Sjæklen 2018

68 Epilog Når jeg sammen med mine medforfattere her i efteråret 2018 lægger sidste hånd på denne artikel, vandrer mine tanker na- turligt nok tilbage til mine studier af og besøg i Lildstrand. Den undren, jeg i udgangspunktet tog til Lildstrand med, er afløst af indsigt i og intuitiv sympati for det lille kystsamfund, der er blevet fundamentalt forandret i kølvandet på fiskeriets struk- turelle ændringer. Jeg har på nært hold set og hørt, hvad det har gjort ved samfundet og menneskene i det, at fiskekvoterne forsvandt. De tomme ’teaterkulisser’, som jeg gik rundt blandt på stranden i Lildstrand, fortæller både en historie om tabet af et lokalsam- fund og om tabet af arbejdspladser i yderkanten, der taktfast affolkes. Udviklingen fremstår måske som uundgåelig, men min lære er, at det var et valg at lade markedskræfterne råde. Man kunne have valgt anderledes, og måske havde man så ikke i samme grad skabt den virkelighed, man møder i Lildstrand og andre lignende steder langs de danske kyster. Det må være en samfundsmæssig beslutning, hvilken vej vi vil gå, men alt for ofte fremstilles det i dag som om, der kun er én mulighed. Det er sjældent tilfældet. Jeg selv er startet på Københavns Universitet, hvor jeg i stor- byen skal fortsætte mine geografistudier – langt fra Lildstrand. Om vinden endnu engang vil blæse med Lildstrand, må tiden vise. Måske vil Lildstrand på længere sigt vise sig at have en ny fremtid, hvor kreative sjæle vender den tilbagegang, der har stået på i over et årti. Jeg håber det. Men jeg er også helt bevidst om, at vi, hvis vi stadig vil have liv i samfund som Lildstrand, bli- ver nødt til at lægge strukturerne til rette for det. Hvis vi forlader os på individernes ageren i markedet og glemmer de struktu- rer, som omgiver individerne, så vil succeshistorier i periferien formodentlig vedblive at være undtagelsen frem for reglen.  Landingspladsen i Lildstrand i 1983, hvor der var aktivitet og havbåde på stranden. Fotografi ophængt i Lildstrand. Foto: Jeppe Skovgaard Brandtoft.