Sjæklen 2016

116

Storhed og fald

Knoglefund fra arkæologiske udgravninger, samt historiske

skriftlige kilder, antyder at gråsælen i forhistorisk og historisk

tid var den dominerende sælart i Skagerrak, Kattegat og Øster-

søen. Gråsæler var især hyppige på rev og holme ved Læsø og

Hesselø, samt på Anholt, Endelave og talrige øer og holme i den

danske del af Østersøen fra Als til Amager og Christiansø (figur

1). I årtusinder udgjorde gråsælen en del af levegrundlaget for

jægere og samlere, som levede af de danske kysters udbud af

sæler, hvaler, fisk og skaldyr. Også i historisk tid var gråsælen,

og landets andre sælarter, en vigtig ressource der gav kød på

bordet og værdifuld spæk til f.eks. belysning og smørelse, samt

skind og pels til beklædning og fremstilling af materialer. Så-

ledes udstedte den danske konge i 1523 et dekret med et krav

på halvdelen af sælerne, der blev nedlagt på Hesselø, og i 1579

forbød kongen al fiskeri og øvrig jagt på Anholt for at give fred

Gråsælen ganske vist

Gråsælen er enmellemstor sæl, der forekommer i det me-

ste af Nordatlanten. Den er især hyppig i USA og Canada,

det nordlige England og Skotland, samt i Østersøen, men

betydelige bestande findes også i Vadehavet, på Island

og langs de norske kyster. I Nordeuropa er gråsælen op-

delt i to underarter i hhv. Nordsøen og Østersøen, som

adskiller sig genetisk, morfologisk og adfærdsmæssigt. I

danske farvande bliver hannerne typisk 250-310 cm lan-

ge og vejer 170-310 kg, mens hunnerne bliver 160-200

cm og vejer 100-190 kg. Gråsælerne føder deres unger

i februar og marts i Østersøen, mens sæler i Nordsøen

typisk føder unger fra september til december. Hunnen

er drægtig i cirka 11 måneder og får højst én unge om

året. Den fødes med en hvidgullig «lanugo-pels”, som se-

nere fældes og erstattes af voksenpelsen. Hunnen bliver

i nærheden af ungen de første tre-fire uger efter føds-

len, hvor ungen dier nogle gange om dagen og kan tage

op til 20 kg på om ugen. Herefter overlades ungen til sig

selv, hvor den ligger yderligere nogle dage før den går

i vandet. Den har altså aldrig svømmet med andre sæ-

ler, før den skal lære at klare sig selv. Derfor er det ikke

ualmindeligt at finde unger, der er alene ude på eventyr,

afkræftede eller døde, fordi de ikke selv har været i stand

til at finde føde. Gråsælunger kan i sjældne tilfælde blive

bytte for havørn, ræv og andre landrovdyr, mens de i ha-

vet kan de blive bytte for spækhuggere og hajer. Modsat

hvad mange tror, er gråsæler derimod ikke sårbare over-

for sælpesten (PDV), men kan potentielt sprede smitten

til spættede sæler, som i 1988 og 2002 blev ramt af epi-

demier med op til 60% dødelighed. Gråsælen er dog lige-

som den spættede sæl sårbar overfor jagt, forurening og

andre menneskeskabte forstyrrelser.

Figur 1:

Arkæologiske fund tyder på, at gråsælen var vidt udbredt i hele landet

i forhistorisk og historisk tid. Kortet er baseret på Møhl 1971.