Sjæklen

stående og løbende gods for at redde skib, mandskab og last.

Da masten var kappet bort, rejste skibet sig heldigvis igen,

men med en masse vand i kahytten, og snart slog en mægtig

brodsø båd og chalup overbord sammen med forskelligt an-

det, som ellers var fastsurret på dækket. Da orkanen løjede

af, lå masten med rigningen uheldigvis stadig inde under

skibet og stødte meget voldsomt imod det slingrende skrog

i den svære sø. Man kunne ikke komme til at kappe rejsnin-

gen helt fri, men måtte vente på, at tovværket selv sled sig

i stykker mod kølen, og det hele endelig forsvandt efter en

lang skrækkelig nat. Lykkeligvis holdt skroget tæt, så Orm

og hans besætning kunne koncentrere sig om at få rejst tre

stænger som små nødmaster,

”alle skrøbelige og svage”.

Med denne nødrejsning returnerede havaristen ganske lang-

somt til Sankt Croix, hvortil man endelig ankom igen den

22. november efter hele seks uger og to dages forgæves sej-

lads. Efter reparation og fornyet hjemrejse fik man endelig

den 1. juni 1774 Kronborg om styrbord – efter et års fravær

fra Danmark.

Da besætningen med vilje havde tilføjet skibet skade

(ved at bortkappe mast og rig) for at undgå endnu større

økonomisk tab ved et totalhavari, var der tale om såkaldt

havari grosse eller fælleshavari, og tabet derved skulle der-

for bæres i fællig af alle med økonomisk interesse i skib

eller ladning. Kaptajn Orm skulle også personligt bidrage,

da han ombord havde 12 fade råsukker som privat fragtfrit

føringsgods. Hans bidrag til godtgørelsen blev opgjort til

136 rigsdaler 89 skilling.

I alt blev skaden opgjort til 739

rigsdaler af skibets værdi (på 4.000 rigsdaler), 237 rigsdaler

af fragten (på 1.284 rigsdaler) og 1.669 rigsdaler af ladnin-

gen (på 9.037 rigsdaler). Orm anførte imidlertid, at han også

havde lidt skade på helbred og klæder, og at han i øvrigt ikke

havde råd til at betale sin del af havarigodtgørelsen. Han

ansøgte derfor om at måtte blive fri for at betale, hvilket

Generaltoldkammeret anbefalede, og kongen allernådigst

accepterede.

Hér må lige indskydes en bemærkning om føring. For-

tjeneste ved køb og salg af privat føringsgods udgjorde ofte

et meget væsentligt tilskud til kaptajnens hyre (og de an-

dre officerers ombord). På Vestindisk-guineisk Kompagnis

skibe fra Danmark til Vestindien måtte kaptajnen således

medføre en ikke specificeret mængde handelsvarer for egen

regning, når blot ikke de tog pladsen op for kompagniets

egne varer på det som regel langtfra fuldlastede udgående

skib. På hjemrejsen derimod var kaptajnen bevilget føring

i form af 400 pund råsukker pr. læst, skibet var drægtigt

–

som fører af et skib på størrelse med SANKT CROIX på 46

læster beløb det sig altså til 18.400 pund eller hele ni tons.

Med en auktionspris i København på 7 skilling pr. pund gav

dette en flot salgspris på 1.350 rigsdaler. I andre tilfælde

blev skibsofficererne i stedet for egentlig føring lovet pæne

pengepræmier for at få dem til agere så fordelagtigt som

muligt på rederens vegne. For eksempel var det almindeligt,

at kaptajner i trekantfarten modtog 2 eller 2½ procent af den

samlede auktionspris ved salget af slaverne i Vestindien som

præmie, og ved sukkerfarterne hjem fra Dansk Vestindien

fik han typisk ½ rigsdaler som belønning for hvert fad suk-

ker, han bragte sikkert til København.

De ladninger, som

Orm havde fragtet hjem på de fem rejser med paketbåden

SANKT CROIX, bestod hovedsagelig af råsukker for kon-

gelig regning – i alt 543 fade, hvortil kom sandsynligvis

omkring 90 fade som gods for privat regning, blandt andet

Orms eget føringsgods. Hertil kom lidt rom, bomuld, kaf-

febønner og konfekt.

Medens paketten lå i København den følgende vinter,

førte Orm som sædvanlig tilsyn med den næsten dagligt og

sørgede for lapsalving inden- og udenbords samt anden nød-

vendig vedligeholdelse.

Men han kom ikke ud at sejle med

paketbåden igen.

I foråret 1776 afhændedes fartøjet til Den Kongelige

Grønlandske Handel.

Orm havde da været i kongelig tje-

neste siden 1758 og som kaptajn forestået ni rejser til Dansk

Vestindien, men havde nu

”ligget stille i tvende år uden

ringeste fortjeneste”,

som han skrev til Generaltoldkam-

meret, idet han bad om økonomisk støtte til sig selv og sin

familie.

Kammeret reagerede tilsyneladende ikke på hans

ydmyge henvendelse, så da han stadig ikke havde fundet no-

gen beskæftigelse, anmodede Orm den 24. november 1777

på ny om hjælp, idet han stadig var uden indtægt. Han havde

erfaret, at hans paketbåd nu igen skulle til Vestindien for