Sjæklen

Gullaschfiskeriet – 1914-1916

Når man læser om Esbjerg i forbindelse med 1. verdenskrig,

er det uundgåeligt at bemærke de ofte omtalte gullaschår for

det esbjergensiske fiskeri. Ligesom de såkaldte gullaschba-

roner nød Esbjergs fiskere godt af krigen i dens første halv-

del. Det er dog vigtigt at understrege, at ikke alle Esbjergs

fiskere i den forstand var ’gullaschbaroner’, da de i og for

sig blot drev deres erhverv. Hvis man skal pege på direkte

gullaschbaroner inden for fiskerierhvervet, skal man i stedet

kigge mod rederne og til tider kaptajnerne, samt kun i en-

kelte tilfælde fiskerne selv.

Det store opsving i fiskeriet var ikke blot et resultat af

krigens følger som f.eks. øget mangel på fødevarer og der-

med en højere pris på fisk. Opsvinget var også et resultat af

en udvikling af fiskekutterne i årene op til 1914. Først og

fremmest blev de små motorer, som man brugte omkring

århundredskiftet, gjort større og kraftigere, hvilket blandt

andet betød en forbedring af kutternes manøvredygtighed.

De større motorer blev i vid udstrækning lagt i den nye far-

tøjstype, hajkutteren, som var mindre end de almindelige

sejlkuttere, men havde den fordel, at den kunne sejle seks-

otte knob, hvilket var hurtigere end de større kuttere byg-

get til sejlads for sejl. Tilmed var hajkutterne kun bemandet

med tre mand frem for de normale fem-seks mands besæt-

ninger på sejlkutterne. På trods af opstartsvanskeligheder

med det nye fartøj blev der i årene lige før verdenskrigen

bygget mange ’hajer’ til de esbjergensiske fiskere. Deres

aktionsradius var større end sejlkutternes, og derfor kunne

man afsøge og fiske et langt større område i Nordsøen.

Ha-

jerne var anderledes, idet de selv sejlede voddet ud, mens

sejlkutterne havde små joller til at udlægge voddet. Claus

Sørensen var aktiv i esbjergfiskeriet i perioden, og han for-

Sejlkutter ved kaj i Esbjergs gamle fiskerihavn. Bemærk snurrevodsjollerne med hjælpemotor til udlægning af voddet.