40 / 160
38
der jo fanges fugle. Jeg husker tydeligt, hvorledes det hele foregik.
Det var jo meget interessant for sådan en lille knægt som mig den-
gang”.
31
Mads blev grebet af at fange fugle, og han fortsatte,
indtil det blev forbudt ved en jagtlovsrevision i 1931. Dog fore-
gik det kun om vinteren i december og januar:
”Da havde vi tid til
det, for vi fiskede ål i september og oktober. Det skulle vi først være
færdige med før vi kunne begynde på fuglefangst i den mørke tid”.
Fuglefangsten blev betragtet som en biindtægt om vinteren, når
der ikke var andet at lave, men for Mads Langlis vedkommende
blev det også en indbringende forretning med de mange gæs,
han fik i garnene. I slutningen af 1920’erne, mens han boede
i Højer, var fangsten var på sit højeste, og han havde opstillet
fuglegarn 40 forskellige steder. Hvert garn havde en længde
på ca. 100 meter, og han havde selv knyttet dem, så de fik den
rette maskestørrelse, hvilket var vigtigt for at fange knortegæs,
man især var ude efter. Var maskerne for små, fangede man
ikke så godt, og blev maskerne for store, gik andre fugle, som
man naturligvis også var interesseret i, lige igennem. På et en-
kelt år fangede han i løbet af 35 dage i alt 588 gæs, 25 ænder, 14
regnspover, 19 edderfugle og én brunnakke.
32
Mens fuglefang-
sten stod på, kunne Mads og hans søn ligge i en båd 14 dage
ad gangen for at bjerge de indfangede fugle. I et af de store
træk kunne de fange op til 35 gæs ad gangen, men med så stor
en flok kunne jernrørene, som var banket en halv meter ned i
havbunden, blive bøjede, når gæssene kom flyvende i fuld fart.
Ifølge Mads blev fuglefangsten forbudt, da det blev betragtet
som dyreplageri. Typisk for hans idérigdom lod han sig ikke slå
ud, men fandt i stedet på nye anvendelsesmuligheder – i dette
tilfælde blev fuglegarnene delt i to, og sat ud fra kysten om for-
året, når rokkerne trak ind. Med den store maskestørrelse var
garnene ideelle til at fange rokker og pighvar.
Bjergningsvirksomhed og bådbygning
Mads Langli, der i en avisartikel er blevet benævnt som ”fiske-
skipperen, bjergningsentreprenøren og bådebyggeren” er en
person, der altid har haft mange jern i ilden. Det er mest Claus
Sørensen, som i eftertiden er blevet kendt for bjergningsvirk-
somhed, men Mads Langli var sammen med sin bror om at star-
te bjergningsarbejdet op:
”I 1918 begyndte han sammen med sin
broder Claus, at bjerge skibe, der strandede på Jyllands vestkyst, og
de to brødre bjergede ved små hjælpemidler mange strandede ski-
be, deriblandt to tyske fisketrawlere”.
33
Brødrene fik bygget motor-
bjergningsskibet ”Bjørn”, som de drev forretningen med indtil
de i 1924 afhændede skibet og bjergningsvirksomheden til fir-
maet Svitzer & Co i København, hvorefter Claus Sørensen fun-
gerede som selskabets bjergningsinspektør på Vestkysten med
station i Esbjerg.
34
Om baggrunden for at kaste sig ud i det til
tider farefulde erhverv beretter Claus Sørensen:
”Når min broder
Mads og jeg kom ind på den tanke at begynde bjergningsvirksom-
heden, skyldes dette forskellige årsager. For det første var der noget
tillokkende i den opgave at prøve at bringe et skib fra dets stran-
dede stilling ud på flydevand, dernæst var der udsigten til fortjene-
ste, når opgaven lykkedes, og for det tredje fandtes der ikke nogen
bjergningsstation ved Esbjerg”.
35
Arbejdet på havet var en naturlig ting for de to brødre. Som
øboere var de fra barnsben vant til havet som transportvej, og
derfor lærte Mads også at bygge både, ligesom faderen havde
gjort, idet de oprindelige joller kaldet ”norske pramme” ikke var
specielt velegnede til sejlads, særligt i dårligt vejr:
”Så var det, at
min far begyndte at eksperimentere med disse Langlikaner, for de
skulle jo have det sådan, at de kunne sejle, for det var jo en værre hi-
storie, hvis én mand skulle ro sådan en båd fra Hjerting og til Langli
og omvendt”.
36
Langlikanerne, som Mads og hans far byggede,
var en videreudvikling af Hjertingkanerne, som skibstømrer
Chresten Hunderup havde kopieret fra de portugisiske skonner-
ter, der fiskede ved New Foundland. Langlikanen blev forsynet
med mast og sejl, som skulle lette sejladsen til øen. Derfor var
kaner, som fremstilledes på Langli, smallere og mere spidse for-
og bagtil:
”Bådene ovre i Hjerting var altid brede i bunden, og gik så
lige op i siderne. De kunne ikke tåle, at der var sejl, for så gik vandet
ind med det samme. De, som min far lavede, var smalle i bunden”.
37
Mads Langli byggede gennem årene et stort antal både efter de
samme principper som faderen, og selv da han var højt oppe
i alderen byggede han disse både i kælderen under villaen i
Sædding. En gennemsnitlig kane tog ham ca. 200 timer at lave,