterdam. En de fælles berøringsflader, der

træder tydeligst frem, er, at omkring 60 procent af de forbry-

delser, som vadehavsboerne blev anklaget for, omhandlede

kriminalitetsformer, der sigtede mod at opnå en økonomisk

gevinst. Det være sig gennem tyveri, prostitution, svindel

eller skatteunddragelse.

Grundet retsprotokollernes summariske karakter er det

vanskeligt lægge sig fast på en fortolkning af den høje an-

del af ”berigelsesforbrydelser”. I adskillige af sagsakterne

fremgår det dog ret klart, at en del af indvandrerne begik

kriminalitet, fordi de var fattige. Det er særlig tydeligt i de

syv tilfælde, hvor de anklagede enten omtales som arbejds-

løse, hjemløse eller blev dømt for tiggeri. Et godt eksempel

herpå er sagen om Cornelis Buscou fra Tønder, der stjal en

hane og to kyllinger. Der står godt nok ikke eksplicit i rets-

protokollerne, at Cornelis blev tyv, fordi han var hjemløs og

arbejdsløs, men det må betragtes som den mest sandsynlige

årsag. Uden arbejde og uden et sted at bo havde Cornelis

ikke ret mange andre muligheder end at tigge og stjæle.

Arbejdsløshed var givetvis også årsagen til, at otte af

kvinderne fra vadehavsområdet blev prostituerede. Ganske

vist fremgår heller ikke denne årsagssammenhæng eksplicit

af retsprotokollerne, men en undersøgelse af prostitutionen

i det gamle Amsterdam har sandsynliggjort, at arbejdsløs-

hed og manglen på en forsørger tvang mange unge kvin-

der til at blive sexarbejdere

. Der er ingen grund til at tro,

at den konklusion ikke skulle have gyldighed i forhold til

de danske indvandrerkvinder. Tværtimod viser den samme

undersøgelse, at netop indvandrerkvinderne var særligt sår-

bare, når de stod uden forsørger eller blev arbejdsløse, fordi

mange af dem ikke havde et socialt netværk, der kunne un-

derstøtte dem. Den sårbarhed afspejler sig på eksemplarisk

vis i kriminalitetsstatistikken, hvor indvandrerkvinderne var

markant overrepræsenterede blandt sexarbejderne i Amster-

dam. Mellem 70 og 80 procent af de prostituerede var såle-

des ikke født i byen

At have et arbejde var ikke en garanti mod armod. Arbej-

dets art spillede også en væsentlig rolle. Det er således ken-

detegnende for mange af de kriminelle fra vadehavet, at de

var ansat i lavstatus erhverv, hvor lønnen kun rakte til et liv

på fattigdomsgrænsen. Der var også en gruppe indvandrere,

der ikke kunne få et fuldtidsarbejde, men ernærede sig ved

at udføre forskellige former for dårligt lønnede småjobs. Det

gjaldt blandt andre ovennævnte Anne Margriet Harstens, der

nogle gange tjente lidt penge om dagen ved at køre kødaffald

væk for en af kvarterets slagtere samtidigt med, at hun om

natten supplerede sin indtægt ved at prostituere sig.

Det er umuligt at give et nogenlunde præcist bud på, hvor

mange vadehavsboere der begik kriminalitet af nød. Der er

dog næppe tvivl om, at en stor del af berigelsesforbrydelserne

havde karakter af subsistenskriminalitet. Det vil sige, at man-

ge af indvandrerne simpelthen stjal, tiggede og prostituerede

sig for at få mad på bordet og tag over hovedet. Set i det

perspektiv fremstår retsprotokollerne som et kollektivt vid-

nesbyrd om, at mange af de kriminelle indvandrere fra Vade-

havet havde vanskeligt ved at etablere sig i Amsterdam, fordi

de ikke kunne få ordentligt fodfæste på byens arbejdsmarked.

Blandt de kriminelle vadehavsboere er der en gruppe,

der umiddelbart fremtræder mere som livsstilskriminelle

end overlevelseskriminelle. Det gælder blandt andre hæle-

ren Trijn Pieters fra Tønder, der drev et lille pensionat og

som nævnt var involveret i organiseret kriminalitet. Og det

gælder Metje Pieters, der ud over at være en selvstændig

handlende også ernærede sig som lånehaj

. I begge tilfælde