Page 9 - Sjæklen2002

9

Bakskuld

Af Mette Guldberg

Fiskeri- og Søfartsmuseet får ofte spørgsmål vedrørende

den sydvestjyske egnsspecialitet bakskuld - saltet, tørret og

røget ising - som nydes af både turister og lokale. Spørgs-

målene om bakskuld er dog ikke så ligetil at besvare, for

når man begynder at grave i sagen, viser der sig at være

mange meninger om bakskuldens navn og dens tilbered-

ning. Denne artikel forsøger at rede nogle af trådene ud ved

at gennemgå, hvad forskellige ældre kilder og beretninger i

Fiskeri- og Søfartsmuseets arkiv fortæller om bakskulden.

Hvorfor hedder det bakskuld?

Der findes flere forskellige forklaringer på ordet bakskuld.

En af dem vil vide, at ordet betegner den løn, som esepi-

gerne førhen fik af fiskerne for at sætte madding på kroge-

ne. Den ikke særligt værdifulde fisk ising skulle da blive

kastet hen på de fiskebakker, hvorpå krogene blev ordnet,

som løn til esepigerne, og ordet skulle således være sam-

mensat af “(fiske)bak(ke)” og “skyld” (skuld) som beteg-

nelse for det, fiskernes skyldte esepigerne

1

.

Denne forklaring er den eneste, der tolker sidste del af

ordet som skyld. Alle de øvrige forklaringer tolker den sid-

ste del af ordet som skulder, altså den vestjyske fællesbe-

tegnelse for fladfisk eller flyndere, som de også kaldes. Her

går én forklaring på, at isingerne var usælgelige og derfor

blev smidt på bakken - den forreste del af øverste skibsdæk -

af fiskerbåden til fiskerens eget forbrug. Altså en skulder

(fladfisk), der bliver smidt på bakken (dækket)

2

. En tredje

forklaring går på, at “bak” er et frisisk låneord i betydnin-

gen bagt (stegt), således at bakskuld skulle betyde en flad-

fisk tilberedt over ild

3

.

Går man imidlertid længere tilbage i tiden, finder man en

helt fjerde forklaring på ordet bakskuld, og det er denne for-

klaring, der må anses for at rumme oprindelsen til ordet.

Ordet hænger sammen med en fiskemetode, idet betegnelsen

“bak” er det samme ord som de ovenfor omtalte fiskebakker,

hvorpå langlinerne med kroge lå ordnet. En bakskuld var en

skulder (fladfisk) fanget med bakke - en bakkeskulder. Det

er da også under opslagsordet “bakkeskulde”, man skal lede

i Ordbog over det Danske Sprog

4

. Bakkeskulde findes i det

første bind af ordbogen, der udkom i 1919, og her får man

den forklaring, at en bakkeskulde er det samme som en bak-

keflynder, nemlig en flynder som fanges med bakker. En til-

svarende forklaring finder man i Henrik Krøyers værk Dan-

marks Fiske 1828-40, som angiver, at

“Linskuller har sam-

me Betydning som Bakskuller, næmlig Skuller eller Rød-

spætter fangede med Bakker eller Liner.”

5

Først da supple-

mentbindet til Ordbog over det Danske Sprog udkom i

1993, blev det muligt at slå ordet bakskuld op i Danmarks

mest omfattende ordbog, og da henviser det blot til det

oprindelige opslagsord “Bakkeskulde”

6

- en skulder fanget

med bakke.

En meget tydelig illustration af ordet brugt på denne

måde, finder man i en kontrakt, som mandøboerne i 1719

indgik med deres nye præst Chr. Lassen Tranberg. Mandø-

boerne ydede tiende til præsten i form af fisk, og kontrak-

ten beskriver, hvad præsten skulle have årligt. I denne kon-

trakt omtales flere forskellige former for skulder, nemlig

garnskuld, hamskuld og bakskuld

7

. Det er ikke til at se af

sammenhængen, om der er tale om tre forskellige former

for fladfisk (skulder), men det er i hvert fald nærliggende at