14 / 196
sammensætningen af de danske indvandreres sociale net-
værk. Og der er sager, der fortæller om de mest simple dag-
ligdags forhold, som hvor man forrettede sin nødtørft i de
boligkvarterer, hvor danskerne boede. Når alle disse detaljer
engang er samlet og summeret, vil vi have et langt mere
komplet billede af livet i det danske indvandrersamfund i
Amsterdam.
Migranterne fra Vadehavet
I 1600-tallet og 1700-tallet var Holland en økonomisk stor-
magt, der tiltrak titusinder af indvandrere fra hele nordsø-
regionen
7
. Størsteparten af dem var jævne mennesker, der
søgte mod Holland på grund af de gode jobmuligheder og
relativt høje lønninger. Mange af migrantarbejderne var
mænd, der fik arbejde i krigs- eller handelsflåden, men der
var også et betydeligt antal, der bosatte sig i selve Holland.
Det gjaldt ikke mindst i Amsterdam, hvis åbne og interna-
tionale arbejdsmarked i lange perioder var kendetegnet ved
en høj efterspørgsel på udefrakommende arbejdskraft. Både
kvindelig og mandlig arbejdskraft.
Blandt de mange udenlandske migrantarbejdere, der
permanent eller midlertidigt bosatte sig i Amsterdam, var
3-4.000 vadehavsboere
8
. Heraf optræder 1.725 i registret
over de indbyggere, der fik lyst deres ægteskab i byen. Lys-
ningsregistret viser, at indvandringen fra Vadehavet til Am-
sterdam strakte sig fra slutningen af 1500-tallet til begyndel-
sen af 1800-tallet. I starten var indvandringen ganske lille,
men den steg gradvist frem til midten af 1600-tallet og kul-
minerede i perioden fra cirka 1640 til 1680. Herefter faldt
migrationsstrømmen og holdt sig nogenlunde stabil helt
frem til slutningen af 1700-tallet, hvor antallet af migranter
fra Vadehavet og resten af Danmark faldt drastisk i takt med,
at Holland mistede sin position som økonomisk stormagt.
Det var kendetegnende for vadehavsmigranterne, at de
ligesom størstedelen af de personer, der indvandrede til Hol-
land, var almindelige mennesker, der ofte var analfabeter og
uden nævneværdig uddannelse
9
. De fleste bosatte sig i by-
delen Lastage, der i nogen udstrækning kan beskrives som
en international indvandrerghetto med mange immigranter
fra Tyskland, Skandinavien, Baltikum, Spanien og Portugal.
Til trods for det homogene bosætningsmønster er der intet,
der tyder på, at vadehavsboerne organiserede sig i lukkede
parallelsamfund, hvis medlemmer var knyttet sammen af
deres fælles hjemstavn
10
. Tværtimod giftede kun 18 procent
sig med en person fra Vadehavet. Vadehavsboerne kan heller
ikke siges entydigt at have foretrukket danske ægtefæller, idet
kun 31 procent giftede sig med en landsmand. Eller cirka 40
procent, hvis man regner Norge, Slesvig og Holsten med.
Når man tager i betragtning, at indvandringen til Am-
sterdam fra Vadehavet strakte sig over 200 år og sammenlagt
omfattede 3-4.000 personer, så giver det næsten sig selv, at
nogle af migranterne kom i konflikt med loven. Ifølge de
foreløbige opgørelser skete det for 136 vadehavsboere. Den
første af dem var den 35-årige Maritge Cornelis fra Ribe,
der i 1602 blev dømt for rufferi og for at have givet husly
til eftersøgte
11
. Den sidste var den 38-årige soldat Johan-
nes Hendricus fra Skærbæk, der i 1806 modtog en dom for
desertation
12
. Godt 80 procent af de sigtede endte ligesom
Maritge og Johannes med at få en dom, der i strenghedsgrad
varierede fra en lille bøde til pisk, fængsel, brændemærk-
ning og radbrækning. De resterende knap 20 procent blev
frikendt for deres anklager eller slap med en advarsel.
De 136 vadehavsboere, der optræder i retsprotokollerne,
er ujævnt fordelt ud over 1600-tallet og 1700-tallet. Mest
påfaldende er det, at halvdelen blev sigtet i tidsrummet fra
1640 til 1680. Der er formentlig to samvirkende årsager til,
at antallet af kriminelle topper så markant i løbet af disse
40 år. For det første var det som nævnt netop i den periode,
at indvandringen fra Vadehavet til Amsterdam var på sit
højeste. Og for det andet tog byen i samme tidsrum imod
et meget stort antal indvandrere fra især Skandinavien og
Tyskland
13
. Den massive indvandring forringede givetvis
jobmulighederne i byen betragteligt, hvilket kan have pres-
set et større antal indvandrere ud i kriminalitet, fordi de ikke
havde andre måder at ernære sig på.
Retsprotokollerne viser, at 50 af de sigtede fra Vadehavet
kom fra Tønder, 34 fra Ribe, 15 fra Højer, otte fra Varde og
fem fra Grådyb. Blandt de landbyer og småsamfund, hvor-
fra der kom færre end fem kriminelle, finder vi eksempelvis
Brøns, Ballum, Emmerlev og Rømø. Selv om tallene ikke er
12