110 / 160
108
Marsk består af aflejringer af tørv og/eller finkornet sediment,
som kaldes klæg. I vadehavet uden for digerne er marsken i
stadig vækst, og nedenunder overfladen kan man derfor finde
gamle overflader, som kan fortælle om den tid, i hvilken de blev
aflejret. Det kan f.eks. være ting, som er knyttet til tidligere ti-
ders havspejlsniveauer med relation til klimasvingninger og til
menneskets virke i form af forurening.
Der skelnes mellem to overordnede marsktyper: 1) marsk dan-
net på fastlandet, som kan være meget dyb og gammel og som
regel starter med tørv nederst efterfulgt af marskklæg aflejret
oven på tørven og 2) marsk dannet på bagsiden af vadehavsø-
erne, som næsten altid kun består af marskklæg. Den kan være
meget ung og ikke nødvendigvis særlig tyk, på Skallingen er den
f.eks. typisk kun 15-30 cm tyk. Eksempler på de to marsktyper
er vist i Figur 1.
I den sidste istid for mere end ca. 12.000 år siden var havspejlet
så lavt at Jylland var landfast med England. Efterhånden som
isen smeltede, steg havet. For ca. 8.000 år siden nåede det frem
til de laveste dale på Vestkysten. De blev dannet af smeltevan-
det, som isen længere østpå frigav i istiden. Varde Ådal er et
eksempel på en sådan smeltevandsdal, som havet nåede frem
til i denne periode.
Under en havspejlsstigning reagerer baglandet med forsump-
ning. Ferskvandet, der før frit kunne løbe ud mod havet, bliver
dæmmet op, og kystområderne springer i tagrør og andre plan-
ter, der tåler et højt grundvandsspejl. Resultatet er tørvedan-
nelse. Den tørv, der dannedes oven på den oprindelige over-
flade, kaldes basistørv. Den kan benyttes til at fastsætte alderen
for havspejlets niveau, dengang den blev dannet. Det kan den,
fordi studier af tørvedannelse i nutidige tilsvarende kystområ-
der har givet mulighed for at fastsætte sammenhængen mel-
lem vandstand og niveau for basistørven. Da tørven kan dateres
med kulstof-14 (
14
C), kan man herigennem få et rimeligt indblik
i havspejlets niveau til forskellige tidspunkter. I nyere tid har
man fundet på endnu en effektiv måde at datere aflejringer på.
Det viser sig nemlig, at kvartskorn (dem der er flest af i vores
sand) lidt populært sagt kan ”huske”, hvornår de sidst så lys.
Det skyldes, at molekylegitteret i et kvartskorn påvirkes af lys.
Påvirkningen henfalder langsomt (men med kendt hastighed)
i mørke. Derfor, hvis kornet er blevet dækket af marsken un-
der dens vækst og udtages fra boringer i mørke, kan det, ved
udsættelse for lys i laboratoriet nulstilles. Herved udsendes et
signal, som kan måles med fintfølende apparater, og hvis styrke
fortæller, hvor længe siden det er, at kornet sidst var i dagslys.
Metoden kaldes OSL og giver et effektivt supplement til date-
ring med
14
C. Gennem dateringer af materiale fra boringer har
det været muligt at rekonstruere marskens udbredelse i Varde
Ådal fra dengang havet trængte ind i dalen for 8.000 år siden
Figur 1:
Øverst: Fastlandsmarsken ved Varde Ås udløb set fra øst ud mod Ho
Bugt (foto: Svend Tougaard). Nederst: Barriere ø marsken på Skalling set fra
nord/vest mod Skalling Ende med Fanø i baggrunden (foto: Niels Vinther).