kelsen af spæklaget også kan være en indikator for hvalens
ernæringsmæssige stand. Spæklagets tykkelse varierer na-
turligvis fra hvalart til hvalart og årstiderne imellem. Hos
store hvaler, som for eksempel finhvaler (
Balaenoptera phy-
salus
), er spæktykkelsen 20 til 30 centimeter, mens den hos
små hvaler, som marsvin, kun er 2,5 til 3 centimeter tyk.
49
Hos den langluffede grindehval blev der midt i spæklaget
bemærket
et mørkerødt lag, som var cirka 2 til 5 millimeter
tykt. I spæklaget ved hvalens hale var der endvidere flere
knudelignende
strukturer, som havde en diameter på cirka
3 millimeter – der kan være tale om Panniculitis, som er
betændelse i spæklaget skabt af parasitter. Lige under grin-
dehvalens spæklag var der store områder omkring brystkas-
sen med væskeophobning – de blev registreret som blæv-
rede lysegule ansamlinger.
50
Hos vågehvalen blev der, som
hos den langluffede grindehval, observeret knudelignende
strukturer i spæklaget, som også her kunne være Panniculi-
tis – betændelsestilstand skab af parasitter.
51
Det er vanskeligt at undersøge de indre organer hos store
hvaler, som langluffet grindehval og vågehval. De store hva-
ler er næsten umulige at bugsere rundt med under obduktio-
nen. For at komme ind til organerne i bryst- og bughule skal
store mængder hud, spæk og andet væv desuden skæres væk.
Brysthulen er omsluttet af ribben, som skal skæres fri for at
blotlægge brysthulens vigtige organer – lunger og hjerte. I
den forbindelse er det vigtigt at være ekstra forsigtig med
skeletteringsarbejdet, så organerne ikke ødelægges. Når der
er adgang til brysthulen, starter den nærmere undersøgelse
af organerne. Vågehvalens brysthule var væskefyldt – der
var nærmest tale om en ekstra membran af væskefyldt væv.
De ellers elastiske lunger var sammenfaldne, og det normalt
lyserøde lungevæv var mørkerødt og væskedrivende. Lun-
gehinden, som omslutter lungerne, er normalt en tynd, glat
og elastiske hinde, men hos vågehvalen var den tyk og hvid.
Vågehvalens luftrør og lunger var desuden fyldt med skum.
Modsat vågehvalen havde lungerne hos den langluffede
grindehvalens den normale elastiske struktur. Lungernes
overflade havde den lyserøde farve, som ses hos raske lun-
ger, men det resterende lungevæv var mørkerødt, som hos
vågehvalen. Hos grindehvalen var der også væske og skum
i luftrøret og lungerne. I forbindelse med undersøgelsen af
lungerne undersøger dyrlægen også de lymfeknuder, der
sidder i forbindelse med lungerne. Hos grindehvalen frem-
stod disse lymfeknuder store, og de var betændte med knud-
rede ansamlinger.
Det er vanskeligt at komme ind og undersøge de indre organer
hos store hvaler. Først skal store mængder hud, spæk og andet
væv skæres væk.
Der var et enkelt blækspruttenæb samt sparsomt væske i maverne
hos den langluffede grindehval. Foto: Johanne Breum Larsen,
Naturstyrelsen Trekantsområdet.
155
