Sjæklen

Marsk-båd på kunstgalleri i London

Af Morten Hahn-Pedersen

Et af Fiskeri- og Søfartsmuseets klenodier, en godt hundrede

år gammel marskbåd, var i starten af 2013 udstillet på det

mondæne ”Victoria-Miro”-galleri i London. Den gamle

fladbundede båd var oprindelig bygget til fiskeri og sejlads

i Tøndermarsken, men i London blev den anvendt som ét

af trækplastrene i den danske billedkunstner John Kørners

udstilling ”Fallen Fruit from Frisland”. I artiklen fortælles

historien om båden, kunstneren og udstillingen.

En utraditionel henvendelse

En grå og regnfuld efterårsdag i november 2012 fik Fiskeri-

og Søfartsmuseet i Esbjerg en telefonopringning fra billed-

kunstneren John Kørner. Henvendelsen gik i al korthed ud på,

hvorvidt det ville være muligt at låne én af museets marsk-

både til en udstilling af Kørners værker på et galleri i London.

På Fiskeri- og Søfartsmuseet er det ikke hverdagskost

at få henvendelser fra kunstnere om lån af kulturhistoriske

genstande til deres udstillinger, men det er da tidligere sket

– også at én af museets marskbåde har været udlånt til et

kunstmuseum. Det var f.eks. tilfældet, da vi i 2009 udlånte

en fiskerbåd fra Neukirchen til Nolde Museum i Seeböll.

Her var der imidlertid direkte sammenhæng mellem gen-

stand og låner, idet fiskerbåden faktisk havde tilhørt male-

ren Emil Nolde, der anvendte den til fiskeri og lystsejlads i

de vådområder, som omgav kunstnerens hjem i Seeböll lige

syd for den dansk-tyske grænse.

I Kørners tilfælde lå sam-

menhængen ikke umiddelbart helt så lige for, men den var

der alligevel – og det er emnet for denne artikel. Men først

lidt baggrundsstof.

Marskens amfibielandskab

Oprindelig var overgangen mellem vand og land mildt sagt

glidende i Vadehavsområdet. Mod vest var Vadehavet skær-

met af de frisiske øers bolværk af klitter, og mod øst blev

Vadehavets priller og sandgrunde afløst af marskens afvan-

dingsområder og grønne frodighed, som igen blev afgrænset

af den højere liggende geest.

Mødet mellem vadehav og marsk skabte et amfibieland-

skab, som skiftevis blev behersket af å- og tidevand – og

længe undgået som bosættelsessted for områdets befolk-

ning, der siden stenalderen havde foretrukket at bebygge ge-

esten frem for marsken. Først med frisernes indvandring til

området i den tidlige middelalder tilførtes kultur og viden,

som muliggjorde bosættelse i marsken. Tidevandets virk-

ning på området blev efterhånden stoppet med inddigning

og slusebyggeri. Det løste dog kun en del af problemet. Ved

højvande, storm og stormflod holdt diger og sluser nok det

salte vand ude, men blokerede samtidig åernes afløb ud i

havet, så det ferske vand fra åerne omdannede de lave enge

til et indhav, hvor gårde og huse stod som øer på værfternes

kunstige forhøjninger.

I bogen ”Welt und Heimat” beskrev maleren Emil Nolde

forholdene således:

Da vi omkring 1912 havde købt Uten-

warf, vidste vi ikke, at hele egnen om vinteren stod under

vand, ja sågar kunne være oversvømmet om sommeren…

Det var herligt, når der milevidt omkring os kun var vand at

se, når om dagen den høje himmel spejlede sig deri – eller

om natten månen med sin kolde glans forvandlede det til et

sølv-eventyrland

117