Page 85 - Sjæklen2004

En tænketank for Vadehavet

I Vadehavsområdet har man samarbejdet om forvaltningen

på tværs af landegrænserne i 30 år. Turismen er i de senere

år blevet ofret stadig mere opmærksomhed, og Det Inter-

regionale Vadehavssamarbejde tog inden årtusindskiftet ini-

tiativ til etableringen af en turisme-tænketank med delta-

gelse af både eksperter og lokale lægfolk fra de tre vade-

havslande. Dette såkaldte Netforum barslede i 2000 med en

række forslag i rapporten

Bæredygtig udvikling af turismen

og den rekreative udnyttelse i Vadehavsregionen

4

.

Netfo-

rums medlemmer er f.eks. enige om, at

det vigtigste grund-

lag for udviklingen af en bæredygtig turisme er at bevare

det enestående landskab, naturen, de kulturhistoriske vær-

dier samt opretholde lokalsamfundene.

Gruppen foreslår

bla. at man:

• beskytter naturværdierne

• betoner de kulturelle og historiske værdier

• forbedrer informationen til turisterne

• forbedrer bæredygtige transportformer til og inden for

regionen

• bibeholder variationen i udbudet af rekreative aktiviteter,

men undgår aktiviteter der har uønsket virkning på natu-

ren eller andre interessegrupper. Dette bør undgås ved

hjælp af fleksibel zonering

• anvender forsigtighedprincippet i situationer hvor der er

risiko for, at naturværdier lider permanent skade

Nogle af Netforums forslag er lige til at føre ud i livet. Både

turistbranchen og lokalbefolkningen kan i princippet tage

initiativet. F.eks. har man i Holland udarbejdet et ’adfærds-

kodeks’ til besøgende: korte og forståelige anvisninger om,

hvordan man bør færdes i den hollandske del af Vadehavet.

Det interessante er, at materialet er udarbejdet af forskelli-

ge interessenter og myndighederne i fællesskab, hvilket sik-

rer opbakning bag budskabet og forståelse for andres syn på

sagen. Alle parter har samtidig en fælles interesse i at distri-

buere materialet, så det når ud til turisterne.

Andre af forslagene er umiddelbart opgaver for myndig-

hederne. At beskytte naturværdierne, at anvende forsigtig-

hedsprincippet og arbejde for bæredygtige transportfor-

mer, er først og fremmest op til de politiske beslutningsta-

gere. Men som Netforum siger, bør myndighederne indlede

kommunikationen mellem lokalbefolkning, brugere og

interessegrupper så tidligt i beslutningsprocessen som

muligt.

På Fanø samarbejder den lokale Agenda 21-gruppe såle-

des med den kommunale forvaltning, hvilket betyder, at

gruppen orienteres om f.eks. sager om anlæg i det åbne

land, inden disse kommer ud i ’almindelig’ offentlig høring.

Dilemmaer og kompromiser

På Fanø og de andre vadehavsøer er stranden et populært

sted at opholde sig for mange interessegrupper. Badegæster

og soldyrkere er i overtal i højsæsonen. Men også ryttere,

hundeluftere, surfere og buggy-kørere benytter sig af plad-

sen og vinden. Samtidig er det tilladt at køre bil på stranden.

Oprindeligt var stranden faktisk den eneste vej fra Nord-

by til Sønderho inden anlæggelsen af landevejen på Fanø.

Mange turister, især tyske, undrer sig over, at bilkørsel er

tilladt på stranden. Men med alle de biler, der kommer til

Fanø i sommerhalvåret, ville landevejen ikke kunne bære

presset, såfremt man forbød biler på stranden. Samtidig vil-

le det være nødvendigt med parkeringspladser for strand-

gæsterne. Og hvor skulle de placeres? Klitterne og de bag-

vedliggende vådområder indeholder truede og beskyttel-

seskrævende dyre- og plantearter. Så kunne man, som på

andre øer, helt forbyde biler, eller etablere faciliteter, så

turisterne kan efterlade bilen i Esbjerg og cykle eller køre

bus rundt på Fanø. Men for det første ville færgeriet i så fald

miste en meget betydelig indtægtskilde på overfarten. Det-

te ville formentlig resultere i færre afgange, hvilket ville

gøre det svært for de fastboende at pendle til Esbjerg, som

mange gør. Dermed ville frygten for fraflytning være reel.

For det andet er en stor del af Fanøs kundegruppe sommer-

huslejere, der bogstaveligt talt pakker bilen med fødevarer

og de fleste dagligdags fornødenheder, og som realistisk set

næppe ville kunne transporere deres bagage i en bus.

Det er altså temmelig kompliceret, hvis man ønsker at

begrænse antallet af biler på Fanø. I byerne, hvis gader er

85