Sjæklen 2018

35 udslettede og ødelagte elementer i landskabet var omfattende. Flere byer var forsvundet for bestandigt efter stormfloden – be- boerne måtte flygte og mange af dem druknede. I 1839 blev Struer ramt af endnu en storm, der forårsagede så stor skade på byen, at flere indbyggere valgte at flytte deres huse op på bakken. Bl.a. flyttede skipper Jens Christian Laursen Stougaard sit hus til Søndergade 22, hvor en del af huset stadig- væk er bevaret den dag i dag. 20 Men nu da handlen med Eng- land, Hamborg og Norge var blevet en mulighed, blomstrede fiskeri, handel og søfart op fra den vestlige del af Limfjorden, og Struer var ingen undtagelse. Her fik fremmelige købmænd som Konsul Rygård, P. Tang og Opstrup hurtigt udnyttet den nye handelsrute med egne skibe. 21 Gennembruddene betød, at Limfjorden atter blev saltholdig. På fjordbredderne lå hundredvis af døde fisk som gedder, helt og aborrer. Men nu blev levevilkårene i stedet gunstige for saltvandsfisk og skaldyr – og dermed også for østers. Det er dog først 25 år senere i 1850, at vi finder historiske kilder, der beretter om opdagelse af østersbanker i Limfjorden. Brolæg- ger Kristian Hede plukkede østers med en selvopfundet rive og solgte dem i Lemvig. 22 I Struer fortaltes det, at det var købmand P. Tang, der under Strandbjerggaard opdagede østersbanker. 23 Men lige så hurtigt som en god forretningsmulighed var opstået omkring Struer, lige så hurtigt blev der lagt bånd på salget. Østers som kronregale Allerede året efter, i 1851, sendte Nykøbingkøbmanden Jo- han Busch Steenberg (1797-1862) en fustage østers til hoved- staden. 24 Det skulle vise sig at få store konsekvenser for østers- fiskeriet i Limfjorden. For Statsadministrationen var i forvejen meget interesseret i de dyrebare østers. Med et kongeligt re- gale – en bestemmelse fra 1587 af Kong Frederik II, var staten enerådende over østershøsten, og staten var ikke sen til at håndhæve den gamle lov. Dermed blev østersfiskeri forbudt for private fiskere. 25 Frederik II indførte bestemmelsen om kongeligt regale, fordi han elskede den sjældne og eksklusive delikatesse. Østers skul- le tilfalde kongen og ingen anden. I et brev dateret 4. februar 1587 skrev han på Skanderborg Slot: ”Vi Frederik etc., gjøre Alle vitterligt, at, eftersom vi komme udi For- faring, at ud mod Vestersøen udi Riberhuus Lehn skulle findes og være fangelige et Slags Fisk, kaldet Osterling, og efterdi vi selv have Lyst og Behag til samme Slags Fisk, og have derfor befalet os elske- lige Albert Friis, vor Mand, Raad og Embedsmand paa vort Slot Ri- berhuus paa vore Vegne samme Slags Fisk at skulle lade fange og os tilskikke, og paa det derpaa ikke med Tiden skulde blive Mangel, da forbyde vi Alle, i hvo de helst ere eller være kunne og hver besønder- ligen, nogen Osterlinge der sammesteds at fange eller fange lade, uden aleneste den, som derpaa fanger paa vore Vegne Befaling af vor Leensmand paa forn. Riberhuus. Saasnart nogen fordrister sig til herimod at gjøre, og det samme skjælligen overbevises kan, den da vil stande derfor til Rette og straffes som vedbør. – Hvorefter Hver vil sig vide at rette, og for Skade at tage Vare. Actum Skanderborg 4. Februar 1587.” 26 Strandbjerggaard nær Struer. Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Struer.