Sjæklen

vet. Blandt de spørgsmål artiklen søger svar på, er: Hvem

var de kriminelle vadehavsboere? Hvor på kysten kom de

fra? Hvordan var deres kønsfordeling? Hvad kendetegnede

henholdsvis kvindernes og mændenes lovovertrædelser?

Hvorfor begik de deres forbrydelser? Var vadehavsboerne

mere kriminelle end den gennemsnitlige danske udvandrer?

Og endelig skal vi møde en lang række af de mennesker, der

kom i konflikt med loven.

Det skal nævnes, at artiklen bygger på en igangværende

registrering af de danske indvandrere, der blev sigtet eller

dømt i Amsterdam i 1600-tallet og 1700-tallet. Projektet er

det første af sin art, der kortlægger kriminaliteten blandt én

af de mange indvandrergrupper i Amsterdam i tidlig mo-

derne tid. Der forestår endnu en del arbejde med at analy-

sere materialet, og som følge heraf skal nærværende artikel

betragtes som et foreløbigt resultat.

Kilderne

Artiklens empiriske fundament er Amsterdams retsproto-

koller for perioden 1556 til 1808

. I det tidsrum blev 843

danske indvandrere sigtet for at have begået en forbrydelse

i byen

. Der er dog ingen tvivl om, at der var markant flere,

som forbrød sig mod loven. Der er adskillige lakuner i rets-

protokollerne, og det forekommer usandsynligt, at der ikke

var danskere, der begik forbrydelser i de perioder, der er

omfattet af disse huller i kilderne. Hertil kommer, at visse

typer af mindre lovovertrædelser som hjemløshed og tiggeri

almindeligvis blev håndteret af andre myndigheder end af

domstolen. Det samme var tilfældet med slagsmål og andre

tumultariske forseelser, der fandt sted på gader og stræder

og værthuse om natten. Den slags blev som oftest klaret af

nattevægterne.

Omtrent 350 af de danskere, der står opført i retsproto-

kollerne, blev sigtet mere end én gang. Ikke så få af dem

måtte endog møde op i retten tre, fire, fem eller flere gange.

Vi har renset vores tal for recidivisterne, men det kan ikke

udelukkes, at et par af de sigtede er registreret to gange. Det

vil givet fald være sket, hvis en af dem har haft held til at

opgive falsk identitet over for myndighederne. Det var dog

ikke så let. Retssystemet havde godt styr på gengangerne.

Det oplevede blandt andre Fredrick Pieters fra Tønder, da

han uden held forsøgte at bilde dommerne ind, at hans navn

var Pieter Jansen, og at han kom fra København

. Den løgn

blev afsløret med det samme.

Retsprotokollerne består af to typer dokumenter hen-

holdsvis forhørsprotokollen og dombogen. Forhørsproto-

kollen er en sammenfatning af de oprindelige forhørsrefe-

rater. Dombogen gengiver selv sagt dommen og indeholder

herudover ofte en kort sagsbeskrivelse. Der er som nævnt

lakuner i både forhørsprotokollerne og dombøgerne. Det

betyder, at vi har forhørsreferater uden domme og domme

uden referater. Hertil kommer så de sager, som vi slet ikke

har kendskab til, fordi der er et samtidigt hul i både forhørs-

protokollen og dombogen.

Det er kendetegnende for retsprotokollerne, at de sam-

menlignet med Amsterdams meget stringente lysningsregi-

ster er en ”uordentlig kilde”. Det vil sige, at det er lidt tilfæl-

digt, hvad man finder af informationer i protokollerne. Godt

nok er den sigtedes køn, alder, hjemstavn, erhverv og forbry-

delsens art nogenlunde systematisk indført, men alle andre

informationer optræder tilfældigt. Desuden er protokolind-

førslerne generelt meget kortfattede. Det gælder i særlig grad

for sagerne i 1600-tallet, mens 1700-tallets sagsbeskrivelser

er noget mere detaljerede.

Endelig skal det nævnes, at der er emner, der stort set

aldrig berøres i protokollerne. Eksempelvis interesserede

dommerne sig ikke ret meget for lovovertrædernes motiver.

De fokuserede i altovervejende grad på de efterforsknings-

mæssige realiteter og især afklaringen af skyldsspørgsmå-

let og udpegningen af eventuelle medskyldige. Den eneste

måde, man kan få indblik i de kriminelle indvandreres mo-

tiver på, er ved at nærlæse sagerne, fordi omstændighederne

omkring forbrydelserne af og til indikerer, hvorfor forbry-

delsen blev begået. Et godt eksempel herpå er den berømte

sag om den jyske Else Christansdatter, der myrdede vært-

inden på sit pensionat og efter sin død blev tegnet af Rem-

brandt

. Af denne sag fremgår det tydeligt, at den 18-årige

pige blev morder, fordi hun gik i panik, da værtinden kon-

fiskerede hendes få ejendele som kompensation for, at den

danske pige ikke kunne betale sin regning. At Else handlede