at dominere over og parre sig med de hunner, der befinder
sig i vandet. Andre hanner kan opnå parring længere væk
fra kysten, men har i det åbne vand ikke mulighed for at
dominere over hunnerne. I stedet må de følge hunnerne og
overlade en del af partnervalget til dem
24
.
Gråsælens parringsstruktur, hvor hannerne rivaliserer
om adgangen til en stor del af hunnerne, er årsagen til den
udtalte kønsdimorfi. Det er nemlig en klar fordel for en han
at være stor i kampen med de andre hanner. En stor han
kan samtidig faste længere end en lille, og en stor han kan
derfor opholde sig længere tid blandt sit harem. Hunnerne
kønsmodner typisk ved en alder på 3-5 år, mens hannerne
bliver kønsmodne omkring seksårsalderen. De fleste hanner
opnår dog som følge af parringsstrukturen først succes et
par år efter, at de egentlig er kønsmodne
25
. Til gengæld lader
det til, at i hvert fald nogle af hannerne kan have reproduktiv
succes over en periode på mindst 12-15 år og formodentlig
endda længere
26
.
Gråsælen har ligesom andre sæler forlænget drægtighed,
der sikrer, at ungerne fødes på omtrent det samme tidspunkt
hvert år. Umiddelbart efter befrugtningen af ægget undergår
det en række celledelinger, indtil det når blastocyststadiet.
Ved dette stadie vil det voksende foster normalt fæste sig i
livmoderen, men ved forlænget drægtighed er mønstret et
andet. Her går fostret ved blastocyststadiet i stedet i en slags
hviletilstand. Først derefter fæstes fostret i livmodervæggen
og genoptager udviklingen til færdigt foster. Hos gråsælen
fæstner blastocysten sig i livmoderen omkring 102 dage ef-
ter befrugtningen
27
. Blastocystens fastgørelse falder samti-
digt med hunnernes fældningstid.
Gråsælen er langt mere omkringfarende end den spætte-
de sæl. Mærkningsforsøg på Farne Islands i det nordøstlige
England har f.eks. vist, at gråsæler her fra bevæger sig langt
ud i Nordsøen og Østatlanten bl.a. til Færøerne, over 800
km væk. Typisk tilbagelægges omkring 100 km om dagen
på disse strejftog
28
. På trods af den omstrejfende adfærd har
flere studier vist dels, at der mellem sæler fra Nordatlanten
og Østersøen er klare genetiske forskelle
29
og dels, at der
selv inden for både Nordsøen/Østatlanten
30
og Østersøen
31
findes separate bestande. Dette tilsyneladende paradoks
skyldes, at gråsælen trods sin omstrejfende adfærd er gan-
ske stedfast med hensyn til valg af yngleplads. De enkelte
dyr vender med andre ord tilbage til den samme koloni år
efter år
32
, og de gør det i nogle tilfælde med en forbløffende
præcision. Blandt gråsæler i Skotland har man fundet, at de
enkelte sæler med en usikkerhed på ca. 50 meter benyttede
nøjagtigt den samme plads i kolonien år efter år
33
.
Gråsælens føde
Gråsælens føde består langt overvejende af forskellige arter
fisk såsom tobis, torsk, kulmule, sej, rødfisk og diverse flad-
fisk, men også krebsdyr og blæksprutter indgår lejligheds-
vis i menuen
34
. Fødesammensætningen varierer en del både
geografisk, sæsonmæssigt og mellem kønnene. Fra Canada
har det bl.a. vist sig, at de gråsæler, der finder føde længere
ude til havs primært spiser tobis, kulmule og tiarmede blæk-
sprutter om sommeren, mens de gråsæler, der søger deres
føde mere kystnært, overvejende spiser sild, torsk og sej
35
.
Om vinteren ser fødesammensætningen i de to områder an-
derledes ud. I Østersøen er sild, brisling og helt de domi-
nerende fødeemner, men også f.eks. aborre, ålekvabbe og
laks udgør en del af fødegrundlaget i dette område. Også i
Østersøen er der geografiske og sæsonmæssige variationer i
fødesammensætningen
36
.
Hanner og hunner har forskellige næringsmæssige be-
hov hen over året. Under dieperioden taber hunnen en meget
stor del af sin kropsvægt
37
. Umiddelbart efter dieperioden
indtræffer parringstiden, og når hunnen bliver drægtig igen,
har ernæringstilstanden afgørende betydning for forløbet af
drægtigheden. Det er derfor vigtigt, at hunnen genvinder
sit huld hurtigt efter dieperiodens ophør. Netop i denne pe-
riode har det vist sig, at hunnerne langt overvejende spiser
fisk med højt energiindhold såsom tobis, rødfisk og andre
pelagiske fiskearter, mens mere magre arter som torsk og
fladfisk ikke indtages i så store mængder
38
. Et tilsvarende
mønster ses ikke hos hannerne, der ikke har samme behov
for hastig tilvækst. Selvom det nok hører til sjældenhederne,
så er kannibalisme hos gråsæler observeret flere gange. I
alle tilfælde har der været tale om hanner, der åd nyligt fra-
vænnede unger
39
.
104
1...,94,95,96,97,98,99,100,101,102,103 105,106,107,108,109,110,111,112,113,114,...192