Sjæklen

drede og tres feriehuse med lige så mange overnatninger

som campingpladsernes. Konsulenttjenesten skønnede, at

Fanø i 1983 havde haft alt i alt 726.550 overnattende tu-

rister, der tilsammen lagde et hundrede og atten millioner

kroner på øen ved siden af éndagsgæsternes fire millioner

Det var klart for enhver, at der var både muligheder og

risici i den temmelig vildtvoksende turismeindustri. Da ud-

viklingen i 1950’erne begyndte at tage fart, var indtægts-

mulighederne ved de traditionelle erhverv som fiskeri, land-

brug, håndværk og handel ikke mindst i de små kystsamfund

relativt begrænsede, så muligheden for at sælge sommer-

husgrunde og engagere sig i turisterhvervet fandt støtte hos

mange kommunalbestyrelser. Den kommunale planlægning

stod imidlertid ikke altid mål med iveren efter at udnytte

mulighederne, og resultatet blev flere steder noget ”Klondy-

ke-agtige” tilstande. Samtidig kunne man konstatere, at der

begyndte at komme tyske sommerhusejere ved de danske

strande – og det faldt hos mange danske ikke i god jord kun

godt et tiår efter besættelsen.

Omkring 1960 tog staten hånd om begge disse problem-

komplekser. I december 1959 vedtog folketinget at sikre

de danske strandgrunde for den danske befolkning ved at

forbyde udlændinge at købe fast ejendom i Danmark, med

mindre de havde været fast bosiddende her i landet i mindst

fem år. Og planlægningen tog staten hånd om gennem

Landsbyggeloven, som trådte i kraft i 1961. Den nye lov

flyttede byggemyndigheden fra kommuner eller sogneråd til

amterne, så gårdejeres ønske om at udstykke sommerhus-

grunde ikke længere kunne godkendes lokalt. Siden fulgte

By- og Landzoneloven i 1969, som yderligere satte rammer

for udviklingen af sommerhusområder, men det forhindrede

ikke protester mod udviklingen. I en rapport fra 1970 for-

søgte Fonden for Bygnings- og Landskabskultur at gøre op-

mærksom på vigtigheden af at beskytte vestkystens særegne

kulturlandskab. Heri hed det om Blåvand: …

Blåvand er en

tragedie, fordi landskabet nu ødelægges af den her fejlagtigt

tilladte feriehusbebyggelse, som vil myldre frem og kvæle

det djærve landskab med de spredt liggende huse

På et mere overordnet plan skulle denne diskussion –

både med henseende til kultur- og naturværdier – fortsætte

mange år endnu. Først i 1992 blev arbejdet med lands-, re-

gional-, kommunal- og lokalplanlægning samlet i

Lov om

planlægning,

men den gang i årene omkring 1970 gjorde

protesterne nok endnu ikke det store indtryk på hverken

lodsejere eller lokale politikere. Her var de turistmæssige

muligheder i højsædet. Også på det landspolitiske niveau

støttede man bestræbelser på at fremme turismen i Danmark.

I 1967 oprettedes

Danmarks Turistråd

(nu

Visit Denmark

)

som en selvejende institution under Handelsministeriet for

at fremme udenlandske turistbesøg i landet, og i 1986 fulgte

en turistpolitisk handlingsplan, der indebar, at statsmidler

blev afsat til fremme af den indenlandske turisme. Året efter

stiftede en række turismebrancheorganisationer

Turismens

Fællesråd

, der fik afgørende betydning for at placere tu-

rismen på den politiske dagsorden i 1990’erne. Skønt tu-

rismen i mange år havde været et betydende erhverv, var

det først nu, at man fik sat tal på de væsentligste faktorer i

branchen. Siden 1978 havde man opgjort statistik over an-

tallet af overnatninger på danske campingpladser, men det

var først i 1992, at man fik tilsvarende statistikker for over-

natninger i feriecentre og i udlejede feriehuse. Og tallene

var overbevisende. Alle steder kunne man notere fremgang i

overnatningstallene til et samlet tal for overnatninger i kyst-

turismesektoren på imponerende 35 millioner i 1995

Krise på kysten?

Fra nogle få badegæster og landliggere havde kystturismen

udviklet sig til et erhverv af stor betydning for dansk øko-

nomi. I begyndelsen af 1990’erne syntes udviklingsmu-

lighederne i kystturismen nærmest uden ende. Antallet af

sommerhusovernatninger steg næsten eksponentielt, og de

stadig flere gæster gav meromsætning i sommerlandet. Op-

timismen i turistbranchen var stor, og det samme var initia-

tivrigdommen. Rundt omkring i landets kystkommuner blev

der tænkt i turistprojekter og nye attraktioner, som kunne

tiltrække endnu flere turister. Planerne blev hjulpet på vej

af gunstige støttemuligheder fra EU, som kunne lægge op

til 50 % ekstra på toppen af de midler, som det var lykkedes

folkene bag projekterne at tilvejebringe via offentlige eller

private kanaler i Danmark.

120