Sjæklen

110 / 196

Hvordan fik øresvinet sit navn?
Hvordan fik øresvinet egentligt sit navn? I ”Ordbog over det dan-
ske sprog” bliver navnet ”øresvin” forklaret på to ret fantasifulde
måder. Den ene forklaring lyder på, at ”øre” skulle relatere til det
at være ør i hovedet og hentyde til øresvinets akrobatiske spring i
vandoverfladen. Den anden forklaring er, at ”øre” blot betyder ører,
idet lufferne kan opfattes som delfinens ører.34
En mere plausibel forklaring fremkommer dog i forbindelse
med lidt historisk research. I 1624 skrev den tyske fiskekyndige
Stephan von Schonevelde i sit store fiskeværk ”Ichtyologia”, at
Aabenraas fiskere kaldte hans Orca for Oersvin på dansk.35 Der er
antageligt tale om en fordanskning af det latinske orcin( us), som vi
i dag kender som Orcinus, spækhuggerens slægtsnavn.
Hvordan fik øresvinet sit videnskabelige navn?
Gennem tiderne har der været et væld af latinske navne for de for-
skellige delfinerarter. I 1758 var den svenske naturforsker Carl von
Linné (1707-1778) den første til at systematisere klassifikationen
af dyr og planter. Han gav hvert individ et latinsk slægtsnavn og
artsnavn. I forbindelse med klassifikationen af delfiner fulgte Lin-
né helt og holdent sin landsmand og fiskekollega Per Artedi (1705-
1735) og skelnede kun imellem tre arter: Delphinus phocaena,
Delphinus delphis og Delphinus orca.36 Første art er umiskendelig
lig med den art, vi i dag kalder marsvinet (Phocaena phocaena).
De to andre arters identitet er mere diffus, da de videnskabelige
navne antageligt dækker over flere delfinarter, der på det tidspunkt
endnu ikke var videnskabeligt opdaget − heriblandt den art vi i
dag kalder øresvin (Tursiops truncatus ). Efter alt at dømme, mente
Linné med Delphinus orca for eksempel ikke spækhugger (Orci-
nus orca), men derimod en mindre hvalart – måske øresvinet. Både
Delphinus delphis og Delphinus orca forekom ifølge Linné i de
europæiske havområder.37
Den danske teolog og topografiske forfatter Erik Pontoppidan
(1698-1764) delte den gængse opfattelse blandt samtidens lærde,
nemlig at der forekom to delfinarter. I henhold hertil oplistede han
i 1763 i ”Den Danske Atlas” en lille art Delphinus phocaena, også
kaldt den lille tumler eller det lille marsvin samt en stor art Delphi-
nus delphis, som gik under navnene den store tumler eller det store
marsvin. Delphinus delphis satte Pontoppidan lig med Stephan von
Schoneveldes Oersvin fra 1624.38
Nogle år senere i 1768 påpegede biskop og botaniker Johan
Ernst Gunnerus (1718-1773) i Trondheim, at Delphinus orca fak-
tisk bestod af to arter. En større art, som burde beholde navnet, og
en mindre art, som han kaldte Delphinus tursio − med henvisning
til polske lærde Jacob Theodor Kleins (1685-1759 ) fiskeværk fra
1741.39 Gunnerus var dermed den første til at navngive øresvinet
videnskabeligt i henhold til Linnés regler for klassifikation. Gun-
nerus beskrivelse gik efterfølgende i glemmebogen, men i 1776
fulgte den danske naturforsker Otto Friedrich Müller (1730-1784)
Gunnerus ved at anerkende to Orca arter, for hvilke han dog fast-
holdt det samme videnskabelige navn Delphinus orca − henholds-
vis Delphinus orca no. 56 (øresvin) og Delphinus orca no. 57
(spækhugger).40
I 1780 genbrugte den danske biskop og naturinteresserede Otto
Fabricius (1745-1808) navnet Delphinus tursio om en delfinart fra
Grønland – dog uden henvisning til Gunnerus.41 Den franske na-
turforsker Pirre Joseph Bonnaterre (1752-1804) beskrev i 1789
de franske ”grand marsouin” som værende Delphinus delphis og
gengav en kopi af Kleins afbildning fra 1741.42 Efter nærmere un-
dersøgelse af en delfin fra den franske kanalkyst bestemte Bon-
naterre dog denne delfin til at være Fabricius Delphinus tursio. En
medfølgende illustration efterlader ingen tvivl om, at der var tale
om et øresvin. Fabricius blev herigennem indtil videre krediteret
for at have navngivet øresvinet. Man kan sige, at Bonnaterre fak-
tisk afbillede og beskrev øresvinet to gange, dels som den hyppige
Delphinus delphis , og dels som den mere sjældne nordlige Delphi-
nus tursio.43
Den franske naturforsker Bernard Germain de Lacépède (1756-
1825) omdøbte i 1804 arten Delphinus tursio til Delphinus nerser-
nack. Nersernack var inspireret af det grønlandske navn Nisarnaq
for den delfinart, som Fabricius i 1780 kaldte Delphinus tursio.44
I årene frem fortsatte øresvinet i videnskabelig forstand som en
nordlig og sjælden delfin. Som sådan blev den også omtalt langs
de britiske kyster. I 1821 udkom posthumt den britiske forsker
George Montagus (1753-1815) beskrivelse af en ny delfinart fun-
det i 1814 ved den engelske kyst vendende mod det Irske Hav.
Der var tale om en delfin med meget slidte tænder, hvorfor den
blev navngivet truncatus, som oversat fra latin betyder afskåret.45
Helt frem til starten af 1900-tallet blev Delphinus truncatus dog
anset for at være samme art som Delphinus tursio eller i hvert fald
nært beslægtet med denne.46 I løbet af anden halvdel af 1800-tal-
let blev der dog gentagne gange rejst tvivl om hvorvidt Fabricius
overhovedet havde ment øresvinet, da han beskrev Delphinus tur-
sio. Arten var aldrig blevet set ved Grønland, og det grønlandske
navn Nisarnaq betød ”det sjældne marsvin”, som er ensbetydende
med grindehval.47
I 1855 blev øresvinet placeret i sin egen slægt Tursiops, og
i 1903 foreslog den amerikanske zoolog Frederick William True
(1858-1914), at man ændrede det videnskabelige navn til det nu-
værende Tursiops truncatus, og derved anvendte Montagus beskri-
velse fra 1821. Trues beslutning fik efterhånden almen anerken-
delse.48 Tursiops tursio blev dog i adskillige år fortsat anvendt i den
videnskabelige litteratur.49
108