Page 103 - Sjæklen2011

at hun selv tager føde til sig. Hun taber sig derfor 4 kg om
dagen, og ved dieperiodens ophør har hun i alt tabt 50-75
kg svarende til 30-40 % af hendes vægt15. Fedtdepoterne i
spæklaget udgør det største tab, idet moderen taber knap 70
% af disse depoter. Det store vægttab skyldes dog ikke mæl-
keproduktionen alene. Opretholdelsen af moderens eget
stofskifte må også ske på fastende hjerte, og også her er ud-
gangspunktet de energiressourcer, der ligger i spæklaget. Af
den samlede mængde energi, som moderen forbruger under
dieperioden, går knap 60 % til mælk, mens de resterende 40
% forbruges af moderen selv.
Sæler dækker primært deres vandbehov gennem den
føde, de indtager. Fisk indeholder f.eks. op til 70 % vand,
mens blæksprutter kan indeholde helt op mod 80 %. Det
kan derfor undre, at den fastende moder kan producere store
mængder mælk med et vandindhold på mellem 50 og 30 %
uden at dehydrere. Tæringen af spæklaget spiller her en helt
central rolle, idet at der ved nedbrydningen af 1 gram fedt
dannes 1,07 gram vand. I løbet af dieperioden kan moderen
på den måde danne 20 liter vand 16. Når protein og kulhydrat
nedbrydes, dannes der ligeledes vand, dog ikke i så store
mængder. Nedbrydningen af et gram kulhydrat fører til
dannelsen af 0,56 gram vand, mens nedbrydning af protein
afstedkommer 0,39 gram vand. Ved nedbrydningen af fedt
og kulhydrat dannes blot vand og kuldioxid, men ved ned-
brydning af protein dannes ligeledes affaldsproduktet urea.
For at udskille urea fra kroppen kræves vand. Forbrænding
af spæk genererer altså ikke blot større mængder vand, det
er ligeledes vandbesparende gennem dannelsen af en min-
dre mængde urin.
På et tidspunkt forlader moderen ungen og overlader
den til sig selv 17. Det er formodentlig moderens energires-
sourcer, der afgør, hvornår dette sker. Store hunner lader til
at give die i længere tid end små hunner, da store hunner
har større ressourcer til deres rådighed. Da ungens størrelse
ved fravænningen afhænger af dieperiodens varighed, op-
fostrer de største hunner som regel også de største unger.
Andre faktorer som f.eks. fedtprocenten i den enkelte mo-
ders mælk samt ungens evne til at omsætte mælken til egen
vækst spiller sandsynligvis også en rolle 18.
Ofte forbliver ungen på land i yderligere 14 dage, efter
at moderen har forladt den, inden den på egen hånd begiver
sig ud i jagten på føde. I den periode, hvor sælungen faster,
taber den omkring et halvt kilo om dagen19. De unger, der
er størst, lader til at tabe sig langsomst i denne fase. Det
første år i ungernes liv er kritisk. De skal fra den ene dag
til den anden lære at klare sig selv, og mange bukker under.
Ungens ernæringstilstand på det tidspunkt, den fravænnes,
har ganske stor betydning for dens chancer for at overle-
ve det første år. Da ungens ernæringstilstand og størrelse
hænger sammen med moderens størrelse og tilstand, kla-
rer unger af store og velnærede mødre sig bedst. I år, hvor
mødrenes stand generelt er ringe, f.eks. som følge af øget
konkurrence om føden, overlever derfor en mindre andel af
ungerne. Ungens køn har ligeledes stor betydning. En han af
gennemsnitlig ernæringstilstand har en sandsynlighed for at
overleve det første år på knap 20 %. En tilsvarende hun har
60 % sandsynlighed for at overleve20.
Umiddelbart efter dieperioden indtræffer parringstiden.
Hos gråsælen kan parringen finde sted både i vandet og på
land. I parringssæsonen er hannerne meget territorielle og
forsøger gennem indbyrdes kampe at tilkæmpe sig herre-
dømmet over flest mulige hunner. Hannernes rivalisering
gør, at ynglekolonierne ofte har antalsmæssig overvægt af
hunner. Graden afhænger dog af strandens topografi. På
strande, der er let tilgængelige, har hannerne svært ved at
holde rivaler helt væk, og derfor kan der være flere han-
ner for hver hun. På mere utilgængelige lokaliteter har de
dominerende hanner lettere ved at forsvare deres harem, og
her kan der være hele syv hunner for hver han21. Når nogle
få hanner dominerer hunnerne, ville det være nærliggende
at formode, at de også er fædre til langt størstedelen af un-
gerne22. Sådan behøver det imidlertid ikke at hænge sam-
men. Genetiske studier har nemlig vist, at de dominerende
hanner ikke nødvendigvis opnår så stor reproduktiv succes,
som man ville forvente23. Noget tyder på, at de dominerende
hanner på land kun er fædre til mellem 20 og 40 % af un-
gerne, og at hanner, der benytter alternative strategier, kan
have en betydelig succes. Nogle hanner opholder sig formo-
dentlig i vandet tæt på kysten og kan her have succes med
103