Sjæklen 2016

Konstruktionskommissionen

I 1739 oprettede søetaten i København en kommission, der

skulle rådgive, kontrollere og overvåge skibsbyggeriet i Dan-

mark, hovedsageligt på Holmen. Konstruktionskommissionen,

som den kom til at hedde, bestod af skibskonstruktører og ma-

tematikere, samt et par såkaldte ”ascultanter”, der var i lære

som skibskonstruktører. Medlemmerne var desuden som oftest

også uddannede søofficerer med et par undtagelser. Ved kon-

struktion af et nyt skib til flåden fik kommissionen ordre om at

udpege vedkommende, der skulle udføre konstruktionstegnin-

gen. Herefter blev tegningen gennemgået og efterset. I tilfælde

af grelle fejl i konstruktionen måtte vedkommende gøre tegnin-

gen om, men som oftest foretog kommissionen blot rettelser

direkte på originalen, der derefter blev godkendt. Herefter, når

skibet blev bygget, overvågede og kontrollerede Konstruktions-

kommissionen arbejdet, så de sikrede sig, at skibet også blev

bygget præcis efter den godkendte tegning. I øvrigt stod kom-

missionen for at udføre besejlingsprøver af de forskellige skibe

i flåden, for at gøre sig erfaringer om, hvordan skibene opfør-

te sig i forskellige vejr- og vindsituationer, hvilke skibe, der var

de bedste, og dermed hvilke, der skulle kopieres. At producere

konstruktionstegninger for hvert eneste skib var ikke blot me-

get arbejde, men simpelthen anset for unødvendigt. Når et

skib havde udmærket sig, blev flere skibe gerne bygget efter

samme tegning. Sidst, men ikke mindst, havde Konstruktions-

kommissionen ansvaret for oplæring af nye skibskonstruktører.

Disse mænd blev som en del af denne oplæring sendt på uddan-

nelsesophold i andre skibsbyggende nationer for at lære, men

lige så meget for at bringe viden hjem til Danmark. Alt dette ar-

bejde resulterede i mange skriftlige kilder, der i dag kan bruges

til at kaste lidt lys over den komplicerede og langvarige proces,

det var at konstruere et skib.

Fra flinteøkse til skibsvrag – og tankerne bag

I arkæologien stiller man sig ofte følgende spørgsmål: ”Hvad var

tanken, da denne genstand blev skabt”? En arkæolog, der står

ved en udgravning med en flinteøkse i hånden, stiller sig selv

netop dette spørgsmål. Hvad havde vedkommende, der lavede

denne flinteøkse i tankerne, da han producerede den? Vi kender

sikkert alle følelsen af, at have et helt særligt billede af, hvad vi

ønsker at lave, og så falder det af den ene eller den anden grund

slet ikke sådan ud. Om det være sig en kage, et maleri, en hjem-

mestrikket hue eller sågar en flinteøkse, så er der ingen grund

til at tro, at fortidens mennesker havde det anderledes. Vi kan af

gode grunde ikke vide, hvad stenaldermanden tænkte, da han

producerede flinteøksen. Vi kan dog se på de forhindringer, han

sandsynligvis har måtte overvinde i processen, der muligvis kan

have ændret resultatet i forhold til hans oprindelige forestilling:

Adgangen til god flint og hans egne kompetencer for bare at

nævne nogle få.

Ser vi på skibskonstruktion i 1700-tallet, er det fuldstændig sam-

me sag – og dog helt og aldeles noget andet. Skibene er dels

større og langt mere komplicerede end en flinteøkse. I 1700-tal-

let var verden desuden noget mere kompleks, end vi forestiller

os, den var i stenalderen, og mens en flinteøkse højst sandsyn-

lig var produceret af én person, så var flådefartøjer konstrue-

ret af mange mennesker. Men netop fordi de var produceret af

mennesker, har der, som i tilfældet med flinteøksen, været en

forestilling, måske et ideal om, hvordan skibet skulle se ud. Og

da denne forestilling, dette ideal, mødte virkeligheden med alle

dens forhindringer og forbehold, da blev skibet til.

Alle disse teorier og modeller for, hvad mennesker har tænkt,

kan virke højtsvævende og uhåndgribelige. Men i det følgende

bliver det særdeles håndgribeligt. Konstruktionskommissionen

var stedet, hvor alle disse forestillinger og idealer blevmodtaget,

og det var også ofte her, de blev modereret, så virkelighedens

forhindringer som økonomi, adgang til materialer, teknologi og

mange andre blev en del af konstruktionen. Kommissionen var,

til al held for historikere og andre interesserede, meget flittige

til at føre protokoller. Hvert møde er noteret, de indkomne og

udgående breve er indskrevet, og diskussioner og argumenter

er ligeledes skrevet ned. Dette giver en enestående mulighed

for at få lov at være fluen på væggen, når et skib skulle konstrue-

res. Hvorfor blev det bygget på én måde og ikke en anden, hvad

var den oprindelige tanke, og hvorfor blev den i sidste ende kas-

seret? Vi kan spørge: ”Hvad var tanken, da denne genstand blev