Sjæklen 2018

20 Beboerne langs Øresundskysten havde været vant til i deres fis- ker- eller kadrejerbåde at sejle ud til forbipasserende skibe for at sælge frisk proviant. 24 Det blev ved koleraens ankomst i 1831 forbudt fiskerbefolkningen i Københavns tolddistrikt at kommu- nikere med skibene, især dem, der kom østfra. Til det formål fik alle Københavns både og alle både på Øresundskysten (Køben- havns tolddistrikt) på ny påbud om at lade sig registrere med et nummer og ejers navn. 25 Det vil sige, at både og joller skulle mærkes, så kystpolitiet fik mulighed for at identificere de fartø- jer, der overtrådte påbuddet. Det blev samtidig forbudt at fiske i Øresund om natten, 26 så fiskerne ikke i ly af mørket kunne omgå forbuddet. Om det var karantænen og opsynet med bådene i Københavns tolddistrikt, der forhindrede, at koleraen gik i land i Danmark i 1831, skal være usagt. Men Danmark undgik epide- mien i denne omgang for så til gengæld at blive ramt så meget desto hårdere under den efterfølgende koleraepidemi i 1853. Mærkningen af små fiskerfartøjer fra Øresundskysten og til- stødende vande fortsatte op gennem 1800-tallet og kan genfin- des i diverse kunstbøger med billeder af 1800-talsmalere bl.a. Jul. Friedlænder (1810-1861), Andreas Peter Madsen (1822-1911) og Carl Emil Baagø (1920-1902). Der ses hvide rektangulære eller kvadratiske mærker på stævnen. Mærkerne strækker sig over et til to bord, og på den hvide bund ses malet sorte tal og/eller bogstaver, som i reglen ikke kan tydes. En undtagelse er et udateret maleri af Oscar Herschen (1853-1891), der bærer mærket ”HS”. Perioden 1827-1867 Mellem 1827 og 1867 blev en del af de danske handelsskibe gennem en frivillig ordning mærket med et kendingsflag. Ide- en om mærkning af skibe var opstået i England og Frankrig og spredtes til andre europæiske lande, herunder Danmark. Ord- ningen indebar, at danske handelsskibe, der sejlede på langfart, af Kommercekollegiet i København kunne få tildelt et kendings- mærke. Det bestod af et bogstav, der betegnede skibets hjem- by, og et løbenummer, der markerede skibets placering i en protokol. Bogstavrækken blev systematisk anvendt fra A til AA, idet A f.eks. omfattede skibe fra København, Dragør, Helsingør og Bornholm, mens D stod for Nakskov, F for Svendborg, Q for Flensborg, Z for Blankenese ved Elben og AA for Odense. 27 Kendingsmærket med bogstavet øverst og løbenummeret un- derst skulle vises i et flag med hvid dug og sorte bogstaver og tal, som blev sat i fortoppen. Næsten alle skibe bar desuden na- tionalflaget agter, hvilket jo var nødvendigt for at give en natio- nal identifikation af kendingsmærke og løbenummer. På eget initiativ bar de fleste handelsskibe desuden en vimpel med et nationalitetsmærke (f.eks. Dannebrog) og skibets navn. Mange handelsskibe bibeholdt denne nummermærkning og især den uautoriserede navnevimpel op gennem 1800-tallet, hvilket ses på mange skibsbilleder, selv om nye registreringssystemer og flagmærkninger blev indført. Tanken var, at forbipasserende skibe ved havneanløb skulle melde de passerede flagende skibes position til de nationale konsuler, som sendte indberetning herom til hjemlandet med hjemvendende skibe. Telegrafen blev først opfundet i slutnin- gen af 1830´erne, så indtil da åbnede flagordningen en ganske vist langsommelig, men ofte nyttig og kærkommen informa- tionsvej hjem til redere, assurandører og familier, hvorigennem de fik oplysninger om skibenes position. Når danske skibe nåe- de dansk havn, skulle de melde observationer af skibe til det lo- kale toldkammer, der kontrollerede alle indkomne skibe. Tolddi- striktet sendte oplysningerne videre til Kommercekollegiet, som publicerede fartøjspositionerne i Handels- og Industritidende i København. Omkring 1840 påbegyndtes opførelsen af et lands- og efterhånden verdensomspændende telegrafsystem, hvor man gennem kobberledninger kunne sende morsesignaler til modtageren, bl.a. med meddelelser om iagttagne skibe. 28 Først kort inden 1900 blev den trådløse telegraf opfundet. Ideen med mærkning af handelsskibe var ganske privat i sin oprindelse, men fik en halvofficiel karakter ved konsulernes og tolddistrikternes medvirken. At toldvæsenet medvirkede, kan ikke undre. En systematisk fartøjsregistrering i tolddistriktets protokol lettede regnskabsførelsen og kontrollen med ind- og udførte varer, der skulle fortoldes.