Page 104 - Sjæklen2011

at dominere over og parre sig med de hunner, der befinder

sig i vandet. Andre hanner kan opnå parring længere væk

fra kysten, men har i det åbne vand ikke mulighed for at

dominere over hunnerne. I stedet må de følge hunnerne og

overlade en del af partnervalget til dem

24

.

Gråsælens parringsstruktur, hvor hannerne rivaliserer

om adgangen til en stor del af hunnerne, er årsagen til den

udtalte kønsdimorfi. Det er nemlig en klar fordel for en han

at være stor i kampen med de andre hanner. En stor han

kan samtidig faste længere end en lille, og en stor han kan

derfor opholde sig længere tid blandt sit harem. Hunnerne

kønsmodner typisk ved en alder på 3-5 år, mens hannerne

bliver kønsmodne omkring seksårsalderen. De fleste hanner

opnår dog som følge af parringsstrukturen først succes et

par år efter, at de egentlig er kønsmodne

25

. Til gengæld lader

det til, at i hvert fald nogle af hannerne kan have reproduktiv

succes over en periode på mindst 12-15 år og formodentlig

endda længere

26

.

Gråsælen har ligesom andre sæler forlænget drægtighed,

der sikrer, at ungerne fødes på omtrent det samme tidspunkt

hvert år. Umiddelbart efter befrugtningen af ægget undergår

det en række celledelinger, indtil det når blastocyststadiet.

Ved dette stadie vil det voksende foster normalt fæste sig i

livmoderen, men ved forlænget drægtighed er mønstret et

andet. Her går fostret ved blastocyststadiet i stedet i en slags

hviletilstand. Først derefter fæstes fostret i livmodervæggen

og genoptager udviklingen til færdigt foster. Hos gråsælen

fæstner blastocysten sig i livmoderen omkring 102 dage ef-

ter befrugtningen

27

. Blastocystens fastgørelse falder samti-

digt med hunnernes fældningstid.

Gråsælen er langt mere omkringfarende end den spætte-

de sæl. Mærkningsforsøg på Farne Islands i det nordøstlige

England har f.eks. vist, at gråsæler her fra bevæger sig langt

ud i Nordsøen og Østatlanten bl.a. til Færøerne, over 800

km væk. Typisk tilbagelægges omkring 100 km om dagen

på disse strejftog

28

. På trods af den omstrejfende adfærd har

flere studier vist dels, at der mellem sæler fra Nordatlanten

og Østersøen er klare genetiske forskelle

29

og dels, at der

selv inden for både Nordsøen/Østatlanten

30

og Østersøen

31

findes separate bestande. Dette tilsyneladende paradoks

skyldes, at gråsælen trods sin omstrejfende adfærd er gan-

ske stedfast med hensyn til valg af yngleplads. De enkelte

dyr vender med andre ord tilbage til den samme koloni år

efter år

32

, og de gør det i nogle tilfælde med en forbløffende

præcision. Blandt gråsæler i Skotland har man fundet, at de

enkelte sæler med en usikkerhed på ca. 50 meter benyttede

nøjagtigt den samme plads i kolonien år efter år

33

.

Gråsælens føde

Gråsælens føde består langt overvejende af forskellige arter

fisk såsom tobis, torsk, kulmule, sej, rødfisk og diverse flad-

fisk, men også krebsdyr og blæksprutter indgår lejligheds-

vis i menuen

34

. Fødesammensætningen varierer en del både

geografisk, sæsonmæssigt og mellem kønnene. Fra Canada

har det bl.a. vist sig, at de gråsæler, der finder føde længere

ude til havs primært spiser tobis, kulmule og tiarmede blæk-

sprutter om sommeren, mens de gråsæler, der søger deres

føde mere kystnært, overvejende spiser sild, torsk og sej

35

.

Om vinteren ser fødesammensætningen i de to områder an-

derledes ud. I Østersøen er sild, brisling og helt de domi-

nerende fødeemner, men også f.eks. aborre, ålekvabbe og

laks udgør en del af fødegrundlaget i dette område. Også i

Østersøen er der geografiske og sæsonmæssige variationer i

fødesammensætningen

36

.

Hanner og hunner har forskellige næringsmæssige be-

hov hen over året. Under dieperioden taber hunnen en meget

stor del af sin kropsvægt

37

. Umiddelbart efter dieperioden

indtræffer parringstiden, og når hunnen bliver drægtig igen,

har ernæringstilstanden afgørende betydning for forløbet af

drægtigheden. Det er derfor vigtigt, at hunnen genvinder

sit huld hurtigt efter dieperiodens ophør. Netop i denne pe-

riode har det vist sig, at hunnerne langt overvejende spiser

fisk med højt energiindhold såsom tobis, rødfisk og andre

pelagiske fiskearter, mens mere magre arter som torsk og

fladfisk ikke indtages i så store mængder

38

. Et tilsvarende

mønster ses ikke hos hannerne, der ikke har samme behov

for hastig tilvækst. Selvom det nok hører til sjældenhederne,

så er kannibalisme hos gråsæler observeret flere gange. I

alle tilfælde har der været tale om hanner, der åd nyligt fra-

vænnede unger

39

.

104