Sjæklen

Trængselsårene 1807 - 1814

Da krigen med England brød ud i 1807 blev forbindelsen

såvel til Norge som til Færøerne, Island og Grønland over-

ordentlig vanskelig. Den færøske og grønlandske handels-

kommission gjorde sig overvejelser over hvordan forsynin-

gerne kunne sikres. Mens der var dårlige udsigter til at få

kolonierne i Grønland forsynet på grund af engelske kaper-

skibe langs Norges kyst og engelske hvalfagerskibe under

Grønland, så var undsætning af Færøerne mulig, men man

måtte assurere alle de skibe, som skulle befragtes.

Briternes udstationerede orlogsskibe i Kattegat og ved

de sydnorske kyster og kaperskibe i Kattegat og Vesterhavet

gjorde fragtsejladsen meget risikabel. Skib efter skib blev

opbragt og skipper og mandskab måtte vandre i engelsk

fangenskab, hvor forplejningen lod meget tilbage at ønske.

Også to af Handlens skibe FREDENS FORSVAR, 30 kom-

mercelæster (kml) og ANNA MARIA 44 kml. blev snart

opbragt af englænderne.

I Torshavn oplevede befolkningen i 1808 flere overfald

af britiske orlogsskibe og kapere. Den lille garnison overgav

sig ved første lejlighed og alle våben blev bortført. Dette

udnyttede kaperskibet SALOMINE kommanderet af den

bebrillede tyske eventyrer, baron Hompesch. Besætningen

røvede og udplyndrede Handlens pakhuse og bortførte alle

varer, 37.544 par strømper, 9.916 trøjer samt tran, tælle og

fjer og alle kontanter.

Også private og kirken blev udsat

for udplyndring af sølvtøj, bordservice, linned og klæder.

Hompesch blev senere af admiralitet i England fradømt det

røvede gods, og den danske konsul i London fik frigivet

størsteparten af de penge, som var indkommet ved auktio-

nen over røvergodset. Plyndringerne var slemme, men værst

var det, at den danske skibsfart blev så godt som stoppet af

englænderne. Hungersnød var en aktuel trussel.

Handlen måtte søge andre skibe og sejlruter end fra Kø-

benhavn via Øresund, Kattegat og Skagerrak. Fanøs bebo-

ere havde mere end 100 års tradition for fiskeri, hvalfangst

og sælfangst i Nordhavet, og da den engelske sømagt truede

med helt at afbryde forbindelsen til Færøerne, blev Fanøs

skippere opfordret til at sejle med de livsnødvendige korn-

laster. Nordbys kromand, Niels Jakobsen, var skibsreder og

blev af direktionen kommissioneret til at sørge for at skaffe

skibe til farten på Torshavn.

Han indkøbte på Handlens

vegne 3 skibe i forsommeren 1808: WILHELMINA FRE-

DERIKKE, DE JONGE JAKOB og VENSKAB og de nå-

ede alle til Torshavn med deres kornlaster. DE JONGE JA-

KOB blev dog opbragt på vej hjem.

En sømand beretter

Styrmand Søren Nielsen Rasch, Fanø, foretog i krigsåret

1808 et par rejser for Færøsk Handel.

Han skriver:

Imid-

lertid åbnede sig en ny udflugt for mig ved at lade mig enga-

gere med en af direktionen for Den grønlandske og færøske

Handel købt jagt WILHELMINA FREDERIKKE, der forhen

tilhørte skipper Mathis N. Svarrer og nu førtes af ham og

jeg som styrmand for månedlig hyre 16 rd., og i tilfælde af

opbringelse den fulde hyre, så længe jeg returnerede tilbage

til hjemstedet, alt beskrevet og verificeret af birkedommer

Nørup (1765 – 1817) og Direktionens kommissionær hr. Ja-

cobsen paa Fanø. D. 10. maj ankom jeg med 3 mand ombord

i skibet, modtog derefter en ladning byg og adskillige andre

varer, bestemt til Færøerne, havde ombord som passager, hr.

pastor P. Sørensen, ordineret præst til Norderøerne, afgik

fra Fanø d. 1. juni. Derefter fortsatte rejsen uden at antræffe

fjendtlige til Færøerne. D. 26. juni anløb vi Qvalbye fjord,

såsom vi just anløb som kendingssted de 2 store Dimon, og

formedelst vindens ustadighed og strømmen kontra søgte vi

ankerplads under Suderø. Og da det blev os betydet, at et

engelsk orlogsskib havde i Torshavn taget fæstningen i be-

siddelse og røvet flere varer og effekter fra de fattige indbyg-

gere, opholdt vi os der så længe, vi ved brev-kommunikation

kunne vorde underrettet fra handelsforvalter hr. Mørck, og

da bemeldte orlogsskibs chef, hans grevelige excellence, hr.

generalløjtnant v. Hompex ikke sparede kirken og de fattiges

liden formue, måtte man befrygte at sejle dertil.

Vi erholdt straks pr. stafetbrev, at vi uden ophold måtte

forsejle til Torshavn for at forebygge den store hungersnød,

man med gysen så i møde, og fare for fjendtlige var så vidt

forbi, da erobreren af fæstningen og byen allerede var af-

sejlet derfra. Men da vi ifølge bemeldte brev ville afgå, blev

vi stoppede af derværende hr. pastor Schroder og syssel-