108 / 196
ret omstændelige. En måde er naturligvis, at flytte individer
fra et miljø til et andet og måle, hvordan de klarer sig i de-
res vante omgivelser i forhold til under fremmede forhold.
Dette er dog ofte praktisk uladsiggørligt. En anden og mere
tilgængelig måde er at lede efter gener, der direkte er invol-
verede i lokal tilpasning.
DNA chips
Den teknologiske udvikling inden for molekylærbiologi har
de seneste år været eksplosiv og ført til fremkomsten af en
række højtydende metoder. Nogle af disse metoder har åb-
net døren til et væld af muligheder for at studere populatio-
ners tilpasning til det miljø, de lever i. En af metoderne er
den såkaldte cDNA microarray teknologi også kaldet
DNA
chips.
DNA chips er et enormt stærkt redskab, da de gør det
muligt forholdsvist nemt at måle aktiviteten af tusindvis af
gener samtidigt.
3
Aktiviteten af et gen, såkaldt
genekspression,
er po-
tentielt en vigtig del af lokal tilpasning
4
. Genekspression
er rent molekylært en kompliceret affære, der omfatter en
lang række processer og molekyler. Den information, der
dikterer hvilke proteiner, den enkelte celle danner, ligger
lagret i cellens DNA. DNA består af to enkeltstrenge, der
er snoet omkring hinanden i en struktur, der kaldes for en
dobbelthelix
(figur 1). Hver af de to enkeltstrenge består af
en perlerække af komponenter (såkaldte
nukleotider
), der
hver udgøres af et sukkermolekyle (
deoxyribose
), en fos-
fat gruppe og én af fire baser. De to strenge, der tilsammen
udgør det dobbeltstrengede DNA molekyle holdes sammen
ved, at baserne på hver af de to strenge danner par. Hver af
de fire baser vil dog kun danne par med én af de andre baser.
Det er netop rækkefølgen af disse baser, der afgør hvilket
produkt et gen koder for. Selvom DNA rummer opskriften,
kan det ikke selv direkte diktere dannelsen af protein, og
derfor aflæses koden i DNA indledningsvist ved en proces,
der kaldes
transskribering.
Under transskriberingen dannes
et enkeltstrenget molekyle, et såkaldt messenger RNA mo-
lekyle (mRNA), der bærer koden i omskrevet form fra DNA
videre til det organel i cellen, ribosomet, hvor selve dannel-
sen af protein finder sted. I ribosomet
translateres
mRNA,
og der dannes et specifikt protein, der svarer til rækkefølgen
af baserne i DNA molekylet.
Hvor aktivt et gen transskriberes bestemmes bl.a. af an-
dre molekyler og DNA regioner, men det miljø, som orga-
nismen befinder sig i, har også stor betydning. Genekspres-
sion er altså et produkt af både genetik og miljø. Det vil
sige, at et bestemt gen både kan udtrykkes på et højt niveau
på grund af høj aktivitet hos de gener, der regulerer genpro-
duktet og som følge af et bestemt miljø. Når man vil stu-
dere genekspression i forskellige populationer, er det derfor
meget vigtigt, at samtlige individer har oplevet det samme
miljø. Hvis individerne fra én population har levet i ét miljø,
og individerne fra en anden population har levet i et andet,
risikerer man, at de forskelle, man måtte finde, alene skyl-
des forskelle i miljø og ikke reflekterer genetiske forskelle
mellem populationerne.
Variation i selve DNA sekvensen har længe været i sø-
gelyset, når man har ledt efter tegn på naturlig selektion.
Figur 1: DNA molekylet består af to enkeltstrenge, der snor sig om
hinanden i en såkaldt dobbelthelix. Strengene holdes sammen, ved
at baser på hver enkeltstreng danner par. Det er netop rækkefølgen
af baserne, der udgør den information, der skal til for, at cellen
kan danne et specifikt protein. Foto: Scanpix/Phototake.
106