Sjæklen

Der er dog i stigende grad en anerkendelse af, at variation i

omfanget af de enkelte geners udtryk, altså

genekspression

i høj grad er involveret i de evolutionære processer omkring

lokal tilpasning og altså underlagt naturlig selektion

. Med

andre ord kan tilpasning til miljøet i visse tilfælde tilskrives

ændringer i den mængde gen-produkt (protein), der produ-

ceres i organismen, frem for ændringer i selve det koden-

de gen (proteinets egenskaber). Det er netop mængden af

gen-produkt som indirekte måles med en DNA chip, ved at

mængden af mRNA kvantificeres.

DNA chips består kort fortalt af en lille glasplade, hvor-

på korte DNA sekvenser er placeret med laser-præcision

(figur 2). En enkelt chip kan indeholde tusindvis af DNA se-

kvenser. Metoden udnytter den egenskab, at enkeltstrengene

i DNA kun vil binde sig til hinanden, hvis rækkefølgen af

baserne stemmer overens. Man taler om, at de enkeltstrenge,

der har matchende baserækkefølge er

komplementære

. På

DNA chippen er der placeret enkeltstrenget DNA (kaldt

cDNA). Det enkeltstrengede DNA vil binde sig til andre

enkeltstrengede DNA molekyler, hvis der er et match i ræk-

kefølgen af baser. Man kan sammenligne chippen med en

masse små fangarme, der hver især kun kan fange moleky-

ler, der passer nøjagtigt til den enkelte fangarm. Når man

kommer enkeltstrenget DNA fra den prøve, man gerne vil

have analyseret, på DNA chippen, vil kun de DNA mole-

kyler, der har et match på chippen blive tilbageholdt. Ved at

mærke DNA fra den prøve, man analyserer, med et fluore-

scerende stof, kan man efterfølgende se hvor DNA på chip-

pen og DNA i prøven har dannet par. Styrken af det signal,

man får, reflekterer mængden af specifikt DNA, der var til

stede i prøven. For at måle genekspression benytter man

ikke DNA, men i stedet mRNA, der kunstigt omdannes til

cDNA. Mængden af mRNA er et udtryk for, hvor aktivt et

gen er og afspejler altså genets ekspression. Ved at kende til

nøjagtigt hvilke gener, der er placeret på DNA chippen, og

hvor på chippen de befinder sig, kan man altså på den måde

få viden om hvilke gener, der var til stede i den analyserede

prøve og i hvilken mængde.

Genetiske tilpasninger hos snæblen

Inden for bevaringsbiologien er man som nævnt indled-

ningsvist meget optaget af at identificere hvilke populatio-

ner, der rummer en særlig vigtig naturhistorisk arv, og som

er vigtige at bevare og beskytte. En naturhistorisk arv, der er

vigtig at bevare kunne f.eks. være særlige tilpasninger hos en

population, der ikke findes hos andre populationer. Snæblen

besidder helt åbenlyst nogle tilpasninger, der adskiller den

fra andre heltfisk, men dette er meget dårligt undersøgt. Et

af de områder, hvor vi mangler viden, er hvordan snæblen

har udviklet sig siden afslutningen af sidste istid, og hvilken

rolle de særlige miljøforhold i Vadehavet har spillet.

For at undersøge dette gennemførte Fiskeri- og Søfarts-

museet i samarbejde med kolleger fra bl.a. DTU Aqua og

Laval Universitet i Canada et projekt, hvor genekspression

hos snæblen og to populationer af helt blev analyseret ved

hjælp af DNA chips. Inden vi kigger nærmere på resultater-

ne fra projektet følger her en kort introduktion til snæblen.

Figur 2: DNA chippen består af en glasplade, hvorpå tusindvis

af små DNA stykker er placeret med stor nøjagtighed. Med DNA

chippen er det muligt at undersøge ekspression hos mange gener

samtidigt, hvilket gør den til et yderst anvendeligt værktøj ved

genetiske studier. Foto: Scanpix/Science Photo Library.

107