148 / 196
Hvidnæsen forekommer ganske hyppigt i den danske del
af Nordsøen og i Skagerrak samt af og til i de indre danske
farvande. Der er tale om en delfinart, som kan blive op til tre
meter lang
7
. Hvert år bliver der indberettet adskillige stran-
dede hvidnæser til Beredskabet for Havpattedyr. I 2013 lød
tallet på otte hvidnæser.
Brydeshvalen (
Balaenoptera brydei
) hører i forhold til
marsvinet og hvidnæsen til i en helt anden kategori af meget
sjældne hvalarter i Danmark. Brydeshvalen er kun én gang
konstateret i danske farvande. Det var 1/9 2000, hvor der
strandede en brydeshval ved Kyndbyværket, Hornsherred
8
.
Brydeshvalen er en oceanisk subtropisk hval, og udover
brydeshvalen fra Kyndbyværket er der, i følge registrerin-
ger i Europa, kun strandet én i England samt én i Belgien.
De pågældende hvaler blev på strandingstidspunktet fejlbe-
stemt som værende sejhvaler (
Balaenoptera borealis
)
9
.
Desuden er to ”nye” hvalarter for nyligt blevet opdaget
af Carl Christian Kinze i forbindelse med granskningen af
gamle danske aviser
10
. Der er tale om en dværgspækhugger
(
Feresa attenuata
) fra Kolding Havn fra 1944 samt en nar-
hval (
Mondon monoceros
) fra Isefjord fra 1960. Begge arter
er, ligesom brydeshvalen, de eneste af deres slags observe-
ret i Danmark. Dværgspækhuggeren blev i første omgang
fejlbestemt som en hvidnæse, og narhvalen var aldrig blevet
artsbestemt
11
. Dværgspækhuggeren opholder sig normalt i
subtropisk-tropisk farvand
12
, mens narhvalen modsat er en
højarktisk hval. Begge hvaler har derfor været på et sjældent
strejftog i dansk farvand
13
.
Hvalstrandinger skaber nyhedshistorier
Hvalstrandinger er opsigtsvækkende og har altid trukket
overskrifter i aviserne.
Den ældste nedskrevne beretning om en hvalstranding,
der præsenteres i særudstillingen, er: ”
Aftegningen Om dend
Store Hvalfisk, som er død opdreven ved det Gammel Ama-
ger den 17. Juli 1725
” fra 1725
14
. Beretningen er nedskrevet
som en vise, og visen ledsages af en tegning, hvor fanta-
sien umiddelbart har fået frit løb, da hvalen mere ligner en
fisk end en hval. Hvilken hvalart denne tegning skal vise,
er derfor uvist. Læseren bliver dog oplyst om ”hvalfiskens”
længde, som lyder på hele 37 alen, hvilket svarer til en
længde på lige over 23 meter. Såfremt længdemålet for den-
ne hval er pålideligt, er det ud fra blot ”hvalfiskens” længde
muligt at udelukke de fleste hvalarter, da kun finhval (
Ba-
laenoptera physalus
) og blåhval (
Balaenoptera musculus
)
kan blive 23 meter eller derover. Som Carl Christian Kinze
skriver i artiklen ”
Hvalfund i Arkiverne
”, så er ”hvalfisken”
givetvis blevet målt i en kurve henover ryggen. Nutidens
hvallængder er givet i stangmål, og derfor ville ”hvalfisken”
sandsynligvis være nogle meter kortere end beskrevet i vi-
sen
15
. Derfor kan der muligvis også være tale om en kaske-
lot, hvor hannerne kan blive op til 19 meter lange
16
. Dog
bemærker Carl Christian Kinze, at visen nævner, at munden
i ”runden” er ti alen – cirka seks meter. De buede kæber hos
bardehvaler kan godt nå seks meter i længden, og derfor er
der antagelig ikke tale om en kaskelot, da kæberne hos disse
hvaler hverken er buede eller så lange
17
.
I 1931 strandede der en 24,5 meter lang blåhval hun ved
Årøsund. I Danmark er der gennem tiderne kun strandet tre
blåhvaler. Ud over den omtalte blåhval fra Årøsund er der
tale om en blåhval strandet i 1907 ved Børsmose Strand samt
en blåhval strandet ved Spirbakken nær Skagen i 1936
18
.
Blåhvaler kan blive op til 28 meter og veje hele 150 ton
19
,
og derfor er blåhvalen uden sammenligning Jordens største
dyr. Selv ikke fortidens dinosaurer kan måle sig med den.
En sådan stranding skaber derfor en masse røre, og selv den
danske forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) var optaget
af blåhvalstrandingen ved Årøsund og skrev digtet ”
Hvalen
og de Haderslev-Fiskere
”, som blev udgivet i Politikken.
Digtet var en protest mod aflivningsmetoden af hvalen
20
:
”Det kostede Hvalen Besvær om at forgaa,
et Døgn om at dø; deres Knive var smaa”
21
Det er ikke usædvanligt, at hvaler er levende, når de stran-
der på kystens lave vand. Oftest strander hvaler udmagrede
og svækkede som følge af sygdom eller skader
22
. Tilbage i
tiden forsøgtes hvalerne aflivet hvilket ofte kunne tage læn-
gere tid, som beskrevet i Johannes V. Jensens digt ”
Hvalen
146