Sjæklen

nu rationeres. Der blev med det samme søgt en løsning på

problemet, hvilket fremgår af Vestjyllands Socialdemokrat

den 29. januar 1917: ”

Forøvrigt ligger Fiskeriet ret stille i

Øjeblikket, da Petroleumsspørgsmaalet endnu ikke er ord-

net. Efter hvad vi erfarer, føres der imidlertid Forhandlinger

mellem den danske og engelske Regering om en Ordning,

og det forlyder, at Petroleumstilførelsen kan ventes ordnet

tilfredsstillende i den nærmeste Fremtid

.”

Disse forhandlinger skulle dog vise sig ikke at bære

frugt, og brændstofleverancerne blev først genoptaget efter

våbenstilstanden i november 1918.

Hertil skal det siges, at

brændstofleverancerne i forvejen var underlagt krigens på-

virkninger, hvilket fremgår af fiskeren Peder Skelmoses op-

tegnelser, hvori det berettes, at det næsten var umuligt at få

redskaber og petroleum, og at det derfor ikke blev til meget

fiskeri før krigen var slut.

Krigens udvikling og manglen på petroleum og solar-

olie, navnlig efter februar 1917, førte til en rationering. Så-

ledes lykkedes det i 1917 at få et begrænset salg af tysk

petroleum på rationeringskort.

Denne rationering var dog

ikke omfattende og hjalp ikke fiskeriet på fode. Manglen på

solarolie og petroleum førte til en søgning efter alternativer.

Claus Sørensen beretter således at ”

nogle fik installeret su-

gegasanlæg i kutterne. Kedlen stod agten for styrehuset, og

gas, som udvandtes først fra transitkul, siden fra tørv, blev

ledt ned til motoren i stedet for olie. Det var et ømfindtligt

system, som var vanskeligt at køre med.

”

Således fremgår

det altså, at petroleums- og solaroliemanglen var en yderli-

gere begrænsning af fiskeriet på Esbjerg havn i 1917-1918.

Man søgte alternativer, men den tysk-rationerede solarolie

og sugegasanlæggene var ikke tilstrækkelige til at føre fiske-

riet op på tidligere tiders niveau.

Interneringen i Cuxhaven

I forbindelse med den uindskrænkede ubådskrig og Nord-

søblokaden oprettedes en zone, hvori neutrale fartøjer ikke

måtte sejle. Nogle esbjergkuttere blev som resultat af sejlads

i denne zone interneret i den nordtyske havneby Cuxhaven.

Således beretter esbjergfiskeren Søren Peter Baun, at han

på et fisketogt sammen med syv andre kuttere blev beordret

til Cuxhaven af de tyske myndigheder. Her lå kutterne i to

måneder, før de igen fik lov at sejle hjem.

Der findes in-

gen præcise opgørelser over, hvor mange esbjergkuttere og

fiskere, der blev interneret i Cuxhaven, men også Claus Sø-

rensen beretter om en episode, hvor hans kutter egentlig var

blevet beordret af et tysk vagtskib at følge efter til Cuxha-

ven, men undslap, da det tyske vagtskib blev beordret til at

bistå en tysk ubåd, som skulle ind for at bunkre.

De kut-

tere, som blev opbragt til forhør i Cuxhaven, mistede altså

dyrebar tid, idet interneringen kunne vare flere uger, endda

måneder. Fiskernes forhold under interneringen var dog tå-

lelige, da familie og venner gerne måtte komme med mad

og andre forsyninger. Situationen omkring interneringen af

esbjergkuttere i Cuxhaven var tvetydig; først og fremmest

fordi tyskerne ikke altid var lige strikse med interneringen,

og dernæst fordi tyskerne godt vidste, at den indfangede fisk

i sidste ende vil blive eksporteret til netop Tyskland. Således

erindrer Jørgen Peter Baun at ”

vi vidste at Tyskerne trængte

til Mad, og da alle vore Fisk gik til Tyskland, taalte de os,

naar bare vi ikke gik for langt mod Vest

”

. Dette bekræf-

tes også af Claus Sørensen, som erindrer at ”

de civile tyske

modtagere, som skulle skaffe føden til deres landsmænd, ville

have, at vi skulle fiske, de militære ønskede at stoppe os

.”

Fiskerne som Esbjergs ikon

Under verdenskrigen kunne man i de esbjergensiske avi-

ser nøje følge krigens gang og udvikling. Således kunne

man også læse om nogle af de minesprængte fiskekuttere

og dræbte fiskere. Esbjerg Posten skrev den 8. juni 1917, at

skipper E.B. Eskildsen på den minesprængte esbjergkutter,

E 22 OREGON, efterlod sig hustru og fire børn.

Den 13.

juni 1918 skrev Vestkysten om E 25 J.L. GINGE’s under-

gang under overskriften ”Mineulykken i Gaar.”

Artiklen

beskrev, hvordan resten af fiskerflåden i Esbjerg Havn flage-

de på halv stang for de to omkomne, og under deloverskrif-

ten ”Sørgelige Enkeltheder fortalt af de Overlevende” gav

artiklen en fyldestgørende beskrivelse af begivenhederne.

Artiklerne om de minesprængte kuttere fortæller, at Esbjerg

som by og dens indbyggere var integreret i fiskerierhvervet

under verdenskrigen.