Sjæklen

nestepige Belitje Pieters, der i 1684 begik et tyveri hos sin

arbejdsgiver

. Ifølge forhørsreferatet brød hun ind i et aflåst

rum og stjal en silkepyjamas, en skjorte, en flaske likør, et

stykke bacon og et pudebetræk fyldt med mel. Belitjes straf

var en gang pisk på skafottet og efterfølgende udvisning. Tje-

nestepigernes tyverier straffedes sjældent med pisk, så måske

var det ikke første gang, at Belitje stjal fra sin arbejdsgiver.

Under alle omstændigheder slap den 20-årige tjenestepige

Baertje Hendrickx, der også kom fra Ribe, billigere

. Hun

stjal i 1689 lidt penge og noget linned fra sin husbond og

madmoder, hvilket dommerne takserede til to års udvisning.

Der er intet, der tyder på, at hverken Belitje eller Baertje

var trænede tyve. De var efter alt at dømme bare et par al-

mindelige tjenestepiger, der mere eller mindre impulsivt gav

efter for det fristelsespres, det var at arbejde i et borgerhjem

med masser af mad og forbrugsgoder. Anderledes forholder

det sig med det med de vadehavskvinder, der blev sigtet og

dømt for at sælge hælervarer eller skjule efterlyste personer.

I disse sager får man det klare indtryk, at kvinderne var en

del af et socialt miljø, der i hvert fald i nogen udstrækning

kan karakteriseres som kriminelt.

Det bedste eksempel herpå er den 30-årige Trijn Pieters

fra Tønder, der i 1629 blev anklaget for at videresælge stjålet

linned

. Det lykkedes i første omgang Trijn at overbevise

dommerne om, at hun var en helt almindelig husmor, der

uforvarende var kommet galt afsted, fordi en af hendes be-

kendte havde bedt hende sælge linnedet, der altså viste sig

at være stjålet. I løbet af de kommende år måtte dommerne

erkende, at det havde været en fejltagelse at lade Trijn slippe

af krogen. Således blev hun i 1631, 1633 og 1635 dømt for

at skjule eftersøgte forbrydere, for selv at have stjålet og

for hæleri af tyvekoster som tobak og silke. Hendes egent-

lige speciale synes at have været hæleriet, som hun ifølge

retsprotokollerne bedrev på et ret højt plan, der involverede

et større antal mennesker herunder hendes første mand Car-

sten Cornelissen fra Husum og hendes anden mand Jan Pi-

eters fra Frederiksstad.

Det kan ud fra sagsakterne være svært at danne sig et

samlet overblik over Trijn Pieters aktiviteter, men der er

ikke meget tvivl om, at hendes kriminalitet var væsensfor-

skellig fra de småtyverier, som tjenestepigerne og andre af

vadehavsboerne begik. I modsætning til disse var Trijn helt

åbenbart en del af et kriminelt miljø, der var kendetegnet

ved, at både tyverierne og salget af tyvekosterne var sat i

system. Hermed ikke sagt, at Trijn deltog i organiseret kri-

minalitet i den nutidige betydning af ordet, der indebærer en

stærkt hierarkisk organisation med adgang til rigelige øko-

nomiske midler og evnen til at gennemføre store kriminelle

operationer. Den slags fandtes ikke i Holland i tidlig mo-

derne tid

. Det tætteste, man kommer herpå, er nogle løse

kriminelle netværk eller miljøer, hvis medlemmer havde et

ad hoc-samarbejde. Det var givetvis et sådan løst defineret

netværk, som Trijn Pieters var en central spiller i.

Trijn Pieters blev ligesom flere af de ovennævnte kvin-

der udvist af Amsterdam og ligesom dem vendte hun hurtigt

tilbage til sit gamle kvarter igen. Hun optræder sidste gang i

retsprotokollerne i 1635, hvor hun fik lov at opholde sig en

måned i byen ”for at gøre retten tjenester”. Det vil sandsyn-

ligvis sige, at hun fik en lidt lempeligere behandling mod, at

hun sladrede om sine samarbejdspartnere. Hvad der herefter

hændte Trijn Pieters, ved vi ikke. Måske gik hun til bunds.

Måske klarede hun sig igennem uden for byen. Eller måske

vendte hun hjem til Tønder.

Trijn Pieters historie er dramatisk, men ikke lige så dra-

matisk som sagerne om de seks danske indvandrerkvinder,

der begik et mord eller slog deres spædbarn ihjel i Amster-

dam. Der er dog ingen mordersker blandt kvinderne fra Va-

dehavet. Det tætteste man kommer, er Stijn Bartels fra Ribe,

som i 1630 blev sigtet for et mordforsøg på sin otte-årige

datter

. Den ikke helt almindelige sag begyndte med, at den

30-årige Stijn, der var enke og ernærede sig som ølsælger-

ske, blev fuld og gik amok på værtshus, hvor hun smadrede

nogle glas og noget service. Angiveligt blev Stijn smidt ud

af værtshuset, hvorefter hun stærkt oprevet gik hjem. Her

lod hun sin vrede gå ud over datteren, som hun hængte op

i benene ved skorstenen. Den bizarre handling lader til at

have taget toppen af Stijns vilde raseri, men sagen blev ikke

desto mindre indbragt for retten. Formentlig af nogle na-

boer. Da datteren ikke havde lidt fysisk overlast, lod dom-

merne Stijn slippe med en advarsel.