139 / 196
Pukkelhvalens omskiftelige videnskabelige navn
Samtlige kendte dyrearter har et videnskabeligt navn, som de
har de fået, da de for første gang blev videnskabeligt beskrevet.
Videnskabelige beskrivelser i nutidig forstand findes imidlertid
kun siden 1758, da den svenske naturforsker Carl von Linné
opfandt den to-ledede latinske dyrenavngivning eller ”binære
zoologiske nomenklatur” bestående af et slægtsnavn skrevet
med stort begyndelsesbogstav og et artsnavn skrevet med småt.
Navngivningen skal være entydig, dvs. at der ikke må være
to dyr, der har samme videnskabelige navn, og det er det først
publicerede (ældste til rådighed stående) navn fra og med Lin-
né 1758, der har gyldighed. Teoretisk burde det derfor aldrig
være svært at finde det rette videnskabelige navn, men i praksis
har det ofte voldt store problemer med at finde det. Samme
art kan være beskrevet flere gange endda fra samme lokalitet
eller måske fra flere forskellige lokaliteter. Beskrivelsen skal
være publiceret og mangfoldiggjort, men behøver ikke at være
affattet på et bestemt sprog, dog skal det videnskabelige navn
altid være på latin. De nuværende regler for navngivningen
blev ikke til samtidig med Linné, men først over hundrede år
senere. Den ældste beskrivelse kan derfor findes i mere el-
ler mindre obskure tidskrifter eller bogværker og være blevet
overset.
Endvidere kan flere arter have fået samme videnskabelige
navn. Her gælder så, at det gyldige navn tilhører den art, der
først er blevet benævnt med det. Navnet er hermed ugyldigt for
alle andre arter, man siger, at det er ”optaget”, og det gælder
selv, hvis artsnavnet sidenhen erstattes af et tidligere navn.
På grund af alle disse forhold har det derfor været nød-
vendigt flere gange at revidere pukkelhvalens videnskabelige
navn. Linné beskriver i 1758 tre finnede bardehvalarter (med
en finne på ryggen) – heraf navnet finhvaler:
Balaena phy-
salus
,
Balaena boops
og
Balaena musculus
. Det er svært at
matche Linnés ret knappe beskrivelser med de nulevende arter,
men en grundig granskning af Linnés kilder i 1898 gjorde den
amerikanske zoolog Fredrick W. True i stand til at identificere
B. physalus
og
B. boops
som finhvalen (i dag Balaenoptera
physalus) og
B. musculus
som blåhvalen (i dag
Balaenoptera
musculus
).
Med andre ord: Linné beskrev ikke pukkelhvalen, men det
gjorde Otto Fabricius så i 1780 i sit værk
Fauna Groenlandica
,
hvor pukkelhvalens kendetegn entydigt anføres, hvorfor puk-
kelhvalen ofte findes omtalt som
Megaptera boops
(Fabricius,
1780)
9
i den videnskabelige litteratur. Fabricius bruger imid-
lertid Linnés navn
Balaena boops,
der jo allerede er optaget af
en anden art, nemlig finhvalen (=
Balaena boops
, L. 1758) og
derfor efter reglerne ikke må bruges.
Det betyder så, at det næst-tidligste navn bør gælde, og det
troede man indtil 1932 var franskmanden Bonnaterres navn
Balaena nodosa
fra 1789. Derfor omdøbtes pukkelhvalen til
Megaptera nodosa
(Bonnaterre 1789)
10
.
I 1932 havde amerikaneren Kelogg fundet ud af, at der fak-
tisk fandtes en tidligere beskrivelse af pukkelhvalen fra 1781:
tyskeren Borowski giver gode artskendetegn af pukkelhvalen
med henvisning til franskmanden Brissons beskrivelse fra
1756 af et individ fra New England. Brissons værk har ingen
gyldighed – det er publiceret før 1758, men det har Borowskis
navn. Derfor hedder pukkelhvalen i dag
Megaptera novaeang-
liae
(Borowski 1781)
11
.
For at tilgodese muligheden for at de europæiske og de nord-
amerikanske pukkelhvaler var artsforskellige, blev de euro-
pæiske individer en overgang benævnt
Megaptera longimana
(Rudolphi, 1829)
12
efter et individ, der i 1824 strandede i mun-
dingen af Elben.
Den engelske zoolog John Edward Gray placerede i 1846
pukkelhvalen i sin egen slægt
Megaptera
, mens hans danske
kollega Daniel Frederik Eschricht prægede navnet
Kyphoba-
laina
.
Gouache af pukkelhval, Eckernförde 1766.
137