ret store, så stemmer de nøje overens med informationerne i
Amsterdams lysningsregister, der viser, at udvandringen fra
den sydlige del af den jyske vestkyst var størst fra netop
Tønder, Ribe og Højer. Og i nævnte rækkefølge. Den samme
overensstemmelse gælder stort set alle de andre byer eller
lokalområder på kysten. Der tegner sig med andre ord et
klart billede af, at de lokalområder, hvorfra udvandringen
var størst, også var de lokalområder, hvorfra de fleste krimi-
nelle kom. Den sammenhæng kan forekomme indlysende,
men princippet gør sig ikke gældende for alle de byer og
lokalområder, som danskerne udvandrede fra. Eksempelvis
var antallet af kriminelle migranter fra Helsingør og Ribe
stort set identisk til trods for, at udvandringen fra Ribe var
næsten dobbelt så stor.
Ifølge Amsterdams lysningsregister udgjorde kvinderne
29 procent af de vadehavsboere, der bosatte sig i byen, mens
de udgør 26 procent af de kriminelle vadehavsboere
14
. Der
er således ikke nævneværdig forskel på de mandlige og
kvindelige vadehavsboeres kriminalitetsfrekvens. Set med
nutidens øjne er det usædvanligt, fordi mændene i vore da-
ges Danmark er fire gange så tilbøjelige til at begå krimina-
litet end kvinderne. Retsprotokollerne forholder sig ikke til
den problemstilling, men det er nærliggende at antage, at
det i bund og grund handlede om, at indvandrerkvinderne
ikke i samme grad som i dag kunne forlade sig på offentlig
støtte, hvis de ikke kunne forsørge sig selv. Under alle om-
stændigheder var kriminalitet én af de få måder, hvorpå en
arbejdsløs og uforsørget indvandrerkvinde kunne skaffe sig
en indtægt.
Både de kriminelle og de ikke-kriminelle vadehavsboere
bosatte sig primært i den østlige del af Amsterdam. Det er
også et fællestræk for de kriminelle og de ikke-kriminelle
vadehavsmigranter, at de typisk arbejdede i erhverv med lav
status og lav løn. Flertallet af både de kriminelle og de ikke-
kriminelle var således menige sømænd. Det var imidlertid
kendetegnende for de mandlige vadehavsboere, at andelen
af håndværkere i blandt dem var markant højere end gen-
nemsnittet for de mandlige danske migranter som helhed.
Hvad angår de kriminelle kvinder, så viser retsprotokol-
lerne, at tjenestepige var det mest udbredte erhverv. Det stem-
mer overens med, hvad andre kilder fortæller, men retsproto-
kollerne giver dog et mere nuanceret billede af kvindernes
tilknytning til arbejdsmarkedet. Således viser protokollerne,
at vadehavskvinderne og de andre danske indvandrerkvinder
ikke bare arbejdede som tjenestepiger. De arbejdede også
som vaskekoner, nålemagersker, frisører, syersker, spinder-
sker, ”kornvendersker”, servitricer, fødselshjælpere, strømpe-
magersker og diamantslibere
15
. Begge diamantsliberne kom i
øvrigt fra Vadehavet, men det er tvivlsomt, om deres job be-
stod i at bearbejde de kostbare sten. De to kvinder har sand-
synligvis haft en mere ydmyg funktion som for eksempel at
betjene den trædemølle, der fik slibestenen til at dreje rundt.
Kvinderne
Der optræder 34 vadehavskvinder i Amsterdams retsproto-
koller. De 28 kom fra enten Ribe eller Tønder, mens resten
kom fra Skærbæk, Varde, Vesterbæk og Agerbæk. Der er in-
gen kvinder fra Højer, der ellers er den by på kysten, hvor
man finder det tredje højeste antal udvandrere. Der var dog
det specielle ved Højer, at kun få kvinder udvandrerede her-
fra.
Kvinderne fra Vadehavet var i gennemsnit 31,3 år, når
de blev sigtet. Det store flertal befandt sig i begyndelsen af
tyverne, men gennemsnittet i den lille gruppe kriminelle va-
dehavskvinder trækkes op af en håndfuld lovovertrædere i
fyrrene, halvtredserne og tresserne. Den yngste af kvinderne
var den 19-årige Maritje Lourents fra Ribe, der i 1664 blev
arresteret for prostitution
16
. Den ældste var den 63-årige
Laurentia Pieters fra Vesterbæk nogle få kilometer øst for
Varde, der i 1658 blev arresteret for hjemløshed
17
.
Sammen med tyveri var prostitution den mest udbredte
lovovertrædelse blandt de kriminelle kvinder fra vadehavs-
området. I alt blev otte – eller 24 procent – af kvinderne
dømt for prostitution. For de danske kvinder som helhed
blev 122 dømt for prostitution, hvilket svarer til 37 procent
af de danske indvandrerkvinder, der optræder i retsproto-
kollerne. Lidt over halvdelen af de prostituerede kom fra
København, der dermed er markant overrepræsenteret i for-
hold til de prostituerede fra provinsen. Det forhold stemmer
godt overens med hollandske analyser af prostitutionen i det
14