Sjæklen

uforskyldt. Det kan også være svært at vurdere, hvor mange

personer der reelt var involveret i svindlen, fordi forskud-

dene var en del af et kompliceret system, der omfattede mel-

lemmænd og handel med gældspapirer. At sagerne kunne

være indviklede fremgår tydeligt af historien om Jan Jurgen

Wijsen fra Højer

. I løbet af et par måneder i foråret 1756

indgik han flere forhyringskontrakter under navnene Anton

Cloos og Frans Tuijnen og svindelede sig hermed til mere

end 200 gylden. Ifølge Jans egen forklaring var han blevet

tvunget til bedrageriet af en kroejer, som han skyldte penge.

Den påstand tog dommerne imidlertid ikke stilling til, da de

dømte Jan til piskning.

I statistikkerne fylder voldssagerne næsten lige så me-

get som kontraktbrudene, idet 20 vadehavsmænd blev sigtet

for vold. Det er et overraskende lavt tal, når man tager i

betragtning, at masser af søfolk fra den jyske vestkyst rej-

ste til Amsterdam i tidlig moderne tid for at tage hyre i den

hollandske handels- eller krigsflåde

. Og tallet er endnu

mere overraskende, hvis man også betænker, at mange sø-

folk fyrede hele deres hyre af på ugelange drukture i byen.

Der er da heller ikke meget tvivl om, at et betydeligt antal

voldssager aldrig nåede frem til domstolen, fordi de blev

håndteret af andre myndighedspersoner end Amsterdams

dommere. Typisk af vægterne, der holdt orden i byen om

natten. Blandt de sømand, der endte i retten med en volds-

sigtelse, var Thomas Carsten, Jan Boijen, Cornelis Michiel-

sen og Thijs Jansen, der alle kom fra Højer og alle blev dømt

for vold under et animeret værtshusbesøg

. Straffen for den

slags forseelser var almindeligvis en bøde på omkring 20

gylden og en måned på vand og brød.

I afsnittene oven for har vi primært fokuseret på de mest

almindelige forbrydelser som tyveri og prostitution, men

der var større variation i vadehavsboernes lovovertrædelser

end antydet. Eksempelvis blev tilsammen 19 mandlige og

kvindelige vadehavsboere dømt for at have undladt at betale

skat. I mændenes tilfælde var skatteunddragelsen i de fleste

af sagerne ensbetydende med, at de havde smuglet varer ind

i Amsterdam uden at betale told. Der var også flere sager,

hvor skatteunddragelsen bestod i, at en mand eller kvinde

havde gjort sig skyldige i ulovlig udskænkning, hvilket i

realiteten vil sige, at de drev en lille smugkro eller solgte øl

eller vin på gaden. Ligesom ovennævnte Stijn Bartels.

Endelig var der en håndfuld vadehavsboere, der blev

dømt for ”moralske lovovertrædelser” som utroskab og brud

på et ægteskabsløfte. En af dem var bigamisten Nis Huijer

fra Tønder, der ifølge retsprotokollerne havde forladt sin

kone i Husum i 1614 og efterfølgende bosat sig i Amster-

dam

. Her giftede han sig i 1615 med en vis Wibeke Jacobs,

som han også gjorde gravid. Sandsynligvis i omvendt ræk-

kefølge. Det fremgår ikke af sagen, hvem der gav myndig-

hederne et tip om, at Nis Huijer var bigamist, men det må

have været en person, der kendte ham hjemmefra. Der var

Vold var en mændenes hyppigste lovovertrædelser. Johannes

Gronsveld: ”Herberg interieur mit vechtende boeren” (1679-

1728). Gravering. Rijksmuseum, Amsterdam.