Sjæklen

Fish and chips

- undersøgelser af snæblens

(Coregonus oxyrinchus)

tilpasninger til det lokale miljø

Af Lasse Fast Jensen, Søren Brandt Poulsen og Jon Christian Svendsen

Mulighederne inden for molekylærbiologiske analyser ople-

ver i disse år et sandt boom. En af de analysemetoder, der for

nyligt er blevet tilgængelig for en bredere skare af fiskebiolo-

ger er cDNA microarrays – også kaldet DNA chips. I denne

artikel ser vi nærmere på, hvorfor DNA chips er så kraftfuldt

et værktøj og illustrerer dette ved et forskningsprojekt udført

af Fiskeri- og Søfartsmuseet, der benyttede metoden til at be-

lyse tilpasninger hos den truede laksefisk snæblen.

Introduktion

Inden for den naturvidenskabelige disciplin, der hedder

con-

servation genetics

beskæftiger man sig med truede popula-

tioner og arters genetiske sammensætning og deres demo-

grafiske og evolutionære historie i et bevaringsperspektiv

Man skaber med andre ord ved hjælp af genetiske under-

søgelser et overblik over, hvorvidt en population eller art

er truet, og hvilke foranstaltninger, der vil kunne ophjælpe

populationen. Til dette har man tidligere i høj grad benyttet

forskellige genetiske markører. Med markørerne kan man få

oplysninger om bl.a. populationens størrelse, hvor mange

individer, der vandrer ind og ud af populationen, hvor ind-

avlet populationen er, og om populationen har oplevet en

nedgang (en såkaldt

genetisk bottleneck).

Viden om alle disse forhold er vigtig og giver en solid

ballast, når der skal udarbejdes anbefalinger omkring for-

valtning og beskyttelse af populationer og arter. Men de

genetiske markører fortæller ikke hele historien. De kan

nemlig ikke give oplysninger om, hvorvidt en population er

genetisk tilpasset til netop det miljø, den lever i. Den viden

er yderst vigtig, da den har afgørende betydning for, hvor-

dan vi betragter populationen. Lad os forestille os et scena-

rie, hvor to populationer udveksler individer med hinanden

og hver især ikke er tilpasset lokale miljøforhold. Skulle en

af populationerne uddø, ville den kunne reetableres ved, at

individer fra den overlevende population vandrer ind i den

tomme habitat eller ved udsætning af individer med menne-

skelig hjælp. Da hverken den overlevende population eller

den uddøde population er tilpasset lokale forhold, vil man

have en forventning om, at de indvandrede eller udsatte in-

divider vil klare sig udmærket i de nye omgivelser. Lad os

nu forestille os, at de to populationer faktisk var genetisk

tilpasset de lokale miljøforhold. Med den ene populations

undergang vil helt særlige genetiske egenskaber gå tabt, og

individer fra den overlevende population vil ikke nødven-

digvis klare sig særligt godt, hvis de udsættes i den tomme

habitat, da de slet ikke er tilpasset de nye forhold. Viden om

genetisk tilpasning er altså afgørende for, hvordan vi skal

forvalte populationer, og prioritere bevaringsindsatsen.

For at få indsigt i lokale tilpasninger er der brug for lidt

andre metoder end de klassiske genetiske markører. Det

skyldes, at markørerne ikke reagerer på naturlig selektion.

Det er den naturlige selektion, der ligger til grund for den

lokale tilpasning. Naturlig selektion udspringer fra genetisk

bestemte forskelle i, hvordan individer klarer sig. De indivi-

der, der bærer gener, som giver en fordel i det lokale miljø,

vil over tid få mest afkom, og de gener vil komme til at

præge populationen. Populationens genetiske sammensæt-

ning trimmes altså efter forholdene.

Der er mange forskellige måder at undersøge om en po-

pulation er lokalt tilpasset. Fælles for dem er, at de alle er

105