Sjæklen 2018

34 Tilbagekomsten af østers i Limfjorden Sikkert er det, at mennesket altid har spist østers omkring Lim- fjorden. Opdyngede køkkenmøddinger fra oldtiden vidner om dette. Ertebølle-dyngen år 4900 – 3900 f.v.t 4 er hovedsageligt fyldt med østersskaller fundet ved stenalderhavets kystlinje ud for Farsø og Strandby. Sådanne skalbunker kan man se overalt i det nordatlantiske område – og her er Limfjorden så afgjort ingen undtagelse. Allerede for mere end 100 år siden konsta- terede Nationalmuseet, at: ”Dyngens [Ertebølle-dyngens] hoved- bestanddel er Skaller af Bløddyr fra Stranden. De forekommer fra Overfladen indtil Bunden; de danner det egentlige Stof i Laget, den Masse, hvori alt andet er aflairet. Men Skallerne ere Affald fra Maaltider; de hidhører fra spiselige og de paa Stedet fortærede Dyr. Østers, stedse fuldt udvoxede og store Dyr, udgjøre det langt over- veiende Element; de findes overalt og igennem hele Laget indtil dets Overflade. Udstrakte, store Partier bestaa udelukkende af Østers- skaller uden Indblandning af andre Skaldyr,…” 5 Forekomsten af østersskaller i skalbunkerne fra stenalderen slår fast, at mennesker ved Limfjorden stillede sulten med østers i denne periode. I noget mindre omfang ses også skaller fra hjer- temusling, og – overraskende nok – fandtes blåmuslingen kun i små lag, der svarer til hobe på et par håndfulde. 6 Blåmuslingen havde således en underordnet betydning som fødekilde, der kun syntes at være spist i perioder, hvor der ligefrem var man- gel på østers. 7 Limfjorden var lukket ved Agger Tange i omkring 700 år fra cir- ka 1100 til 1825. 8 I den periode var fjorden brak, og det lave saltindhold i vandet var årsagen til, at østersen helt forsvandt fra Limfjorden i denne periode. 9 Det forklarer, hvorfor Henrik Kröyer ikke nævnte Limfjordens østersbanker i sit værk De dan- ske Østersbanker fra 1837. Østersbankerne eksisterede ikke på dette tidspunkt. Stormen den 3. og 4. februar i 1825 åbnede atter Agger Tange. 10 Den slags gennembrud var sket før i historien, og stormfloderne var beskrevet i forskellige kilder bl.a. i 1624, 1717, 1720 og 1818. Men fælles for alle disse gennembrydninger var, at de hurtigt tilsandede og lukkede tangen igen. 11 I 1818 beskrev præsten fra Vestervig – Peter Christian Bendix – i et brev til kong Christian 7., at sognets præst havde rejst i hestevogn til byen Røn. Da han skulle tilbage, ” skyllede Havet over, som en stridig Mølle-Aae.” 12 Vognen havde nær ved væltet, og den ene hest sank ned i san- det. 13 Tangen ved Agger syntes at være blevet meget ustabil, og vejinspektør Herr Justitsraad Thagaard lod sætte pæle med halmvisker, der virkede som pejlemærker, når selve vejen til ti- der forsvandt ved oversvømmelse af tangen. 14 Hullet i tangen – skabt af stormfloden i februar 1825 – lukkede sig igen med flyvesand som alle de tidligere huller. Ifølge Pe- ter Christian Bendix, så åbnede hullet i tangen sig endeligt i en storm mellem den 27. og 28. november. 15 ”Under en stærk Storm af V. og SV. banede Vesterhavet sig igennem den smalle Landstrimmel mellem Øster-Agger og Toft-Bye et Indløb Natten mellem 27. og 28. Novbr. 1825, hvorved den søndre Deel af Agger Sogn, Røn-Bye med 24 Huse, er afskaaren fra Sognets nordre Deel og al Samfærsel mellem Thye og Harsyssel til Lands tilintet- gjort, hvilket ei alene medfører megen Ubeqvemhed for begge Eg- nens Beboere, men især til Skade for Thyelands Handel med Heste, Stude og Sviin, da Transporten nu maa gaa over Otte-Sund,…” 16 I de stærke storme var hele tre byer forsvundet fra landkortet, og indbyggerne var tvunget fra hus og hjem med store tab. 17 Fra november 1825 var der skabt en åbning mellem Limfjorden og Vesterhavet. Hullet fyldte ikke bare fjorden med saltholdigt vand, den var også en sejlbar kanal, der gjorde det muligt at rejse direkte fra Struer ud i Vesterhavet mod England og Nor- ge. 18 Tidligere var man nødsaget til at sejle forbi Aalborg og ud i Kattegat ved Hals. Før de store storme i 1825 havde man forsøgt at udbedre Ri- be-Thisted landevejen over tangen, det vidnede om, at det overraskede alle, at stormfloden skulle blive så voldsom, at landet faktisk blev gennembrudt for bestandigt og dannede en kanal. 19 Stormen ramte med en så voldsom kraft, at vandstan- den steg 2,5 meter, og sporene efter den – eller rettere – de