Sjæklen

Snæblen

Snæblen, der på latin hedder

Coregonus oxyrinchus

, er en

laksefisk, der er nært beslægtet med helten

(Coregonus

lavaretus)

. Snæblen regnes for at være en af de mest tru-

ede fiskearter i Europa og beskyttelsen af den er af meget

høj prioritet. Danmark huser den eneste tilbageværende

oprindelige bestand af snæbel i verden

. Snæblen var tid-

ligere udbredt i hele Vadehavsregionen, men forurening og

ødelæggelse af gyde- og opvækstområder førte til, at den

i 1970´erne og 80´erne var forsvundet fra de fleste vand-

løb i både Holland, Tyskland og Danmark. Kun i Vidåen i

det sydlige Danmark overlevede en lille bestand

. En række

tiltag for at redde snæblen sikrede imidlertid, at snæblen i

dag findes i bl.a. Vidåen, Varde Å, Ribe Å samt visse tyske

floder. Alle fisk stammer dog fra den eneste overlevende

oprindelige bestand i Vidåen

, og snæblen er fortsat sårbar.

Snæblen tilbringer sit voksenliv i Vadehavet eller Nord-

søen, men når gydetiden indtræffer, typisk fra november

til december, trækker snæblen op i vandløbene for at gyde.

Ynglen bliver i vandløbet indtil en længde på 30-40 mm,

hvor den vandrer ud i havet for at vokse sig stor. Denne van-

dring mellem ferskvand og saltvand med en saltholdighed

på over 30 ‰ er en stor fysiologisk udfordring og gør snæb-

len unik i forhold til andre heltfisk. I ferskvand er kroppens

saltindhold højere end i det omgivende vand, og derfor vil

vand trænge ind i fisken for at udligne forskellene i salthol-

dighed. Samtidigt mister fisken livsvigtige salte til omgivel-

serne. For at opretholde en konstant saltbalance i kroppen,

når fisken befinder sig i ferskvand, producerer den derfor

store mængder fortyndet urin og optager samtidigt ioner fra

omgivelserne over gællerne. Man taler om, at fisken osmo-

regulerer. Når snæblen vandrer fra ferskvand til saltvand,

vendes de osmotiske forhold på hovedet. Nu indeholder

omgivelserne pludselig flere salte end fiskens krop, og den

mister derfor vand samtidig med, at salte diffunderer ind i

fisken. Hvis fisken skal overleve dette skift, må den omstille

sin osmoregulering. I saltvand opretholder fisken saltbalan-

cen ved at drikke store mængder havvand og udskille salte

over gællerne og via nyrerne. Fisken sparer også på vandet

ved kun at udskille små mængder urin.

Snæblen opstod formodentlig i forbindelse med af-

slutningen af sidste istid, da de store ismasser begyndte at

smelte og vandstanden i havene steg

. Dette førte til dan-

nelsen af Vadehavet og til at de helt, der levede i de vest-

vendte sydjyske vandløb blev isoleret fra andre bestande, de

tidligere var forbundet med

. Snæblen er derfor i et evoluti-

onshistorisk perspektiv ganske ung. Med tiden har snæblen

antageligt tilpasset sig livet i Vadehavet og de sydvestjyske

vandløb. Særligt tydeligt er dens evne til at vandre ud i fuld-

styrke saltvand, men en lang række mindre synlige tilpas-

ninger kan udmærket med tiden være opstået. Projektet, der

omtales herunder havde netop til formål at belyse hvilke

tilpasninger, snæblen med tiden har udviklet.

Genekspression hos snæbel

De snæbler, der indgik i projektet blev fanget i den tyske

flod Trenen, der er et tilløb til Ejderen. Trenen havde tidlige-

re en bestand af snæbel, men denne uddøde. De snæbler, der

i dag findes i Trenen, stammer derfor fra udsætninger af fisk

fra Vidåen. De undersøgte helt stammede fra henholdsvis

Østersøen og ferskvandssøen Kellersee. Heltene fra Øster-

søen er som snæblen en vandreform, men da saltholdighe-

den i Østersøen blot er på omkring 9 ‰ udfordres østersø-

helten ikke med hensyn til osmoregulering på samme måde

som snæblen.

Genekspression er som tidligere nævnt påvirket af det

miljø, som fisken befinder sig i, og det er derfor vigtigt, at

miljøet holdes konstant hos de fisk, der undersøges. Dette

gælder ikke blot på det tidspunkt, hvor vævsprøven udtages,

fordi miljøeffekter i princippet kan have en effekt længe ef-

ter, at de er fundet sted. De snæbler og helt, der indgik i stu-

diet blev derfor opdrættet under identiske miljøforhold fra

ægstadiet for at undgå, at miljøet kunne have en betydning

for den målte genekspression.

Hver vævstype har forskellig profil med hensyn til hvil-

ke gener, der udtrykkes, hvornår og hvor meget. Studiet tog

udgangspunkt i leveren, da dette organ spiller en central

rolle i en lang række biologiske processer bl.a. stofskiftet,

proteinsyntese og eliminering af affaldsstoffer

Da der ikke er udviklet en DNA chip særligt til hverken

108