39 / 160
37
rat”, kunne naturligvis ikke lade dette sidde på sig. Han stod tidligt
op næste morgen, og kom flere timer efter triumferende hjem med
en gazelle over nakken”
, hvilket betød, at de fråsede i gazellekød
de næste dage.
28
Mads Langlis interesse for dyr og fauna re-
sulterede også i, at han under sit ophold derude fik samlet og
købt en stor oceanisk samling af mærkelige planter, fisk, dyr og
konkylier som han tog med hjem, og senere overdrog til Esbjerg
Seminarium.
29
Jæger og fanger
”Den vældige jæger hjemme i Danmark”, som Blegvad beskri-
ver ham, havde allerede fra barnsben lært at udnytte alle de
ressourcer og fødeemner, der var inden for rækkevidde. På
Langli var der et rigt dyreliv bestående af især fugle og sæ-
ler. Sælerne, som under normale forhold dengang var meget
menneskesky, blev Mads Langli hurtig fortrolig med og kunne
komme tæt på, så de var mulige at fange:
”Lige fra jeg var barn
efterabede jeg sælhunde. Mellem Langli og Skallingen gik et far-
vand, som man kaldte for Vestre Dyb eller Det Hvide Hav. Der kunne
somme tider ligge en 20-30 sælhunde”.
30
Mads udviklede en sær-
lige teknik, så han kunne komme ind på skudafstand på en sæl,
som ellers straks ville søge flugt i vandet, når man nærmede
sig:
”Vi lå med albuerne ind under maven og med knæene op under
os. Så ”hølkede” vi – vi kaldte det at ”hølke”. Så gik vi jo på sandet
ligesom en sælhund – skød ryggen op og mavede os frem ved hjælp
af albuer og knæ”
.
Foruden kødet udvandt de tran af sælerne. I de store sæler
kunne der være helt op til 32 liter tran. Derudover blev skindet
taget pænt af, idet skindet kunne sælges – særligt skindene fra
sælungerne, som kunne indbringe op til ca. 125 kr. I årene fra
1889 til 1927 kunne man desuden indkassere en præmie fra
Staten for hver sæl, man nedlagde. Sælerne blev betragtet som
skadedyr i forhold til fiskeriet, og man modtog derfor op til fire
kroner i præmie pr. sæl, hvis man indsendte et stykke af hale-
spidsen. Mads husker, at nogle omgik denne ordning, ved bl.a.
at få tilsendt haler fra Færøerne og Island, så derfor blev det
senere stykker af kæben, der skulle indsendes, hvis man ville
have del i den statslige præmieordning. Det var under statsmi-
nister Stauning, at præmieordningen forsvandt, og særligt for
en sælfanger på Mandø, som havde præsteret at fange hele 84
sæler på et enkelt år, havde det så stor økonomisk betydning,
at han truede med at skyde statsministeren! Mads, der også var
gal over den nedlagte præmieordning, husker samtalen mellem
dem:
”Den mand kunne jeg myrde med kold hånd. Så sagde jeg
også til ham: Hvis du kan gøre det, så giver jeg dig revolveren”
. Så
vidt gik det dog ikke, og Stauning overlevede, men for folk ved
Vadehavet forsvandt med præmieordningen en indtægtskilde.
Det var dog stadigvæk helt lovligt at jage sælerne, indtil de blev
totalfredet i 1976.
I lighed med sælerne er mange af Vadehavets fuglearter i dag
beskyttet af fredning, men tidligere var fuglefangst også en af
Mads Langlis store fornøjelser. Fra sin barndom havde han set,
hvordan faderen arbejdede med fuglegarn eller ”flyvegarn”,
som de også kaldtes:
”Ja, jeg var vel ikke mere end fem år, da han
arbejdede med det ovre på Langli. Han havde jo ikke de helt store
ting, men han gik jo helt op i dette her fuglefangst om efteråret og
om vinteren. Da havde han jo ikke andet at bestille, og så skulle
Sæljagt på Mandø i 1960’erne. Foto: Mandø Lokalhistoriske Arkiv.