Sjæklen 2016

vores radgarn. Dem satte vi vinkelret ud fra denne låning og så tre-

fire ruser i rad. Jeg kan mindes, at jeg én nat havde 1.600 pund ål

– det var en stor fangst. Gennemgående fangede jeg 8-9.000 pund

ål hvert år, jeg var dernede”.

Op mod 100 ruser, og 1.200 pæle,

som skulle slås ned og tages op hver sæson, havde Mads stå-

ende i Vadehavet ved Højer. Det var naturligvis ham selv, som

bandt og reparerede ruserne:

”Når man nu alligevel sad hjemme

hos kone og børn og havde tiden til det, så gik tiden jo så godt, når

man selv bandt. Da jeg boede i Højer og fangede mange ål, lavede

jeg en vinter 45 ruser”.

Som et af de mere eksotiske fiskerier har Mads også fisket efter

sømos i Vadehavet. Ideen kom fra Tyskland, hvor man på det

tidspunkt havde fisket efter sømos i mange år, inden Mads tog

det til Danmark:

”Jeg tror, jeg var en af de første, som begyndte

med det, da vi fik disse banker, som sømosset groede på. Det var

nede ved Juvre på nordspidsen af Rømø. Der har været rigtigt godt

med mos helt over til Mandø”.

Sømosset kunne fiskes hvert år

omkring den 1. september, og efter det var hevet op blev det

lagt til tørring på et cementgulv ca. otte dage inden det:

”Efter

rensning og rengøring blev solgt til et par mænd nede i byen. Vi fik

selvfølgeligt ikke ret mange penge for det, for pengene var jo små i

1930”.

Sømosset blev herefter indfarvet og eksporteret til blandt

andet Amerika, hvor det har været anvendt som fyld i møbler

og madrasser.

Den indgroede eventyrlyst fik også Mads til senere at interes-

sere sig for og deltage i forsøgsfiskeri andre steder i verden.

Sammen med fiskeribiolog og leder af Dansk Biologisk Station,

Harald Blegvad, deltog Mads Langli i et togt til Den Persiske

Bugt, som foregik i 1936-1938 om bord på en dansk fiskekut-

ter. Blegvad og Mads Langli blev gode venner og havde det til

fælles, at de begge var født på en af Danmarks øer. Blegvad,

der selv var født på Samsø, mente at øboere er i besiddelse af

en særlig udlængsel:

”Jeg tror, at vi der er født på en af Danmarks

små øer, har mere udlængsel end andre. Det er, ligesom havet, der

omgiver os på alle sider, giver os en længsel i vort sind, en længsel

efter at sejle – efter at se og opleve, hvad der er på den anden side

af den store bølgende flade”.

Togtet til Den Persiske Bugt var kommet i stand efter en fore-

spørgsel fra den iranske regering, som havde henvendt sig til

Blegvad for at få foretaget en undersøgelse af fiskerimulighe-

derne i området. Blegvad tilbød at gøre det på den betingelse,

at han fik en dansk fiskekutter og tre danske fiskere med.

af fiskerne var Mads Langli, som dog ikke var med fra starten,

men kom til senere, da der blev skiftet ud i besætningen. Fiske-

riet gav fine resultater og udvidede kendskabet til faunaen i et

hidtil næsten uudforsket område.

Senere fulgte den iranske

regering op på Blegvads anbefalinger og etablerede en fiske-

konservesfabrik til behandling af bl.a. rejer og de store mæng-

der sardiner i området.

Mads Langli var med sin erfaring inden for fiskeriet uden tvivl

Blegvad en værdifuld mand at have med. Men udover evnerne

inden for fiskeriet, bemærkede Blegvad også Mads Langlis sær-

lige evner inden for jagt, da det var kommet Mads for øre, at

der var blevet nedlagt en gazelle inde på land:

”Skipperen, Mads

Sørensen, der var en vældig jæger hjemme i Danmark, hvor hans

specialitet er at kravle og gø som en sælhund så livagtigt, at sæler-

ne kommer ind fra havet for at se nærmere på denne nye ”kamme-

Kutteren ”Rashgu”, tidligere E 377 ”Drott”, som blev ført af Mads Langli under

forsøgsfiskeriet i Den Persiske Golf. Tegningen er udført af J. Glud Kristensen,

1937-1938. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv (84035-109).